ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Økonomer om Venstres velfærdsløfte: "Der er reelt ikke noget råderum tilbage"

Der vil stort set ikke være en mønt tilbage i kassen.

Det er konklusionen efter, at Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen onsdag har givet et løfte om, at Venstre vil bruge sammenlagt 69 mia. kr. på øget velfærd frem mod 2025.

”Så er der reelt ikke noget råderum tilbage,” siger Niels Storm Knigge, senioranalytiker i tænketanken Kraka.

Velfærdsløftet på 69 mia. kr. svarer ikke til, at Venstre vil bruge 69 mia. kr. ekstra om året på velfærd. De 69 mia. kr. er i stedet det samlede beløb man får, hvis man lægger sammen, hvor meget Venstre vil bruge i hvert enkelt år frem mod 2025.

Bag det gemmer sig, at Venstre vil lade det offentlige forbrug vokse med 0,65 pct. om året frem til 2025, hvilket lige præcis er nok til at dække det demografiske træk, altså at der kommer flere ældre danskere.

Hvis man kigger på, hvor meget det i kroner og øre reelt tilfører ekstra om året, svarer det i 2020 til 3 mia. I 2025 vokser det til 20,5 mia. kr. 

Blot 1 mia. kr. tilbage i råderum

Den seneste beregning fra Finansministeriet fra april viser, at råderummet i 2025 er 24,5 mia. kr. Men af det er 3 mia. kr. allerede reserveret til et løft af forsvaret og til erhvervsstøtte, så det frie råderum reelt er 21,5 mia. kr.

Dermed er der blot 1 mia. kr. tilbage i råderummet i 2025, når pengene til Venstres velfærdsløfte er trukket fra.

Det er det, der får Niels Storm Knigge til at konkludere, at råderummet stort set er væk.

”Man har meldt ud, at man har tænkt sig at bruge så godt som hele råderummet på øget offentligt forbrug. Hvis man ønsker at lave andre prioriteringer, så skal man skaffe finansiering på en anden måde,” siger Niels Storm Knigge

Samme vurdering har Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos.

”Det indebærer, at næsten hele råderummet er brugt på højere offentligt forbrug,” siger Cepos’ cheføkonom Mads Lundby Hansen.

Han kritiserer samtidig Venstre for at lægge de årlige beløb sammen for at få velfærdsløftet til at se større ud, end det reelt er.

”De 69 mia. kr. er et akkumuleret beløb som giver et misvisende billede af hvor meget det offentlige forbrug øges”, siger Mads Lundby Hansen.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis