ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Politiet mistænker snyd for 25 mio. kr. med hjælpepakker – men der er flere sager på vej

Politianmeldelser af hjælpepakkesvindel​​​

er stigende, og ifølge eksperter er flere sager på vej, når udbetalingerne kontrolleres nærmere

Simon Kollerup nedsatte fredag en ekspertgruppe, der skal rådgive om arbejdet med at kontrollere udbetalingerne. Arkivfoto: Steven Achiam
Simon Kollerup nedsatte fredag en ekspertgruppe, der skal rådgive om arbejdet med at kontrollere udbetalingerne. Arkivfoto: Steven Achiam

“Der kan være brodne kar, som forsøger at udnytte situationen, men de skal ikke stå i vejen for de tusindvis af ordentlige, gode virksomheder, som har brug for den her hjælp,” sagde erhvervsminister Simon Kollerup (S), da han tilbage i slutningen af april meddelte, at man straks udbetalte lønkompensation til virksomheder uden at have lavet kontrol af deres ansøgninger.

De seneste tal fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Søik) viser, at flere og flere af de brodne kar bliver politianmeldt. I alt er der ifølge Søik lavet 69 politianmeldelser om svindel med hjælpepakkerne, og der er mistanke om, at der er forsøgt svindlet med 25 mio. kr. Det er ifølge Kim Klarskov Jeppesen, professor i revision ved CBS, endnu for tidligt at glæde sig over, at svindelen med hjælpepakkerne ikke er større.

Når man laver støtteordninger, vil der være nogle, der vil tænke, at det her kan jeg udnytte til at svindle

Kim Klarskov Jeppesen, professor i revision, CBS

“De 69 sager fortæller ikke noget om, hvor meget svindel der er lavet med hjælpepakkerne. Det fortæller derimod noget om, at man er begyndt at kontrollere brugen af hjælpepakkerne. Der kommer flere sager, når man kommer længere med kontrollen,” siger Kim Klarskov Jeppesen.

69

politianmeldelser er der lavet af svindel med hjælpepakkerne

Han bakkes op af adm. direktør fra FSR – Danske Revisorer Charlotte Jepsen, der allerede i slutningen af marts luftede sin bekymring om misbrug af hjælpepakkerne. “Der har indtil videre været mere fokus på sagsbehandlingen af udbetalingen og mindre fokus på at kontrollere, så jeg tror, at der er flere sager på vej i den kommende tid,” siger hun.

Lønkompensationssnyd

Fredag eftermiddag oplyste Københavns Politi, at man havde sigtet tre personer for bedrageri med coronahjælpepakken for lønkompensation. De tre har ifølge sigtelsen forsøgt at svindle sig til 29.000 kr. Langt hovedparten af politianmeldelserne drejer sig om svindel med lønkompensationsordningen. Af de i alt 25 mio. kr., man mistænker, at der er blevet svindlet for indtil nu, er 23,8 mio. kr. af dem i forbindelse med lønkompensationsordningen. Ifølge Charlotte Jepsen skyldes det, at hjælpepakken med lønkompensation har været underlagt andre krav end eksempelvis hjælpepakken for faste udgifter.

“Ved lønkompensationsordningen har der været fokus på at få midlerne ud at arbejde og mindre fokus på kontrollen af pengene. Mit bud er, at de fleste store virksomheder har så meget intern og ekstern kontrol selv, at der næppe opstår sager der. Det er en anden sag med de mindre virksomheder, som ikke har regnskabs- og kontrolfunktioner,” siger Charlotte Jepsen og henviser til, at man kan bruge Skatteministeriets egen vurdering om skattesvindel i virksomheder for at få idé om, hvad omfanget af svindelen med hjælpepakkerne kan udvikle sig til. Skatteministeriet har tidligere vurderet, at 10 pct. af virksomhederne bevidst prøver at omgå skattereglerne.

“Når man laver støtteordninger, vil der være nogle, der vil tænke, at det her kan jeg udnytte til at svindle,” siger Kim Klarskov Jeppesen.

Søik’s oversigt over den mulige svindel viser, at ikke alle 25 mio. kr. er udbetalt. Det oplyses dog ikke præcist, hvor meget der er udbetalt, men i oversigten kan det ses, at man har beslaglagt knap 3,4 mio. kr. Netop mulighederne for at få udbetalte midler retur til statskassen kan blive et problem, når man har udbetalt pengene. Charlotte Jepsen forudser, at en effektiv efterkontrol af udbetalingerne af hjælpepakkerne vil afdække flere forsøg på svindel, men det kan blive svært at få alle pengene tilbage.

“Det er vanskeligere at inddrage pengene med efterfølgende kontrol i stedet for en forebyggende kontrol,” siger Charlotte Jepsen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis