Susanne og Peter Provstgaard stiftede i 1991 den sønderjyske logistikvirksomhed DTK.
Virksomheden har sidenhen vokset sig stor, og i 2019 omsatte logistikkoncernen for næsten en halv mia. kr. Nu sælges 40 pct. af livsværket til kapitalfonden Blue Equity.
“Sådan noget her gør man ikke bare lige over night. Når vi har fundet den rigtige mulighed, så slår vi til
Susanne Provstgaard, medstifter, DTK
“Sådan noget her gør man ikke bare lige over night. Når vi har fundet den rigtige mulighed, så slår vi til. Det er vigtigt for os at DTK får de bedste betingelser,” lyder det fra Susanne Provstgaard der, sammen med sin mand, Peter Provstgaard, stiftede virksomheden i 1991.
De to grundlæggere ejer nu 20 pct. af DTK Group. Kapitalfonden Blue Equity køber 40 pct. af aktierne, således at de resterende 40 pct. går til nuværende adm. direktør i DTK Group, Steen Sørensen.
En ejerfordeling, der harmonerer med, hvad de to grundlæggere har ønsket:
“Peter og jeg har altid haft den strategi, at vi meget hellere vil eje lidt mindre af noget, der er super godt. Vi kan ikke det hele, det skal man også have respekt for og se sig selv i spejlet. Så det er vigtigt at have dygtige mennesker med om bord. Vi glæder os rigtig meget over den her milepæl i DTK's historie,” lyder det fra Susanne Provstgaard.
Hverken køber eller sælger ønsker at udtale sig om størrelsen på virksomhedshandlen, men ifølge Børsens oplysninger har DTK en værdi til et godt stykke over 100 mio. kr.
DTK Group, der både udfører både specialiserede logistikløsninger, men også mere generelle transportopgaver, har undersøgt flere muligheder for et salg. Valget faldt i sidste ende på Blue Equity:
“Vi har fundet, at Blue Equity er det rette match for os. Både i forhold til vores firmas værdier, og den udvikling vi er på vej med”, lyder det fra Susanne Provstgaard, som siger yderligere om valget af Blue Equity:
“Det er jo en jysk kapitalfond, så det passer igen også kemimæssigt til os.”
Susanne og Peter Provstgaard stod alene i spidsen for DTK Group indtil 2016, da virksomheden påbegyndte et generationsskifte. Herefter blev nuværende adm. direktør, Steen Sørensen, ansat og senere hen medejer. Han beskriver timingen af salget som rettidigt omhu.
DTK Group, der har sine rødder i Sønderjylland, opererer indenfor Europa og Skandinaviens grænser. Virksomheden har formået at fordoble sin driftsindtjening de seneste tre år til over 20 mio. kr. i 2019.
Markedet for køb og salg af virksomheder tog sig et ordentligt dyk i foråret, da lande verden over lukkede ned i foråret, og panikken bredte sig på aktiemarkederne. Men ifølge John Jensen, partner i Clearwater, som har rådgivet DTK i forbindelse med salget til Blue Equity, ser markedet stille og roligt ud til at være på vej tilbage.
“Hvis du som virksomhed kan vise, at du har manøvreret dig godt igennem den her krise og kan vise, at du er kommet godt igennem det, så kan det nu lade sig gøre at gennemføre en salgsproces. Hele markedet var i chok i marts og april, og det var vi også, men vi har hele tiden haft en tro på, at vi skulle komme relativt sikkert igennem det, fordi vi har en god pipeline af virksomheder.”
Er I tilbage på niveauet før krisen?
“Nej, det er vi ikke. Men i marts og april vidste vi ikke, hvordan scenariet ville blive, og lige nu er det langt mere positivt, end hvad vi havde turde håbe på,” siger John Jensen.