ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Da alt sejlede, indså elektrikerchef, at han havde brug for lederudvikling: “Bare fordi du er god til at lave elarbejde og snakke med kunder, så er det jo ikke ensbetydende med, at du er en god leder”

Lederuddannelse var ikke noget, ejerleder Nick Tornø Søndergaard havde prioriteret gennem sine 12 år som selvstændig. Men da opgaverne tårnede sig op, og han konstant følte sig bagud og utilstrækkelig, tog han på etårig ejerlederuddannelse

Nick Tornø Søndergaard stiftede sit elinstallatørfirma i 2007 og havde aldrig sat sine ben på en lederuddannelse. Foto: Robert Wengler
Nick Tornø Søndergaard stiftede sit elinstallatørfirma i 2007 og havde aldrig sat sine ben på en lederuddannelse. Foto: Robert Wengler Robert Wengler

For en gangs skyld havde Nick Tornø Søndergaard sat sig ned ved sit skrivebord. Ikke så meget af lyst, for han havde masser at tage sig til som ejerleder i elinstallatørfirmaet Ntech. Der lå en lang kø af ubesvarede opkald fra hans elektrikere på telefonen, og hans mailindbakke var propfuld af kundemails, han ikke havde svaret på. Men han var nødt til at gøre noget.

RW-201214-Nick Tornø Søndergaard_012.jpg
Der er dag 25 ansatte i Anderup Netech, og det betyder, at det ikke længere er nok for Nick Tornø Søndergaard at være en dygtig el-installatør. Han har gennem Ejerlederuddannelsen bl.a. fået indblik i erhvervspsykologi, så han kommunikere og motivere sine ansatte bedre. Foto: Robert Wengler Robert Wengler

“Der var intet, der spillede,” siger han.

I takt med at hans firma i løbet af 11 år var vokset fra 1 til 11 ansatte, var ledelsesopgaven blevet større og større, og Nick Tornø Søndergaards to do-liste nærmest endeløs.

“Først skal man ud til et byggemøde og gennemgå sagen. Samme dag skal du besøge to-tre nye kunder og kigge på X antal opgaver. Du skal skrive et tilbud til en ny kunde og til en eksisterende kunde, og samtidig er der fire-fem elektrikere, der ringer med alle mulige spørgsmål om ting, de er i gang med,” fortæller han om tiden i foråret 2019.

Alt sejlede, kort sagt. For Nick Tornø Søndergaard var uddannet autoriseret elinstallatør og ikke leder. Så i stedet for at vide, hvordan han kunne tage kontrol over situationen, lod han sig rive med i strømmen af gøremål med en nagende følelse af, at han ikke rigtigt kunne gøre noget af det tilfredsstillende.

Resultatet var, at kunder, der ikke fik svar med det samme, fandt et andet firma. De ansatte opgav at ringe til ham, fordi han alligevel ikke tog telefonen eller var for fraværende til at kunne svare på deres spørgsmål. Og Nick Tornø Søndergaard selv var sur, stresset og alt andet end løsningsorienteret.

Altså skulle der gøres noget. Det vidste han, men han var ikke sikker på hvad.

Som sendt fra himlen

Og så skete der noget pudsigt. Telefonen ringede, og Nick Tornø Søndergaard fik en virksomhedskonsulent fra Erhvervshus Fyn i røret.

“Jeg joker lidt med, at det var som sendt fra himlen,” siger han.

“Hvis nogen havde sagt til mig: Du skal snakke med dem her, så tror jeg faktisk ikke, jeg havde gjort det. Så det var et pudsigt sammentræf, at de ramte mig lige den dag, hvor jeg havde tid.”

Inden for to dage kom han til møde med virksomhedskonsulenten Troels Larsen, som med Nick Tornø Søndergaards ord “slog hovedet på sømmet” med ordene:

“Det er dig, der skal gøres noget ved, for at det bliver godt det her.”

Gammel “håndværkerindstilling”

11 uger senere sad Nick Tornø Søndergaard på Comwell i Middelfart sammen med 11-12 andre ledere fra elektriker- og vvs-firmaer. De var deltagere på Ejerlederuddannelsen arrangeret af arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen Tekniq Arbejdsgiverne.

Indtil da var ledelsesudvikling ikke noget, Nick Tornø Søndergaard havde prioriteret højt.

Jeg tror, det var sådan en gammel håndværkerindstilling med, at nu er jeg i denne her rolle, og så kan jeg jo nok godt klare det,” siger Nick Tornø Søndergaard, der oplever, at lederuddannelse ofte er let at negligere.

Man siger: Det er der ikke lige råd til, at jeg gør. Så sender man en ansat afsted, for så kan man tjene penge på, at han kan blive klogere.”

Den indstilling måtte Nick Tornø Søndergaard hurtigt revidere.

“Allerede på første kursusdag var der så mange nye informationer til mig, at jeg kunne se, at det skulle jeg have været på for længe siden,” fortæller han.

“Bare fordi du er god til at lave elarbejde og snakke med kunder, så er det jo ikke ensbetydende med, at du er en god leder.”

Fra forhindring til force

På uddannelsen lærte han om alt fra erhvervsøkonomi til erhvervspsykologi og personlig ledelse. Deltagerne tog personlighedstests og lærte at afdække egne kompetencer og svagheder, ligesom de blev klædt på til at forstå og kommunikere bedre med deres ansatte.

Allerede på første kursusdag var der så mange nye informationer til mig, at jeg kunne se, at det skulle jeg have været på for længe siden

Nick Tornø Søndergaard, ejerleder i Anderup Ntech

Nick Tornø Søndergaard blev f.eks. klar over, at det absolut ikke er hans spidskompetence at stå for planlægning og koordinering med andre faggrupper, f.eks. tømrere og murere, i forbindelse med store byggeprojekter.

Den opgave har han derfor oplært en af sine elektrikere i, som gerne ville have noget mere at tage sig af.

Til gengæld har uddannelsen også vist ham, at nogle af de kompetencer, han før oplevede som en “forhindring”, faktisk kan være et af hans stærkeste værktøjer.

“Jeg er pisseinnovativ,” forklarer han.

Når en kunde kommer med en opgave, kan han ofte se det fra en anden vinkel og udtænke en kreativ og mere unik løsning end den, der lå i udgangspunktet. Tidligere blev dette “indre legebarn” en stressfaktor, fordi han reelt ikke havde tid til det oven i alle de andre opgaver.

“Nu har jeg tid til at gøre det. Og så er der nogle kunder, der siger: “Det er for dyrt.” Men der er flest, der siger: “Det er fedt, det havde vi slet ikke tænkt over”,” fortæller han.

Han har desuden ansat sin hustru, Anja Tornø Søndergaard, til at stå for fakturering og andre administrative opgaver, og han har hyret en teknisk chef og en serviceleder.

“Og det har kostet nogle penge, og kursus har kostet penge – det hele koster penge, men hvis de ikke blev brugt, de penge, så ville vi ikke komme videre,” konkluderer Nick Tornø Søndergaard, der tror, at han uden sin lederuddannelse og optimering af virksomheden havde været nødt til at skære ned på både ansatte og mængden af opgaver.

Så når Anderup Ntech i dag har travlt, sejler det ikke som tidligere.

“Det hele er sat i system, så vi ved, hvad hinandens roller er,” siger Nick Tornø Søndergaard.

Ikke et onemanshow

Det vigtigste, han har lært gennem forløbet, er, at man ikke kan gøre det hele selv.

“Og der går ikke noget af en, ved at man sørger for, at der er nogle andre, der kan tage noget,” siger han og tilføjer:

“Hvis han ikke gør det lige så godt som mig, så gør han det sikkert tusind gange bedre. Så man må bare have tilliden til, at det er han god til, så det skal han nok gøre.”

Hans udrustning til lederopgaven og den nye strukturering af firmaet har gjort Nick Tornø Søndergaard gladere i hverdagen.

“Det er sjovere at tage på arbejde. Og det er sjovere at kunne gøre folk glade – kunder og medarbejdere,” siger han.

Han afsluttede lederuddannelsen i april, men mødes stadig – når corona tillader det – med en gruppe af deltagere, som han har formet en erfa-gruppe med, hvor de sparrer om dagligdagsproblemer.

Derudover har han en hel skuffe fuld af emner, han gerne vil arbejde videre med i virksomheden sammen med Troels Larsen fra erhvervshuset, bl.a. visionsdrevet ledelse.

Pro selvstændig
Stifter måtte overvinde frygt for at blive irrelevant, da han hyrede driftsdirektør: “Hvad skal jeg lave? Er der overhovedet nogen, der gider at tale med mig mere? For jeg må jo ikke blande mig. Hvem er jeg så?”
MadsAndreasen_WaltherBoelge_111220_0007979 kopier.jpg

Og han er ikke færdig med at lære. Bl.a. vil han gerne skærpe sig selv inden for økonomiforståelse og inden for erhvervspsykologi – for bedre at kunne forstå kunde- og medarbejderreaktioner.

“Der har jeg allerede bestilt nogle nye kurser,” fortæller han.

Selvom nyansættelser, lederuddannelse og det, at han bruger tid på at udvikle sig selv og virksomheden, koster både arbejdstid og penge på bundlinjen, så er det en investering, han mener er godt givet ud. For med struktur på hverdagen og en dygtig leder, der har overblik og overskud, trives både han selv og medarbejderne bedre.

“Hvis du har medarbejdere, der bare synes, du er den dummeste skid i hele verden, og som egentlig ikke gider at være her, så gør de sig ikke lige så umage som en, der synes, det er det fedeste at være i denne her virksomhed,” siger han og tilføjer:

“Hvis de ikke trives, så kan det ses på bundlinjen.”

Andre læser også

Børsen Job

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis