Endnu en bank sænker nu grænsen for, hvornår kunderne skal betale for at spare op på en konto. Saxo Bank følger nemlig i halen på eksempelvis Jyske Bank og lader rentehammeren falde tidligere.
Fra første april i år skal danske Saxo Bank kunder betale minus 0,60 pct. i rente for beløb over 500.000 fremgår det af bankens prisblad.
Før kunne man have 1 mio. kr. stående, før man skulle betale negative renter.
Johannes Rovsing, nordisk direktør i Saxo Bank, skriver til Børsen, at banken den seneste tid har fået rekordmange nye kunder.
"Vi er derfor nødt til at være proaktive og indrette vores forretning efter, at negative renter formentlig vil være her en rum tid endnu - samt at mange andre banker lige nu sænker grænsen markant for, hvornår de opkræver negative renter. Vi har dog endnu ikke set et stort flow fra kunder, der alene ønsker at placere deres opsparing i ly fra negative renter, da langt størstedelen vælger os til for at investere deres opsparing," skriver han.
Går den vej
Tidligere i denne uge var det Jyske Bank, der justerede sin grænse for, hvornår man skal betale banken for at spare op. Her blev grænsen sat ned til 100.000 kr. fra 250.000 kr.
Også Spar Nord og Sydbank har gjort det samme.
Der er efterhånden kun fire banker tilbage, der slet ingen negative renter har på kundernes indestående. Resten af landets banker har indført dem i løbet af 2019 og 2020, og løbende er grænserne blevet sænket.
Saxo Bank er dog stadig en af de banker, hvor man kan have den største opsparing stående uden at skulle betale negative renter.
Presset
Siden 2012 har renten i Nationalbanken været negativ, og det har gjort ondt på bankerne. For danskerne sparer meget op, og de penge kan bankerne enten placere i værdipapirer eller hos Nationalbanken. Men det koster dem penge.
Jyske Bank var den første danske bank, der indførte negative renter herhjemme.
“Det kostede os mange penge. Efter syv år med negative renter, hvor vi havde håbet på, at det var et forbigående fænomen, indså vi bl.a. via markedets forventninger til fremtidens renter og nationalbankernes opkøbsprogrammer, at det ville forsætte en rum tid endnu. Derfor gik vi i gang med indførelsen af negative renter for private,” har Anders Dam tidligere forklaret tilBørsen.