Mere end 3000 mia. euro. Mere end 22.350 mia. kr. Det er svimlende tal, vi har med at gøre, når det handler om de europæiske landes vilje til at dele statsstøtte ud under coronapandemien.
Allerede i oktober sidste år kom det frem, at de godkendte støttebudgetter løb op i over 3000 mia. euro. Derefter fulgte nye nedlukninger i en række lande med nye støtteordninger til følge. Og i januar kom så Kommissionens melding om, at de udvidede støttemuligheder er forlænget igen, foreløbigt frem til 31. december.
Den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager havde ellers bygget en god del af sit brand på at være Europas strammer-in-chief. Hun var kvinden, der kom efter lande og virksomheder med store bøder, hvis de forsøgte at omgå reglerne for statsstøtte og fair konkurrence. Nu har hun det seneste år ført an i en hidtil uset statsstøttefest. Både over for Børsen og andre medier har Vestager igen og igen pointeret, at hvis staten pålægger en virksomhed at lukke eller begrænse sine aktiviteter, så må staten også stille op og hjælpe med regningen.
Det har dog ikke forhindret hverken danske eller andre landes politikere i at skyde skylden på EU, når en ny støtteordning ikke har ligget klar så hurtigt, som man kunne ønske. Men selvom der nogle gange har været ventetid, så har Vestager og EU-toppen åbnet for et eksperiment med statslig støtte, som vil blive målt, vejet og evalueret mange år frem. For hvad kommer det til at betyde for konkurrencen og for aktørerne på EU’s højt besungne indre marked? Det ved vi reelt først bagefter.
Det er en klassisk balancegang, hvor det er skadeligt at give for meget og skadeligt at give for lidt. Før jul lød meldingen fra Vestager, at der fortsat så ud til at være luft i støttebudgetterne. Selvom de store summer var godkendt, så var de altså ikke delt ud endnu. Og mens det har trukket ud med mutationer, forlængede restriktioner og forsinkede vacciner, har der ikke været noget pres for at skrue ned for pumperne. Men der vil forventeligt komme flere protester som de danske over støtten til TUI Group. Og dagen vil også komme, hvor der skal skrues ned. Præcis som med meget andet under corona bliver det en ny øvelse.