Denne artikel er fra Børsens arkiv. Den blev oprindeligt publiceret i 2018.
I starten af 2017 fik Henrik Andersen et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Han var på det tidspunkt ejerleder i Carometec A/S, der producerede udstyr til slagterier. Men nu spurgte kapitalfonden Axcel, om Henrik Andersen kunne tænke sig at være direktør i en ny stor koncern for slagteriudstyr, som Axcel ville skabe gennem en fusion af fire mindre selskaber, herunder Carometec.
Carometecs ejerkreds havde gennem længere tid drøftet mulighederne for et ejerskfite enten gennem salg til en anden virksomhed eller til en kapitalfond.
Her er de største fordele ved at blive opkøbt af en kapitalfond, ifølge Henrik Andersen:
Her er de største udfordringer ved at blive opkøbt af en kapitalfond, ifølge Henrik Andersen:
“Virksomheden havde drevet det så langt, vi mente, vi kunne nå med det kapitalgrundlag, vi havde,” siger Henrik Andersen.
Da Axcel kontaktede Carometec med et “godt tilbud” var bestyrelsen derfor klar til et salg.
Henrik Andersen var samtidig ikke i tvivl om, at sige “Ja tak” til udfordringen om at fortsætte som direktør, og har ikke siden fortrudt, at han gav slip på den fulde kontrol for i stedet at lede under en kapitalfonds ejerskab.
“Jeg ser det lidt som svarende til, at du går på børsen, bare mindre kompliceret end at gå på børsen
Henrik Andersen
"Når man bliver stillet over for sådan en udfordring, så skal man tage den," siger Henrik Andersen, der både var tiltrukket af udfordringen om at blive en del af en større koncern og samtidig ønskede at videreføre den virksomhed, som han havde været med til at "bygge stor og stærk" gennem 10 år. For Carometec-chefen var det slet ikke en mulighed at sige nej til at fortsætte som direktør.
"Det ville være det samme som at sige: "Jeg har nået mit karrierehøjdepunkt, jeg kan ikke finde ud af mere end det, jeg allerede laver," siger Henrik Andersen, der tidligere ejede 16 pct. af Carometec, som han blev direktør for i 2007.
“I virkeligheden synes jeg, at alle ejerledere skulle prøve at være ejet af en kapitalfond i en periode og blive udfordret på, hvordan man også kan tænke sin virksomhedsdrift,” siger han.
Foruden Carometec opkøbte Axcel selskaberne SFK Leblanc A/S, Attec Danmark A/S og ITEC og fusionerede dem til selskabet Frontmatec Group med ambitionen om at skabe en global markedsleder inden for slagteriudstyr.
Når en kapitalfond opkøber en ejerledet virksomhed, analyserer fonden sig typisk frem til, hvor der er et optimeringspotentiale. Fonden tager så virksomheden ud på en vækstrejse, der skal styrke virksomhedens værdi før et frasalg. Fordi fonden har en afgrænset investeringsperiode, vil mange virksomheden opleve, at udviklingstempoet skrues markant op.
“Det er klart, at en kapitalfond kommer med et ambitionsniveau og en tidskonstans, som er lang kortere, end hvis vi havde siddet tre aktionærer. Det, de gennemfører på tre år, er det, vi andre måske gennemfører på 10 år. Der er en vilje til at sætte tempo på tingene og en erfaring i, at de har gjort det før,” siger Henrik Andersen, der selv var med til at lægge planerne for, hvad der skulle ske med Frontmatec Group.
Henrik Andersen mener, at ejerledere bør overveje kapitalfondsejerskab, fordi fondsejerskabet giver et skub til, at få foretaget nødvendige ændringer i virksomheden, som man måske tidligere har udskudt, fordi økonomiske, ledelsesmæssige og følelsesmæssige begrænsninger har blokeret for, at det blev ført ud i livet.
At gå fra at være ejerledet virksomhed til at være kapitalfondsejet betød for Carometec, at virksomheden skulle professionaliseres på et helt nyt niveau. Fra aftalen om et opkøb blev indgået, til ejerskfitet gik igennem, brugte Carometec derfor en del tid på at professionalisere sit rapporteringssystem, hvor man bl.a. gik fra at lave kvartalsrapporter til månedsrapporter. Detaljeniveauet i rapporterne blev desuden skruet markant op.
“Når du som ejerleder sidder nede i maskinrummet ved du godt alt om, hvad der foregår i virksomheden, og så behøver du ikke at rapportere alt. Men nu skulle vi til at rapportere til ejere med en helt anden armslængde til driften,” fortæller Henrik Andersen.
Skiftet fra at være ejerleder til direktør i et kapitalfondsejet selskab betød mindre indflydelse for Henrik Andersen. Men det gav også flere muligheder.
“Som ejerledet virksomhed skal du hele tiden tænke på tilvejebringelsen af kapital,” siger Henrik Andersen, der peger på, at man som ejerleder er begrænset i forhold til kapitalindskud og de penge, som du selv og andre medaktionærer kan rejse som privatpersoner eller ud fra driften.
“Hvis business-casen er god, så har du med en kapitalfond som ejer altid mulighed for at tilvejebringe kapital til at investere. Så jeg ser det lidt som svarende til, at du går på børsen, bare mindre kompliceret end at gå på børsen,” siger Henrik Andersen.
Siden overdragelsen til Axcel er Henrik Andersen kommet ud af sin komfortzone og har skullet være leder på en helt anderledes måde ift., hvad han har været vant til som ejerleder.
Bl.a. har han nu en professionel bestyrelse med andre erfaringer og vinkler på virksomheden.
“Det gør, at man bliver en dygtigere chef, fordi man hele tiden bliver udfordret på en måde, som man måske ikke blev som ejerleder, hvor man ofte kender hinanden i bestyrelsen og ledelsen. Det er spændende og krævende,” siger Henrik Andersen, der understreger, at hans ledelsesstil er blevet mere datadreven og mindre følelsesbaseret.
“Du skal tage beslutninger om ting, som du umuligt kan have fuldt indsigt i,” siger Henrik Andersen, der understreger, at han i højere grad har skullet arbejde med distanceledelse og derfor baserer sine beslutninger på fakta frem for mavefornemmelse og førstehåndskendskab til alle processer i virksomheden. Han skal også i højere grad dokumentere sine beslutninger.
“Det gør, at man måske ikke altid er så agil og hurtig, men det betyder også, at man måske bliver sparet for at træffe nogle tåbelige beslutninger,” siger Henrik Andersen.
For at trives med skiftet fra ejerleder til direktør i en kapitalfondsejet skal man ifølge Henrik Andersen være typen, der kan leve med, at man sætter en del af sin ret til at bestemme over styr og i stedet ser det som en spændende udfordring at få nye personer for bordenden.
“Man skal have det mindset, at man kan sige: “Jeg tager imod alle udfordringer med kyshånd”,” siger Henrik Andersen. Kan man ikke det, er det måske en god idé at sige: “Her takker jeg af.”
Vil man gøre sin virksomhed attraktiv til et opkøb af en kapitalfond, skal man ifølge Henrik Andersen helt grundlæggende sørge for at have en sund forretning og have styr på sin virksomhed.
“Sørg for at have toplinjevækst, tjen nogle penge, kend din forretning og hav styr på dine ting. Der er ikke nogen, der køber en rodebutik,” siger han.
Han peger på, at det primært er relevant at blive opkøbt, hvis man sidder med et potentiale i sin virksomhed, som kunne blive forløst ved, at man indgik i en større sammenhæng eller fik et større kapitalapparat i ryggen.
“Ellers er det jo lige meget,” understreger Henrik Andersen.
Axcels investeringshorisont på Frontmate Group er fire til syv år, og Henrik Andersen satser på at blive som direktør i virksomheden.
“Det vil være min plan. Men det er jo købers beslutning. Dem, der betaler, er dem, der bestemmer,” siger han.