Finanslovaftalen mellem regeringen og SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet er i store træk en logisk følge af det forståelsespapir, Mette Frederiksen (S) brugte forsommeren på at forhandle på plads efter folketingsvalget. Partierne kunne alle mandag aften slå på, at der nu er sat en ny retning for Danmark, og at det grønne og velfærden får topprioritet.
Men den første finanslovaftale mellem regeringen og støttepartierne vidner også om tidsler:
For det førsteer der nu åbnet op for, at skatte- og afgiftsinstrumentet løbende kan tages i brug, når anden finansiering slipper op. Det er muligt, at vælgerne i denne omgang sagtens kan leve med, at eksempelvis
tobak, plastikposer og bolighandel bliver dyrere, at leasede firmabiler skal beskattes hårdere, at skattefordelen ved forældrekøbt lejlighed skrumper, og at den arbejdsgiverbetalte telefon alligevel ikke bliver skattefri.
Men bliver det en mere konsekvent fremgangsmåde at stramme skatte- og afgiftsskruen hvert år, risikerer regeringen, at de borgerlige på et tidspunkt får lettere ved at lokke nogle vælgere tilbage med løfter om skattestop.
For det andeter det langt fra sikkert, at velfærdsforbedringerne vil blive oplevet som overbevisende på den korte bane. Eksempelvis skal det store slagnummer fra valgkampen – minimumsnormeringer i daginstitutionerne – først være gennemført i 2025. Helt i overensstemmelse med forståelsespapiret, men næppe svarende til de forventninger, partierne har skabt blandt forældre og ansatte i landets daginstitutioner. Mandag aften udlagde SF og Enhedslisten da også forbedringen vidt forskelligt.
For det tredjevidner især de seneste dages offentlige dramatik mellem især Radikale og resten af partierne om dybe spændinger. Selv om De Radikale ikke er i nærheden af at spille den samme rolle som tilbage i “Tårnet” i 2011 og ikke insisterer på klassiske reformer, har forløbet båret præg af en vis mistillid og gammel nag mellem parterne. Det er tidsler, som kan få betydning for de kommende års afgørende sværdslag, når større og mere afgørende forlig skal på plads.
Men den første finanslovaftale mellem regeringen og støttepartierne vidner også om tidsler:
For det førsteer der nu åbnet op for, at skatte- og afgiftsinstrumentet løbende kan tages i brug, når anden finansiering slipper op. Det er muligt, at vælgerne i denne omgang sagtens kan leve med, at eksempelvis
tobak, plastikposer og bolighandel bliver dyrere, at leasede firmabiler skal beskattes hårdere, at skattefordelen ved forældrekøbt lejlighed skrumper, og at den arbejdsgiverbetalte telefon alligevel ikke bliver skattefri.
Men bliver det en mere konsekvent fremgangsmåde at stramme skatte- og afgiftsskruen hvert år, risikerer regeringen, at de borgerlige på et tidspunkt får lettere ved at lokke nogle vælgere tilbage med løfter om skattestop.
For det andeter det langt fra sikkert, at velfærdsforbedringerne vil blive oplevet som overbevisende på den korte bane. Eksempelvis skal det store slagnummer fra valgkampen – minimumsnormeringer i daginstitutionerne – først være gennemført i 2025. Helt i overensstemmelse med forståelsespapiret, men næppe svarende til de forventninger, partierne har skabt blandt forældre og ansatte i landets daginstitutioner. Mandag aften udlagde SF og Enhedslisten da også forbedringen vidt forskelligt.
For det tredjevidner især de seneste dages offentlige dramatik mellem især Radikale og resten af partierne om dybe spændinger. Selv om De Radikale ikke er i nærheden af at spille den samme rolle som tilbage i “Tårnet” i 2011 og ikke insisterer på klassiske reformer, har forløbet båret præg af en vis mistillid og gammel nag mellem parterne. Det er tidsler, som kan få betydning for de kommende års afgørende sværdslag, når større og mere afgørende forlig skal på plads.
