I årene fra 2012 til 2015 trak udenlandske finansfolk 12,7 mia. kr. ud af den danske statskasse i refusion af udbytteskat. Ifølge den danske stat var det svindel, fordi finansfolkene aldrig havde ejet aktierne. Hele 545 personer og selskaber er sagsøgt i USA, England, Dubai, Malaysia, Canada og Danmark.
At hente op mod 5,5 til 6 mia. kr. tilbage i statskassen. Tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V) lovede at “kæmpe for hver en bøjet 25-øre”, der er tabt. Skattestyrelsen og Kammeradvokaten forsøger at hente penge tilbage i alle de pensionsplaner og selskaber, der har fået refusion, og samtidig gå efter hovedmændene. Antallet af sagsøgte er løbende steget.
Der er lavet to forlig med amerikanske pensionsplaner på henholdsvis 13 mio. kr. og 1,6 mia. kr., hvoraf omkring 1 mia. kr. er kommet i kassen. Men så er der alle retsopgørene tilbage, hvor advokaternes taxameter med sikkerhed tikker videre, men hvor der bestemt ikke er sikre indtægter i horisonten.
For en uge siden blev yderligere seks mistænkte tiltalt for milliardsvindel gennem den tyske bank North Channel Bank. Det spektakulære er, at tre af de tiltalte, Matthew Stein, Jerome Lhote og Luke McGee, faktisk er blandt dem, der har indgået forliget på 1,6 mia. kr. Men de slipper altså ikke for at blive retsforfulgt.
I starten af januar rejste dansk politi tiltale mod den formodede bagmand Sanjay Shah og en anden brite for svindel med udbytteskat for 9,6 mia. kr. og krav om op til 12 års fængsel. Shah, der bor i Dubai, har tidligere sagt til Børsen, at han vil komme til Danmark, hvis han bliver tiltalt, men det tror Bagmandspolitiet dog ikke på, så de undersøger mulighederne for en udlevering.