Bør politikerne rydde op i “bureaukrati” og “administrativt bøvl”, når store spillere i medicinalbranchen kritiserer reglerne for ansættelse af udlændinge, eller er det bare “pjat”? R vil lempe reglerne, men SF råder virksomhederne til “at tage sig sammen.”
“Det er store professionelle firmaer. Det skal de bare løse
Karsten Hønge (SF) om farmavirksomheders kritik af ansættelsesregler for udlændinge
I Børsen råber Lundbeck, Leo Pharma og Demant op omkring tab af omsætning i millionklassen hver måned, og Dansk Industri anslår, at branchen nu mangler ca. 1000 ansatte.
Virksomhederne ønsker mere kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, men bl.a. krav om dansk lønkonto skaber problemer for udlændinge med nyt job i Danmark.
I midten af de to partier står beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), der lytter til virksomhederne, men siger, at regeringen ikke har konkrete planer om at justere på beløbsordningen.
“Hvis der er noget, der knytter sig til ordningen og skaber udfordringer, som ikke har været hensigten, så lytter vi altid gerne til det,” siger han og fortsætter:
“Men kravet om en dansk lønkonto handler grundlæggende om at mindske grov underbetaling af udenlandsk arbejdskraft med henblik på at trykke lønninger og arbejdsvilkår ned for danske lønmodtagere.”
ansatte mangler medicinalindustrien lige nu, anslår DI
Beskæftigelsesordfører Samira Nawa (R) vil gerne “afbureaukratisere” beløbsordningen “en smule”:
“Vi synes ikke, der er behov for noget nyt, men vi hører flere virksomheder melde ind, at det danske bankkontokrav giver virksomheder og udenlandsk arbejdskraft problemer. Det er ikke bare plug and play, som det danske arbejdsmarked har brug for.”
Så I kan godt gå ind for at fjerne kravet om en lønkonto i en dansk bank?
“Ja, det kunne vi sagtens se for os,” siger Nawa.
Anderledes lyder det fra SF’s beskæftigelsesordfører Karsten Hønge:
“Jeg anerkender ét problem, og det er, når man mister sociale ydelser i hjemlandet. Og det har ikke noget med dansk lovgivning at gøre, men noget at gøre med det land, de kommer fra. Og det vejer ikke op for det sociale problem, der opstår, hvis vi ikke har det krav,” siger Hønge.
“Men alt det andet er altså noget pjat. Det er store professionelle firmaer. Det skal de bare løse. ”
Virksomhederne oplever også problemer med Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), hvor sagsbehandlingen for udlændingene kan tage op til fire måneder, selvom behandlingsgarantien er én måned.
Beskæftigelsesministeren er opmærksom på den høje sagsbehandlingstid, men siger, at der arbejdes på “højtryk” for at nedbringe den.