Den høje inflation er kommet bag på økonomerne. I slutningen af sidste år forudså prognoserne, at inflationen i Danmark i år ville lande på lidt over 2 pct. i år. En inflation i den høje ende, men ikke noget højdramatisk. Sådan har udviklingen som bekendt ikke været – i oktober nåede inflationen en ny top på 10,1 pct.
Økonomerne havde ellers forventet at lavere energipriser ville have trukket inflationen kraftigt ned i oktober – men endnu engang måtte økonomerne finde bortforklaringerne frem. Økonomerne har gang på gang i løbet af året undervurderet inflationen – og inflationens top er blevet kaldt adskillige gange. Lige som den stædige gambler ved roulettebordet, som ikke stopper med at spille på rød bare fordi, at rouletten gentagne gange er stoppet på sort, så lyder budskabet også nu, at inflationen har nået en top.