ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Økonomer: Det lugter af endnu et rentehug

Tre betydelige rentehug, og nu øjner økonomerne allerede det fjerde af slagsen.

Sådan lyder meldingen, efter at Nationalbanken for kort tid siden afslørede, at valutareserven steg med historiske 106,6 mia. kr. i januar - og den samlede valutareserve nu lyder på hele 564,1 mia. kr.

Både den månedlige stigning og den samlede valutareserve smadrer alle hidtidige rekorder.

Fjerde rentenedsættelse på vej

"Dagens tal fortæller ikke meget omkring det nuværende pres på kronen, men rekordintervention viser tydeligt, hvorfor Nationalbanken har sænket renten tre gange på bare to uger i januar. Alt tyder dog på, at presset på kronen fortsat er der, og jeg bliver bestemt ikke overrasket, hvis Nationalbanken sænker renten igen allerede på torsdag," siger Peter Bojsen Jakobsen, makroøkonom i Sydbank.

Politik
Historisk kronepres: Valutareserven smadrer alle rekorder
Med stigningen i januar udgør valutareserven nu knap 30 pct. af bnp. Helt konkret solgte Nationalbanken danske kroner for 106,3 mia. kr., og de sidste 300 mio. kr. til 106,6 mia. kr. skyldes blandt andet renteindtægter på valutareserven.

En tommelfingerregel siger, at Nationalbanken hæver eller sænker renten, når valutareserven mindskes eller vokser med 15-20 mia. kr.

Derfor er forventningen også, at en fjerde rentesænkning på kort tid kan blive en realitet, efter at indskudsbevisrenten over tre omgange er blevet sænket med 0,15 procentpoint for at svække kronen.

Indskudsbevisrenten lyder nu på historisk lave minus 0,50 pct.

Andre tiltag kan være på vej

"Vi har lagt endnu en nedsættelse på 25bp af indskudsbevisrenten til minus 0,75% i prognosen," konstaterer Ulrik Bie, cheføkonom i Nykredit Markets.

Han ser også mulighed for nye midler for at forsvare kronekursen:

"Andre tiltag for at presse renterne yderligere ned kan også blive nødvendige. Kreative indgreb fra politisk side og tilsynssiden er en mulighed."

Nordea sendte tidligere i dag en ny analyse ud, hvor det også forventes, at indskudsbevisrenten skal ned på minus 0,75 pct.

Det er logisk nok ikke blevet ændret med tallene for valutareserven.

"Vi forventer, at dette kronesalg vil blive ledsaget af en nedsættelse af renten på indskudsbeviser med yderligere 25 bp., og det kan ikke udelukkes, at der introduceres nye ukonventionelle tiltag i det uforbeholdne forsvar af fastkurspolitikken. Alt sammen tiltag rettet imod at fastholde en høj troværdighed omkring den danske fastkurspolitik," skriver Jan Størup Nielsen, økonom i Nordea, i en kommentar til meldingen fra Nationalbanken.

Vil fortsætte med at sælge kroner

Han forventer desuden, at Nationalbanken vil fortsætte med at intervenere i markedet i stor stil.

"Vi forventer, at Nationalbanken over den kommende tid fortsat vil være aktive på valutamarkedet for at sælge danske kroner. I det formelle regelsæt for Nationalbanken er der ikke nogen øvre begrænsning på valutareservens størrelse. Hvis tilstrømningen mod Danmark fortsætter vil Nationalbanken derfor uden tøven fortsætte med at sælge danske kroner på valutamarkedet," skriver Størup Nielsen videre.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis