Christiansborg halter bagefter i bekæmpelsen af klimaforandringerne.
Sådan lyder et hovedbudskab fra Radikale Venstres politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, der lørdag sætter tryk på konsekvenserne af en varmere planet ved sit partis årlige landsmøde i Nyborg.
"Mens vi taler om reduktionsmål og hockeystav, drukner 12 handicappede i deres senge under massive tyske oversvømmelser – ikke langt fra grænsen til Danmark," lød det bl.a. fra Sofie Carsten Nielsen, som op til landsmødet har præsenteret en "drøm" om, at Danmark skal nå 110 pct. CO2-reduktion i 2050, dog uden at anvise en konkret plan.
"110 pct. grøn får også brug for en plan. Den kommer vi med inden længe. Og omdrejningspunktet vil være Kennedys tilgang fra 1961: Vi håber, at vores drøm, vil blive mange andres drøm," fortalte Sofie Carsten Nielsen fra talerstolen, hvor hun gjorde det klart, at hun alternativt ser et dystert fremtidsscenarie for fremtidens generationer.
“Vi er blevet hånet og latterliggjort mange gange det seneste år
Sofie Carsten Nielsen (R), partileder
"Kort sagt: Skal vores børn bo i hytter på pæle – eller skal vi give dem en klode, de kan leve meningsfulde liv på? Det ér faktisk spørgsmålet," sagde hun.
Et andet punkt, som De Radikales partileder lagde vægt på, var, at mange børn ikke trives socialt og fagligt.
”Hvert sjette barn går ud af skolen uden at kunne læse, skrive eller regne. Hvert sjette! For alt for mange børn er skolen et sted, hvor de hverken trives eller lærer det basale. Skylder vi ikke de 60.000 børn, der startede i skolen for en måned siden en bedre og mere meningsfuld opvækst?,” sagde hun og henviste til, at De Radikale, som ellers var en af drivkræfterne bag folkeskolereformen i 2013, nu vil "sætte skolerne fri".
"Tænk hvis vi turde give skolen et frihedsbrev, så dem der til dagligt holder vores børn i hænderne selv kan tilrettelægge skoledag og undervisning?," sagde Sofie Carsten Nielsen.
Derudover forholdt hun sig også til det seneste år med turbulens i De Radikale, der har været ramt af flere sexismesager, har mistet flere folketingsmedlemmer og er blevet hårdt svækket i meningsmålingerne.
"Vi er blevet hånet og latterliggjort mange gange det seneste år. I den forbindelse kan jeg berolige statsministeren med, at det til tider ikke har været særligt lystbetonet at gå på arbejde som radikal leder," sagde Sofie Carsten Nielsen, som dog mod slutningen af sin tale gentog, at hun bestemt agter at fortsætte som politisk leder.
”Jeg har været i tvivl, om jeg hører til i politik. Men jeg er her, og jeg bliver her, fordi I er her. Og fordi vi sammen, har en kamp, der skal vindes," lød det.