ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Selv om regeringen nu indfører nye stramninger for at lægge låg på spredningen af coronavirus, så kommer det ikke til at gøre en synlig forskel.

Konsekvensen kan blive et totalt lockdown. Det vil være en katastrofe for samfundet

Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet

Hvis man for alvor vil knække kurven, så handler det om i stedet at sætte smitteopsporingen op i et helt andet gear og i det hele taget lave et kvalitetstjek af de restriktioner, der allerede er sat i værk. For det halter mange steder i dag.

Sådan lyder vurderingen fra Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, kort før statsminister Mette Frederiksens (S) pressemøde, men efter at det stod klart, at regeringen ville sænke forsamlingsforbuddet til fem personer og skabe ekstra plads mellem kunder i supermarkederne.

“Små streger på bismarcksklumpen”

“De nye tiltag er kun små streger på bismarcksklumpen. Vi ændrer ikke afgørende på smittespredningen ved at reducere til fem. Det er kun med til at irritere folk, og så overholder de alligevel ikke kravet,” siger Hans Jørn Kolmos.

Han tilføjer, at det, der virkelig vil gøre en forskel, er en bedre smitteopsporing.

“Vi skal blive bedre til at følge op på de positive testsvar og få brudt smittekæderne. Det er helt afgørende i forhold til at bremse den mere smitsomme engelske variant, men også i det hele taget. Vi har jo gjort rigtigt meget for at skabe mere testkapacitet, men det opfølgende spor fungerer ikke godt nok i dag,” vurderer professoren.

De nye tiltag er kun små streger på Bismarcksklumpen. Vi ændrer ikke afgørende på smittespredningen ved at reducere til fem

Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet

Han uddyber, at det ikke er nok, at man bare overlader det til folk selv at henvende sig til myndighederne efter en positivtest. Myndighederne skal være aktive og opsøgende i forhold til at få folk i isolation og finde kontakter og få dem testet.

Kritisk lup – drop visirer

I det hele taget er det tid til en overordnet, kritisk lup på det, der allerede er sat i værk i Danmark.

“Vi trænger til et kvalitetstjek af alt det, vi gør i forvejen, i stedet for at finde på nye tiltag. Der er så mange ting i spil nu, men hvor vi i virkeligheden kun gør det halvt, fordi vi hele tiden indfører nye restriktioner,” siger Hans Jørn Kolmos.

Han giver som eksempel, at det er helt skævt at sidestille visirer med mundbind. Hele idéen er, at vi skal beskytte omgivelserne mod, at vi selv kan være smittet. Og dér er der stort set ingen beskyttelse at hente i et visir.

31

danskere er døde med corona det seneste døgn

Hvad kan vi forvente, hvis vi ikke strammer op?

“Så kan vi forvente, at vi går en hård tid i møde denne vinter med et smittetryk, der i bedste fald holder sig meget højt, og i værste fald accelererer. Og så begynder vi at nærme os engelske tilstande. Det er det, vi skal undgå, for det kan blive rigtig grimt,” siger Hans Jørn Kolmos og fortsætter:

“Det vil betyde, at vores sundhedsvæsen kommer under gevaldigt pres, og konsekvensen kan blive et totalt lockdown. Det vil være en katastrofe for samfundet.”

31 døde på et døgn

Det seneste døgn har vist positive coronatests for 1992 danskere ud af kun 74.797 test. Det giver en positivprocent på 2,6. Samtidig er der meldt 31 nye dødsfald med corona det seneste døgn. Kontakttallet er ganske vist faldet fra 1,2 til 1,0, så ti smittede smitter ti nye personer.

Men den engelske mutation af virussen, som er ved at få fat i Danmark, har et kontakttal på 1,5. Den smitter simpelthen mere end den almindelige coronavariant.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis