Nu er den første dom landet for svindel med coronahjælpepakker. Ejeren af en varevognsudlejning, en 29-årig mand, er netop i Københavns Byret blevet idømt ubetinget fængsel i halvandet år og en bøde på 1 mio. kr. for at forsøge at svindle sig til lønkompensation for 427.500 kr. til fem opdigtede ansatte. Forsvaret har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om de ønsker at anke dommen.
Det skriver Ritzau og TV2.
Flere virksomhedsejere og direktører har de seneste måneder været i politiets søgelys og er blevet sigtet for at have forsøgt at snyde sig til økonomisk støtte i forbindelse med coronakrisen.
Den 29-årige mand var sigtet for at have søgt lønkompensation til fem ansatte. Ansøgningerne kunne have udløst 427.500 kr. til virksomheden. Men de påståede medarbejdere var slet ikke ansat – og dermed var virksomheden ikke berettiget til kompensationen. Torsdag 13. august blev manden stillet for en dommer i Københavns Byret, hvor han erkendte at have begået bedrageri, fortalte anklager Camilla Helbo fra Københavns Politi til Ritzau:
“Biludlejeren erkender, at han har begået bedrageri, hvorfor sagen er rejst som en tilståelsessag”, fortalte anklager Camilla Helbo fra Københavns Politi.
Mandens tilståelse betød, at sagen kunne afgøres langt hurtigere end retssager, hvor den anklagede nægter sig skyldig. Her kan politiets efterforskning og det juridiske arbejde trække ud i mange måneder. De første politianmeldelser meldte sig allerede i maj, og flere sigtelser har også fundet sted, men her har de tiltalte nægtet sig skyldige. Det var derfor først torsdag, at den første dom fandt sted.
Tredoblet den normale straf
Fordi bedrageriet blev begået i forbindelse med coronaudbruddet, er det ført til en straf, der er langt strengere end under normale omstændigheder. Normalt straffes svindel i den størrelsesorden med fængsel i seks måneder.
Straffen er den maksimalt mulige i den bestemmelse, som retten bruger, lyder det fra anklager Camilla Helbo.
“Det er en skærpelse i forhold til for eksempel sager om socialt bedrageri", siger hun efter domsafsigelsen. og oplyser, at der i de de typiske sager om samme beløb gives betinget fængsel eller samfundstjeneste.
Byretten har dog besluttet ikke at bruge en bestemmelse om bedrageri inder særligt skærpende omstændigheder. Dette kræver en tommelfingerregel, at beløbet er over en halv million.
Ifølge lovforslag L57, som blev vedtaget 2. april 2020 vil man få firedoblet sin normale straf, hvis man som lønmodtager eller virksomhedsejer får en økonomisk erstatning eller ydelse, som man ikke er berettiget til gennem regeringens hjælpepakke:
“Har en af de i stk. 1 nævnte lovovertrædelser fundet sted under sådanne omstændigheder, at der uberettiget er opnået eller søgt opnået lån, kredit, støtte, tilskud eller lignende kompensation fra hjælpepakker til imødegåelse afskadevirkninger ved covid-19-epidemien, kan straffen forhøjes således, at den bliver fire gange så høj.” lyder det i lovforslag L157, stk. 2.
Nu skal Statsadvokaten i København afgøre, om anklagemyndigheden skal skærpe dommen til skærpelse. Den 29-åriges forsvarer, Louis Beck Nielsen, oplyser, at hans klient tager betænkningstid. Louis Beck Nielsen ønsker ikke at komme med yderligere bemærkninger i sagen.
Næsten 100 anmeldelser for svindel med hjælpepakker
De seneste tal fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) viser, at flere og flere af de brodne kar bliver politianmeldt. I alt er der lavet 94 politianmeldelser om svindel med hjælpepakkerne, og der er mistanke om, at der er forsøgt svindlet med ca. 30 mio. kr, fremgår det af tal fra SØIK, der er opdateret til og med d. 16. august.
Søik’s oversigt over den mulige svindel viser, at ikke alle 30 mio. kr. er udbetalt. Det oplyses dog ikke præcist, hvor meget der er udbetalt, men i oversigten kan det ses, at man har beslaglagt knap 5,5 mio. kr.
Netop mulighederne for at få udbetalte midler retur til statskassen kan blive et problem, når man har udbetalt pengene. Charlotte Jepsen, som er adm. direktør for FSR – Danske Revisorer, fortalte i slutningen af juni til Børsen, at hun forudser, at en effektiv efterkontrol af udbetalingerne af hjælpepakkerne vil afdække flere forsøg på svindel, men det kan blive svært at få alle pengene tilbage.
“Det er vanskeligere at inddrage pengene med efterfølgende kontrol i stedet for en forebyggende kontrol,” sagde Charlotte Jepsen.
Onsdag offentliggjorde SØIK, at det har rejst tiltale i en anden sag mod en 57-årig mand fra København.
Den 57-årige har forsøgt at få udbetalt mere end 1,6 mio. kr. fra flere hjælpepakker ved hjælp af falske ansættelseskontrakter, urigtige oplysninger om aflyste arrangementer og vildledende oplysninger om selskabers omsætning.
Den sag kommer for retten den 31. august.