Det danske bankmarked er fastlåst, og en væsentlig del af årsagen er den særlige aftale som realkreditselskabet Totalkredit har med de danske banker.
Det sagde Niels Enemærke, kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tidligere på ugen til Finans, men spørger man Michael Rasmussen, der er øverste chef i Totalkredit-ejeren Nykredit, så er det ganske misforstået, omend han er positiv overfor analyserne.
“Jeg deler ikke rapportens udlægning om, at Totalkredit-samarbejdet skulle hæmme konkurrencen. Tværtimod er Totalkredit-samarbejdet med til at sikre at det danske realkreditsystem med gennemsigtighed, den samme pris for alle, og at produktet er til stede i alle egne af Danmark. Sådan er modellen skruet sammen, og det er vi med til at understøtte,” siger han.
Den særlige aftale fra starten af årtusindskiftet siger, at hvis en Totalkredit-partner modtager bidragsbetalinger fra andre realkreditselskaber, frasiger man sig helt betalingen fra Totalkredit. Da realkredittilbuddet er en meget væsentlig del af det at drive bank i dag, betyder det i praksis, at bankerne er mere eller mindre låst. Det er en sten i skoen for særligtJyske Banks topchef Anders Dam, der har klaget til Konkurrencestyrelsen, og som ikke selv har haft held med at udbyderealkreditlåntil andre banker.
Men den anden del af aftalen er, at Totalkredit tilbyder lån på lige vilkår i hele landet. Det sker på trods af, at kreditrisikoen er væsentligt større på Lolland end i Nordsjælland. Blandt andet er der en meget højere efterspørgsel i Nordsjælland.
Velbjærget eller sårbar
Rapporten er blevet kaldt “alarmerende læsning” af erhvervsminister Simon Kollerup (S), der vil kigge nærmere på markedet for særligt at se, om markedet kan gøres mere overskueligt.
Men fra Michael Rasmussens stol er det svært at se alternativer til den nuværende situation.
“Jeg har meget svært ved at se alternativer, der skulle gøre det billigere for gennemsnitskunden, og ikke markant dyrere for de lidt mere sårbare familier i yderområderne. Der sikrer vores aftale, at de partnerbanker, der er til stede, har et konkurrencedygtigt boligprodukt,” siger han.
"Der er ikke noget sted i den vestlige verden, hvor det er så nemt og billigt at få lån til en bolig, så jeg kan ikke se et bedre alternativ. Hvis man ændrer modellen, som den ser ud i dag skal Nykredit nok håndtere det, og vi skal nok klare os. Men jeg vil være bekymret for, hvad det betyder for gennemsigtigheden for gennemsnitskunden og for udlånet og tilstedeværelsen af billige lån i alle dele af Danmark," siger han.
“Vores model sikrer, at du betaler det samme som en velbjærget familie nord for København, som en mere sårbar kunde på Læsø gør. Det er vi garant for med vores aftale og model.”
For nyligt er to rapporter om konkurrencen på det danske bankmarked kommet - den ene fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, den anden fra Erhvervsministeriet.
Fylder mere
Rasmussen fortæller, at det også giver sig til udtryk i markedsandelen. Over de senere år har de større banker i stor stil lukket filialer, og satset på, at kunderne ville køre til storbyen for at få rådgivning.De mindre lokalbanker, som distribuerer Totalkredit-produkterne går den anden vej. Derfor fylder Totalkredit-produkterne mere i de tyndt befolkede områder af Danmark, end markedsandelen ellers tilsiger, fortæller han.
“Vores markedsandel er i nogle områder meget høj, det skyldes bl.a., at konkurrenterne trækker sig fra området. Så hvor andre har gennemført en øvelse med reduktion af tilstedeværelsen og filialnettet, har vi som følge af vores aftale med partnerbankerne og ejerskabsmodel kigget på, hvordan vi kan sikre tilstedeværelsen.”