Den udvikling coronavirussen har taget i Danmark hen over sommeren, får nu formanden for regeringens økonomiske coronaekspertgruppe, professor Torben M. Andersen, til at anbefale en forlængelse af hjælpepakkerne til de virksomheder, der fortsat er berørt af restriktioner.
“Når de er pålagt restriktioner og dermed begrænsninger for udøvelse af deres erhverv, er det en slags fratagelse af erhvervsmuligheder. Derfor er det rimeligt at finde en eller anden måde at understøtte dem på,” siger Torben M. Andersen.
“Vi må bare sige, at usikkerheden er enorm. Og nu er den genopblusset på forskellige ledder og kanter, og så er det mindre og mindre sandsynligt, at der inden for en overskuelig horisont vil være en situation, hvor man kan sige, at vi fuldstændig har lagt den bag os,” tilføjer han.
“Usikkerheden er enorm. Og nu er den genopblusset på forskellige ledder og kanter
Torben M. Andersen, professor
I maj stod Torben M. Andersen sammen med professorkollegerne Michael Svarer og Phillipp Schröder, alle Aarhus Universitet, bag en rapport om de økonomiske hjælpeforanstaltninger, der blev sat i værk i al hast, da Danmark blev ramt af corona i foråret og dele af landet lukkede ned.
Her lød den overordnede anbefaling, at den direkte støtte – bl.a. lønkompensation og hjælp til faste omkostninger – burde udfases og hovedvægten i stedet burde lægges på lån og garantier. Dog med den bemærkning, at virksomheder, der fortsat havde forbud mod at holde åbent, fortsat skulle kunne få støtte. For erhverv, der havde haft mindre end en måned til at åbne, skulle der være mulighed for kompensation yderligere en måned.
På det tidspunkt havde politikerne indgået en aftale om genåbning, der indebar, at alle virksomheder – også i nattelivet – ville få lov at åbne til august. Men stigende smittetal har fået politikerne til at revurdere planen. I øjeblikket forhandles således om, om nattelivet skal holdes lukket til udgangen af oktober. Og regeringen vil heller ikke hæve grænsen for tilladte store forsamlinger til 200 personer, som ellers havde været planen.
nye tilfælde af coronasmitte blev registreret i Danmark torsdag
Samtidig er det aftalt, at både lønkompensation og støtte til faste omkostninger udløber ultimo august. Men ifølge et aftaleudkast, Børsen har set, er der lagt op til fortsat kompensation til de dele af erhvervslivet, der er begrænset af bl.a. forsamlingsforbud eller fortsat har forbud mod at holde åbent.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) udtalte tidligere på ugen til Børsen, at regeringen er åben over for kompensation til virksomheder ramt af restriktioner:
“Den tilgang havde vi i foråret. Det vil være samme tilgang, vi har ind i efteråret,” sagde ministeren.