Før corona-pandemien kendte de færreste til de desinficerende effekter ved ultraviolet lys – selvom UV-lys faktisk har været brugt i sundhedssektoren til netop det formål i en rum tid.
Men hygiejnebehovene har ændret sig, og det har den lille familieejede ingeniør-virksomhed fra Holte Efsen UV mærket.
Kundelisten tæller bl.a. Novo Nordisk og senest har Efsen UV netop indgået et globalt samarbejde med facility koncernen ISS i bestræbelserne på at mindske smittefarerne på arbejdspladser i hele verden.
"Vi skal levere produkter og hjælpe ISS med at være gode inden for den teknologi, som er ny for mange," siger direktør og ejer i familievirksomheden, Thomas Efsen.
Men allerede før aftalen med ISS faldt på plads, har Efsen UV mærket nye behov i slipstrømmen på corona-pandemien. Det har resulteret i et nyt forretningsben, vækst i medarbejderskaren, som er vokset fra 11 til 16 ansatte og pæne væksttal i regnskabet. Der er kun få uger tilbage af seneste regnskabsår, og mens firmaet de sidste to år endte med et resultat før skat på lige under 1 mio. kr., så forventer Thomas Efsen, at det kommende resultat lander på 3-4 mio. kr.
"Der opstod et kæmpe behov for desinfektion, og der så vi en mulighed. Tidligere har vi primært brugt UV-teknologien til at tørre lim, lak og farver, men den er også meget effektivt til at neutralisere virus og mikrober," forklarer han om baggrunden for væksten i det nye forretningsben.
“Der opstod et kæmpe behov for desinfektion, og der så vi en mulighed
Thomas Efsen
For det er en teknologi, der pludselig bliver anvendt på en ny måde, og pengene finder i øjeblikket vej til det teknologiske nicheområde. I foråret investerede forretningsmanden Lars Seier Christensen eksempelvis i firmaet UV Medico fra Galten, hvor tidligere Liberal Alliance-formand Anders Samuelsen er direktør.
Men der er også opstået lidt af et UV-klondike, oplever Thomas Efsen. Mange virksomheder har puttet UV-lys ind i metalbokse og lover store hygiejnefordele. Efsen UV har undervejs forsøgt at distancere sig fra konkurrenterne.
"Vi vil gerne lave noget, der varer ved, og som kan bruges på den lange bane. Derfor valgte vi at gå efter nogle produkter, der ser pæne ud, og som folk ville være glade for, uanset pandemien," siger Thomas Efsen.
Et af resultaterne på de bestræbelser er møblet UV BENCH, der er udviklet sammen med designeren Kasper Salto.
Idéen opstod, da Thomas Efsen i sine børns børnehave hørte om, at legetøjet skulle vaskes hver dag.
"Jeg tænkte, det kan UV-lys klare. Lad os lave en bænk i lækker krydsfiner, som man kan åbne og lægge legetøjet ned i, så det kan blive desinficeret," siger han.
Møblet blev designet, så det også kan falde ind i kontormiljøer.
"Læg din computer, smartphone eller andet, der ikke er let at desinficere med vand og sprit, ned i bænken. 10 sekunder senere er vira og mikrober udraderet," siger Thomas Efsen.
Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men møblet er blevet testet af eksperter på Syddansk Universitet. En koncentration på 1.000.000 levende vira blev reduceret til nul på ti sekunder.
Siden 1986 har Efsen UV & Eb Technology produceret industrielle systemer til hærdning af lim, lak og farver ved hjælp af UV-lys. Virksomheden er stiftet af Karin Efsen i 1986. Virksomheden beskæftiger 16 personer og ligger i Holte. Firmaet havde i regnskabsåret 2019/2020 en bruttofortjeneste på knap 9 mio. kr.
"Vi står nu med en serie produkter, som er pæne, og som folk vil sætte frem og vise frem - uanset hvor stort fokus der vil være på rengøring, nu hvor der er bedre styr på pandemien," siger han.
Thomas Efsen tror dog, at øget fokus på rengøring vil være et blivende parameter.
"Før corona var én procent af befolkning bakterieforskrækkede. Da pandemien rullede var det 80-90 procent. Jeg tror aldrig, at vi kommer ned på et niveau, som det var før, og vi ser nu flere virksomheder, der ønsker at profilere sig overfor den målgruppe, der på den nye side af pandemien har fokus på muligheden for at holde virusfrit," siger han.