ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Socialdemokratiet har fundet fejl i central beregning fra Finansministeriet: Nu har partiet pludselig 500 mio kr mere til velfærd

Det plejer at være den højeste standard, når partier skal have beregnet deres økonomiske politik, at den har været gennem Finansministeriets lommeregner.

Men nu viser det sig, at Finansministeriet har lavet en fejl i en beregning, der er helt central for Socialdemokratiets økonomiske 2025-plan, der blev præsenteret mandag.

Finansministeriet har byttet rundt på to tal i et regnestykke, og efter at den fejl er blevet rettet, har Socialdemokratiet nu pludselig 500 mio. kr. mere til velfærd, end man regner med i den plan, der blev offentliggjort mandag.

Finansministeriet bekræfter, at de har lavet en regnefejl.

”Det er korrekt, at der er oversendt et revideret udvalgssvar. Det skal ses i lyset af, at der i det oprindelige svar var en fejl i indregningen af virkningen af den del af forsvarsløftet kategoriseret som udgifter til offentligt forbrug,” skriver Finansministeriet i en kommentar til Børsen.

Politik
Socialdemokratiet vil bruge mindst 6 mia mere på velfærd end Venstre
Det er Socialdemokratiet selv, der i weekenden opdagede regnefejlen. Finansministeriet rettede fejlen i et ny beregning, der blev oversendt til Folketinget få timer inden, at Mette Frederiksen, Henrik Sass Larsen og Nicolai Wammen mandag kl. 13 præsenterede Socialdemokratiets 2025-plan.

”I Socialdemokratiet har vi en solid faglig forankring, og når vi måtte finde fejlberegninger gør vi naturligvis opmærksom på det. Set i lyset af statens høje udgifter til konsulentydelser leverer vi selvfølgelig denne service pro bono,” skriver Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen i en sms om fejlen fra Finansministeriet. 

Forsvarsforlig en halv milliard dyrere

Årsagen til regnefejlen er denne:

I sin 2025-plan flytter Socialdemokratiet 5 mia. kr. fra offentlige investeringer til offentligt forbrug. Socialdemokratiet har bedt Finansministeriet om at fratrække de penge, der er afsat til forsvarsforliget inden for de offentlige investeringer, og derefter opgøre, hvad råderummet så er. 

Det har Finansministeriet oversendt en beregning af i slutningen af april. Det er den beregning, der gør, at Socialdemokratiet i sin 2025-plan regner med et råderum på 27,8 mia. kr., hvor regeringen regner med 24,5 mia. kr.

Politik
Økonomer om Venstres velfærdsløfte: "Der er reelt ikke noget råderum tilbage"
Men ved en fejl har Finansministeriet gjort forsvarsforliget en halv milliard dyrere, end det egentlig er. Og da beregningen fra Finansministeriet altså ligger til grund for det råderum, som Socialdemokratiet regner med i sin 2025-plan, har partiet nu pludselig 500 mio. kr. mere at disponere over, end da S-planen blev præsenteret mandag.

Præcis hvordan de 500 mio. kr. skal bruges, når partiet opdaterer sin økonomiske plan med den rigtige beregning fra Finansministeriet, har Socialdemokratiet endnu ikke lagt sig fast på, forklarer Henrik Sass Larsen. Som muligheder peger han på at øge det offentlige forbrug mere end det, som partiet allerede har afsat penge til.

”Vi har ikke lagt os fast på, hvordan pengene skal bruge. Umiddelbart kan det gå til øget velfærd eller øge kvaliteten af uddannelserne,” skriver Henrik Sass Larsen.

Se de to beregninger fra Finansministeriet her:

Den første beregning fra 24. april, hvor råderummet bliver opgjort til 27,75 mia. kr.

Den reviderede beregning fra 20. maj, hvor råderummet bliver opgjort til 28,25 mia. kr. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis