ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dansk skægpleje sælger på otte markeder gennem Zalando: “Selv om vi var tøvende over for, om vi kunne sælge noget, så kører det bare”

Skønhedspleje

til mænd er et marked i hastig vækst. Selskabet bag det danske mærke Barberians Copenhagen finder vej til de internationale kunder via store digitale platforme som Zalando.

Ulrik Larsen (tv) og Peter Madsen (th) stiftede i 2015 Copenhagen Care Brands med skønhedspleje til mænd, som sælger godt online på bl.a. Zalando. Foto: PR
Ulrik Larsen (tv) og Peter Madsen (th) stiftede i 2015 Copenhagen Care Brands med skønhedspleje til mænd, som sælger godt online på bl.a. Zalando. Foto: PR

Unge mænd gør mere ud af deres udseende end tidligere mandegenerationer. Hår, skæg og hudpleje skal være i orden, og det betyder et boom i salget af skønhedsprodukter til mænd. De store internationale beautykoncerner har allerede luret nichen i vækst, og den danske miniput Copenhagen Care Brands med flagskibet Barberians Copenhagen arbejder hårdt for at få plads på markedet.

En af selskabets vigtigste veje til at erobre mandehjerter og få dem til at lægge hudplejeprodukter og barbergrej i indkøbskurven er store digitale salgskanaler, hvor første gennembrud er kommet via Zalando, der er blandt Europas største modeplatforme.

“Vi har brugt fire år på at løbe dette i gang og bevise, at vi kan komme ind i Danmark. Nu gælder det udlandet. Men udfordringen som lille aktør er, at det er let at få foretræde i de store detailkæder, men svært at komme igennem, når man ikke smider en stor pose penge til markedsføring,” siger Ulrik Larsen, der sammen med sine to partnere har valgt at fokusere på at placere produkterne, hvor især de unge mænd handler. Det er i detailkæderne og i stigende grad online.

“Vi fik blod på tanden med at starte i Tyskland og kom i dialog med Zalando, men de ville gerne sælge vores produkter på alle deres otte markeder. Så var vi ligesom i gang. Selv om vi var tøvende over for, om vi kunne sælge noget, så kører det bare,” siger Ulrik Larsen.

Forhandler med flere platforme

Sammen med partnerne Peter Madsen og Per Sommer startede han selskabet for fire år siden i en “relativt sen alder midt i 50’erne”, fordi de med deres baggrund i detailhandel og i beautybranchen kunne se et potentiale i herreprodukter med kvalitet og ærlighed bag. Udvikling og produktion sker i tæt partnerskab med Ecooking og stifteren Tina Søgaard fra Kolding.

Tina_Ulrik_Peter_lab-1600px.jpg
Stifterne af Barberians Copenhagen Ulrik Larsen og Peter Madsen udvikler produkter til mænd i tæt samarbejde med Eccookings stifter Tina Søgaard. Foto: PR

“Målet er, at vi skal ud og ses på mange kanaler, så vi bliver brandet og genkendt af kunderne. Det er lykkedes hos Zalando samtidig med, at vi sælger noget. Og der er masser af andre platforme derude, som er interessante for os, og som vi forhandler med,” siger Ulrik Larsen og nævner britiske The Hot Group og tyske Westwing.

Pro selvstændig
Dansk hudpleje storsælger i Rusland: “At hyre en professionelt rekrutteret eksportchef er en af de bedste beslutninger, jeg har truffet i min forretning”

Han fortæller, at selv om platformene har en digital forretningsmodel, er forhandlinger og aftaler meget lig detailbranchen. De er bare hurtigere til at reagere.

Vækst i onlinesalg til mænd

Copenhagen Care Brands har med Barberians Copenhagen og de andre brands en ambition om at nå en omsætning på 25 mio. kr. indenfor tre år – hvor man forventer, at 35-40 pct. af omsætningen til den tid ligger online. I dag er det 23 pct. og de mærker, at tingene rykker hurtigt online inden for skønhedsprodukter.

“Vi vil gerne være den danske pendant til de mange kvindebrands, hvor vi er startet med skægprodukter, men fortsætter med hår og hud og skal have alt til mænd. Men vi passer på, at det ikke bliver for feminint og tænker meget over at tale ligefremt og guider mændene mere, end man behøver med kvinder,” siger Ulrik Larsen.

“Især mænd skal man ramme på en bestemt måde salgsmæssigt, fordi de måske ikke kommer fysisk i skønhedsbutikkerne – derfor er online helt oplagt. De unge mænd er bare meget modigere end min generation indenfor beauty. Det har tidligere været svært at tale skønhed med mænd, når det ikke lige handlede om hår og skæg, men nu ser vi et skifte, hvor også makeup er på vej,” siger Ulrik Larsen.

Pro selvstændig
Cremefirma fik nej fra apotekskæder - men fik hul til det tyske marked gennem e-handel

Detail og online går hånd i hånd

Han mener, at selskabet kan finde sin plads på et herremarked, som nok er småt i forhold til kvindemarkedet men på samme måde domineret af de store internationale mode- og skønhedskoncerner.

Vejen frem er blandt andet:

Store ambitioner. Barberians ser sig selv som udfordrere til de store beautykoncerner, et indiebrand der er hurtigt og agilt. Man vil være alternativet til kunder, der gerne vil prøve noget andet.

God historie. Alt er danskproduceret og – ejet. Det skal det blive ved med, og den historiefortælling betyder meget, for alle spørger ind til det.

Alle kanaler. Barberians forhandler løbende med både detail og onlinekanaler, for deres produkter skal være alle steder, hvor kunderne er. Man kan ikke leve af eksklusivitetsaftaler.

Andre læser også

Børsen Job

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis