Klaus Iversen, salgschef i Aalborg-virksomheden Lyras, var skeptisk, da det først kom på tale at sælge til Afrika.
“Min umiddelbare holdning var, at jeg ikke var kæmpe fan af idéen, for det er et helt andet marked, som vi ikke har begået os på endnu,” siger han.
Kilde. Lyras/BiQ
Ikke desto mindre greb Lyras, der sælger systemer til pasteurisering af bl.a. mælk, muligheden, da de kom i kontakt med Access2innovation. Foreningen hjælper danske virksomheder med at komme i gang på vækstmarkeder i Afrika.
“De havde fulgt vores udvikling tæt, og mente at det ville være en rigtig god idé, hvis vi begyndte at bruge lidt krudt på Afrika. For det kan godt være, at de teknologisk er bagud på nogle områder, men de har utroligt meget mælk,” siger Klaus Iversen.
Virksomheden, der blev stiftet i november 2017 af ingeniør Rasmus Mortensen, sælger et system, der kan pasteurisere bl.a. mælk vha. UV-lys i stedet for varme. Det kræver langt mindre energi end den traditionelle metode, i de fleste tilfælde er det ifølge Lyras en energibesparelse på 90 pct. Lyras' løsning er derfor billigere, mens systemet også sikrer, at mælken kan pasteuriseres, når bønderne afleverer den ved et opsamlingspunkt. I dag sker det ofte i Afrika, at mælken står mange timer i en tank i solen, før en lastbil kommer og henter den.
- Ifølge en rapport fra konsulenthuset Dalbergfra 2019 udgør dansk eksport til Afrika 1,7 pct. af vores samlede eksport. Ifølge Access2innovation er Danmark på en 12.-plads i EU målt på eksport pr. indbygger i Afrika, på trods af, at Danmark står stærkt inden for flere af de områder, der er efterspørgsel på i Afrika, f.eks. agro-business, sundhed og sanitet. - Dalberg-rapporten, der fokuserer på forretningsmuligheder inden for FN's 17 Verdensmål, SDG'er, anslår, at Afrika rummer markedspotentiale for SDG-relateret forretning for 1,19 mia. dollar eller knap 8 mia. kr. - Særligt inden for kategorierne 'byggeri og materialer', 'mad og landbrug' og 'sundhed, velvære og biotek' er der store muligheder på vækstmarkeder, herunder afrikanske lande. - IfølgeWorldometerbor der 1,3 mia. mennesker i Afrika, og kontinentet forventes at stå for 40 pct. af den forventede befolkningstilvækst, der står til at nå op på 8,5 mio. mennesker i 2030. - Access2innovation, der særligt har fokus på Østafrika, peger på, at der i både Uganda, Tanzania og Kenya kommer ca. 1 million nye forbrugere til om året. - Industriens Fond, DI og CBS står bag en rapport om muligheder og udfordringer for danske mellemstore virksomheder i Afrika. Den kommer bl.a. ind på, hvad der skal til for at få succes i Afrika.Klik her for at læse rapporten.
“Vi kan stille vores systemer op og give behandlingen, før lastbilen kommer,” siger Klaus Iversen.
Det betyder, at mælken holder sig frisk og bakteriefri, og at bønderne kan få en højere pris for den.
Og det er noget af det, som gjorde Lyras interessant for Access2innovation.
Foreningen samler virksomheder, universiteter, investorer, offentlige myndigheder og NGO'er, bl.a. Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors, i et netværk, der herhjemme og i Afrika hjælper med konkret sparring, viden og finansiering.
“Vi har fået rigtig mange henvendelser fra eksportvirksomheder, som kan se et potentiale og nu under coronakrisen har tid til at dykke ned i nogle nye forretningsmuligheder
Jacob Ravn, adm. direktør i Access2innovation
“Vi startede op, fordi vi oplevede et paradoks: I udviklingslande er der stor efterspørgsel på bæredygtige løsninger. Men i dansk erhvervsliv er der et begrænset fokus på eksportmarkederne i Afrika, og mange tænker, at Afrika er ét land. Virksomhederne har også ofte svært ved at finde de konkrete markedsmuligheder, selvom de har efterspurgte teknologier,” siger Jacob Ravn, adm. direktør i Access2innovation.
Han peger på, at det særligt er løsninger inden for områderne: agrobusiness, energi, vand og sanitet samt byggeri – og hele værdikæden omkring disse -, der er efterspørgsel på i Afrika.
Jacob Ravn har under coronakrisen oplevet en stor interesse for at se mod Afrika.
“Vi har fået rigtig mange henvendelser fra eksportvirksomheder, som kan se et potentiale og nu under coronakrisen har tid til at dykke ned i nogle nye forretningsmuligheder,” siger han og peger på, at selvom coronakrisen kan skabe en fødevarekrise i Afrika, forventer han en fortsat efterspørgsel på gode løsninger inden for agrobusiness, vand, sanitet, byggeri og energi.
Men er det ikke risikabelt at eksportere til Afrika sammenlignet med f.eks. Tyskland?
“Det er fuldstændigt rigtigt, at der er nogle risici, og dem skal man forholde sig til fra starten af. Men opsøg rådgivning og find samarbejdspartnere, der kan give sparring og indgå i forretningsudviklingen,” siger Jacob Ravn.
Han råder også til, at du tidlig i forretningsudviklingen får styr på danske og lokale finansieringsmuligheder, adgang til investorer eller crowdlendingplatforme, der kan sikre den fornødne kapital.
Access2innovation satte Lyras i forbindelse med lokale samarbejdspartnere i Østafrika, som foreningen kender og har tillid til.
Lyras har i dag fået tilkendegivelser fra en række mejerier i Østafrika, bl.a. Kenya, Uganda og Tanzania, på at de vil købe systemet. Men da systemerne kræver en stor investering, går der typisk mindst ét år med forberedelser, før et salg går igennem, har de ikke gennemført et salg på det afrikanske marked endnu, ligesom corona har sat flere af forhandlingerne på pause.
Klaus Iversen er dog ikke i tvivl om, at der i løbet af de kommende år vil stå en række pasteuriseringssystemer med et Lyras-logo på.
“Lige nu afventer vi, at det normaliserer sig lidt i de østafrikanske lande, og så skal vi have lukket nogle af de her ordrer. Når vi har dem, så begynder vi med at investere flere midler i området,” siger han.