ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Hotelejer er glad for afskaffet seksdagesregel, men: “Vi har haft en juli, som var dårligere end vores normalt dårligste måned”

Selvom politikerne nu

fjerner reglen om mindst seks overnatninger, forudser ejeren af Hotel Saga og Hotel Ansgar flere konkurser

Søren Kaas har sammen med sin søster drevet Hotel Saga i 30 år. Arkivfoto: Sophie Voisin
Søren Kaas har sammen med sin søster drevet Hotel Saga i 30 år. Arkivfoto: Sophie Voisin

Efter der hele sommeren har været en regel om, at turister skulle have mindst seks overnatninger for at komme ind i Danmark, aftalte politikerne fredag aften at afskaffe reglen snarest muligt.

Dermed håber hotellerne særligt i de større byer at kunne få mere gang i forretningen med overnattende udlændinge. Men der er stadig stor bekymring i branchen trods den afskaffede seksdagesregel, fortæller direktør og medejer af Hotel Ansgar og Hotel Saga i København, Søren Kaas.

“Selvfølgelig kommer det til at hjælpe lidt, men nu er sæsonen jo gået, og så længe lufthavnen ikke er oppe at køre som tidligere, kommer der ikke særlig mange turister til København,” siger han og henviser til, at sommersæsonen 2020 turistmæssigt har været ekstremt ringe.

“Juli har været vores bedste måned, og omsætningsmæssigt har den ligget lidt dårligere end vores normalt dårligste måned, som er januar. Der har været pænt med gæster, men priserne er faldet med 50-60 pct.,” uddyber Søren Kaas.

78

pct. færre bookinger har der ifølge Dansk Erhverv på de københavnske hoteller i juli

En analyse fra Dansk Erhverv viste i juli, at der var ca. 78 pct. færre bookinger i København end i juli måned sidste år. Og Søren Kaas fortæller, at de fra data for betalingskort ved, at 96 pct. betalingerne i juli normalt er med udenlandske kort.

Denne sommer har Hotel Saga holdt helt lukket, mens Hotel Ansgar har haft en belægning på ca. 80 pct., men altså til langt lavere priser, fortæller hotelejeren. Og når hjælpepakken for lønkompensation udløber i slutningen af august, må han åbne for det, der ligner en uprofitabel forretning.

“Sådan som det ser ud med hjælpepakkerne lige nu, åbner vi Hotel Saga igen 31. august. Det er vi nødt til, selvom der ikke er mange gæster,” siger Søren Kaas og henviser til, at de trods alt har en del bookinger fra jyske skoleklasser i september og oktober.

“Men vi frygter jo, at en elev kan blive smittet, så hele klassen må aflyse turen,” tilføjer han.

Blødende branche

Seksdagesreglen blev indført 15. juni i forbindelse med, at Danmark åbnede grænserne mod Tyskland, Norge og Island. Siden er den blevet lempet over for Norge og enkelte regioner i Sverige og Tyskland, men fastholdt over for alle andre lande. Horesta kalder det derfor vigtigt, at reglen nu afskaffes.

“Turisterhvervet kan forhåbentlig stadigvæk nå at få lidt gavn af afskaffelsen her i efteråret. Men virkeligheden er, at langt størstedelen af højsæsonen allerede er brændt af, og denne tabte omsætning kommer aldrig tilbage,” siger politisk direktør Kirsten Munch i en pressemeddelelse.

Selvfølgelig kommer det til at hjælpe lidt, men nu er sæsonen jo gået

Søren Kaas, hotelejer

Politisk er det aftalt, at der skal laves nye kompensationsordninger til de erhverv, der fortsat er hårdt ramt af restriktioner. Og ifølge Søren Kaas bør de have det lange lys på for at hjælpe hotellerne.

“Når vores belægning sammenlignet med normale priser ligger nede på 20-25 pct., så siger det jo sig selv, at det bare ikke hænger sammen økonomisk. Så jeg mener, man skal fortsætte med de hjælpepakker, der er givet, og for hotelbranchen bør det nok være helt frem til april næste år,” siger han.

Flere hoteller har allerede knækket nakken. Det gælder f.eks. Bertrams Guldsmeden og hotelkæden First Hotels. Og selvom Søren Kaas fortsat tror på, at hans hoteller vil komme gennem krisen, forudser han flere konkurser.

“Det kommer til at fortsætte. Det har været en ufattelig hård sommer for den københavnske turistbranche. Prøv bare at se, hvordan Tivoli også bløder,” siger han med henvisning til, at forlystelsesparken har meldt et forventet underskud ud på mellem 150 og 200 mio. kr. i 2020.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis