Ny skatteregler for firmabiler belønner klimasyndere med lavere skat: "Det er gakkelak, for at sige det lige ud"

394417_16_9_large_601.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
17. jan 2020 KL.14:00

Kør langt i din nye leasede firmabil. Så slipper du billigere i skat end de kolleger, der ikke får slidt vejene så meget - og dermed heller ikke sender så meget CO2 op i atmosfæren.

Sådan er det paradoksale resultat af nye regler for skat på leasede firmabiler, som er en del af finansloven og skal vedtages i Folketinget inden for de næste uger.

Reglerne har allerede fået kraftig kritik i erhvervslivets høringssvar, for selv om tanken med at beskatte firmabilister af bilens reelle værdi er god, så er teknikken i de nye regler så uheldig, at der opstår masser af fælder, huller og paradoksale situationer, lyder kritikken.

Nyt paradoks


Og nu dukker et nyt paradoks op.

Som reglerne er nu, bliver alle firmabilister sat i skat af den pris, som deres leasede bil er indkøbt til. Men flåderabatter gør, at den pris er noget lavere end listeprisen på markedet.

Derfor skal der fremover foretages en genberegning af bilens værdi efter fire måneders brug, og den markedsværdi vil typisk være noget højere.

Men genberegningen skal også tage højde for, hvor mange kilometer, der så er kørt i bilen i mellemtiden.

Højere klimabelastning giver lavere skat

Det betyder, at jo flere kilometer, firmabilisten har kørt, jo lavere bliver værdien på bilen sat ved genberegningen - og jo billigere slipper firmabilisten i skat.

Med andre ord: Hvis du kører langt og belaster klimaet mere end dine kolleger, så slipper du billigere i skat.

"Forslaget går direkte imod den grønne omstilling ved at give de firmabilister, der kører langt, et lavere beskatningsgrundlag end dem, der kører kort. Det er gakkelak, for at sige det lige ud," siger Christian Brandt, direktør i leasingbranchens organisation Finans og Leasing.

Uheldig konsekvens

Også De Danske Bilimportører ser det som en uheldig konsekvens af de nye regler.

"Man åbner op for varierende og vilkårlige fastsættelser af beskatningsgrundlaget, herunder nogle helt tydelige uheldige konsekvenser. En medarbejder, der har kørt 20.000 kilometer i bilen imødeser en lavere beskatning end en medarbejder, som kun har kørt 5000 kilometer på genberegningstidspunktet," skriver De Danske Bilimportører i deres høringssvar.

Og bilimportørerne har også lavet et konkret regneeksempel, der viser, hvor meget der kan spares i skat i eksemplet med de 20.000 km og 5000 km.

Beskattet af 4400 kr. mindre

Bundlinjen er, at firmabilisten, der kører langt, bliver beskattet af 4400 kr. mindre om året i forhold til kollegaen, der kører mindre.


"Vi anser det for et fornuftigt og let administrerbart princip, at det fortsat er selve rådigheden over fri bil, der beskattes, uanset hvor meget, der køres i bilen," skriver De Danske Bilimportører i høringssvaret.

Som Børsen skriver i dag, er der mange andre kritikpunkter af det nye forslag om skat på firmabiler.

Uventede skattesmæk på 60-70.000 kr.

Blandt andet bliver mange danskere, der har indgået en bindende kontrakt om en ny firmabil i efteråret og med levering af bilen efter 1. februar, ramt af et uventet skattesmæk, der hurtigt kan løbe op i 60-70.000 kr. hen over leasingperioden på tre år.

Christian Brandt fra Leasing og Finans mener, at S-regeringen bør udskyde de nye regler - dels fordi teknikken halter i forslaget, dels fordi der alligevel kommer nyt fra bilkommissionen med tidligere Dong-chef Anders Eldrup i spidsen i løbet af året.

Den kommission skal fremlægge en model til, hvordan man får en grøn omstilling af bilparken frem mod 2030, blandt andet via et nyt afgiftsystem.

Vent på kommission

"Det her er en hovsaløsning. Man burde udskyde det her et halvt års tid, også for at se det i sammenhæng med de signaler, der kommer fra Eldrup-udvalget til sommer," siger Christian Brandt.

Han fortsætter:

"Jeg indgår gerne et væddemål på, at hvis vi gennemfører det her, så sidder vi om et år eller halvandet med nogle helt andre regler. Og det vil sige, at vi, firmaerne, firmabilisterne og skattevæsenet skal bruge en masse energi på at indrette os på noget, der alligevel bliver lavet om om kort tid. Det er simpelthen spild af ressourcer."

Høringssvarene fra erhvervslivet peger ret entydigt på en anden model, der vil være mere retfærdig, nemlig at tage udgangspunkt i listepriserne - og så eventuelt justere skatteprocenterne nedad, så det ikke bliver en pengemaskine for staten.

"Vi og mange andre organisationer har i stedet peget på firmabilbeskatning ud fra listepriser. Det vil for alle parter være en meget bedre løsning, der rammer en pæl igennem alle de uhensigtsmæssigheder, der er ved forslaget," siger Christian Brandt.