De danske klimamål var i nogle år blandt de mest ambitiøse i verden. Men sådan er det ikke længere, kan man konstatere ved at læse Klimarådets årlige statusrapport, der udkommer torsdag.
Det står nu lysende klart, at den klimaregulering – kaldet “Fit for 55” – der kommer fra EU, på væsentlige punkter stiller større krav end den danske. Det betyder i praksis, at der skal reduceres mere CO2-udledning, end hvis Danmark “blot” skulle nå sine egne klimamål for 2025 og 2030.
“De her krav fra EU er sådan set skrappere i nogen forstand end den danske klimalov,” siger Klimarådets formand, Peter Møllgaard.
Danmark er i problemer med EU-kravene på flere områder. Men særligt én sektor er afgørende, fastslår Møllgaard: landbruget.
“Det kan faktisk blive tæt på umuligt at opfylde forpligtelsen
Peter Møllgaard, formand for Klimarådet
Netop landbrugets drivhusgasser er for alvor kommet til debat, efter at økonomiprofessor Michael Svarer i sidste uge præsenterede forslag til en afgift på dem. Regeringen har foreløbig parkeret forslagene i en såkaldt “grøn trepart”, der skal drøfte dem frem til juni.
Men ifølge Møllgaard skal der fart på.
“Vi skal have politiske beslutninger – også for landbruget – som skal træffes meget snart. Det kan faktisk blive tæt på umuligt at opfylde forpligtelsen, hvis man udsætter handlingen og først for alvor reducerer udledningerne lige inden 2030,” siger han.
EU’s klimamål kan ikke direkte sammenlignes med de danske. De sætter nemlig et loft over udledningerne år for år frem mod 2030, mens det danske 2030-mål er et punktmål – altså uanset hvor meget CO2 Danmark udleder frem til 2030, kan man stadig nå målet, hvis man reducerer kraftigt i slutningen. Sådan er EU’s mål ikke.
EU’s mål er, at udledningerne skal mindskes 55 pct. i 2030 sammenlignet med 1990. Det danske mål hedder 70 pct. Så hvordan kan EU’s mål være strammere?
I 2030 vil Danmark med den nuværende politik udlede 2,6 mio. ton CO2 for meget i forhold til vores nationale mål. Men ser man på EU-målet for de udledninger, der kommer fra bl.a. landbrug og transport, så skal der over årene reduceres 11,6 mio. ton mere, end der er lagt op til nu. Selv om de to tal ikke kan sammenlignes direkte, sætter de forskellen i relief.
mio. ton CO2 skal fjernes frem mod 2030 ifølge EU’s mål
Lykkes det ikke at få landbrugets udledninger ned i tide, er der en anden udvej, hvorved Danmark kan leve op til EU-kravene. Nemlig ved at annullere CO2-kvoter. En CO2-kvote er en rettighed til at udlede CO2, og større virksomheder er forpligtet til at købe dem.
Logikken er, at hvis Danmark sletter nogle af de kvoter, vi råder over, vil der samlet set blive udledt mindre CO2 i EU, da der så er færre kvoter til salg.
For få år siden var Klimarådet stærkt kritisk over for den metode. EU’s kvotesystem var så dysfunktionelt, at effekten ikke var der i den virkelige verden. Men systemet er så tilstrækkeligt velfungerende i dag, at Klimarådet anser kvoteannulleringer for brugbart.
Det vil så være virksomhederne i kvotesektoren – de store industrivirksomheder – der kommer til at betale en højere pris, som følge af at landbruget ikke reducerer tilstrækkeligt, forklarer Møllgaard.
Klimarådets rapport bliver nogle gange omtalt som en “eksamen.” Sådan ser Møllgaard ikke på det. At Klimarådet er en vejleder, ikke en censor, er det billede, han bruger.
Men en bedømmelse kommer rådet nu med alligevel. Nemlig af, om regeringen har “anskueliggjort”, at Danmark når klimamålet i 2030. Endnu er det ikke lykkedes nogen regering at få topkarakteren “anskueliggjort”.
Heller ikke denne gang, om end rådet anerkender, at der er sket fremskridt det seneste år. Der er fortsat stor risiko for, at målet om 70 pct. reduktion i 2030 ikke nås. Især fordi der ikke er vedtaget en klimaafgift for landbruget endnu. Til gengæld er det “sandsynligt”, at det mere kortfristede mål i 2025 nås.
