Store dele af dansk erhvervsliv bliver hårdt presset af de nye coronaresriktioner, der blev annonceret fredag aften.
Det fortæller Simon Kollerup lørdag på et pressemøde i finansministeriet:
“Når restriktionerne forlænges, så forlænger vi selvfølgelig også hjælpeordningerne for alle jer, der må holde lukket eller holde for, fordi vi skal passe på hinanden, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) på pressemødet.
Og det er der brug for, lyder det fra Danske Industri (DI).
“Det er simpelthen en bunden opgave, at der nu kommer hurtig og dækkende hjælp til alle de job og virksomheder, som bliver voldsomt ramt af de nye restriktioner. Der er brug for at forlænge, udvide og forbedre hjælpen,” siger medlemsdirektør Lars Frelle-Petersen i en skriftlig kommentar.
Hos Horesta, der er brancheorganisation for hoteller og restauranter, kalder man det et lille skridt i den rigtige retning, at der skal forhandles politisk om udvidelsen af hjælpepakkerne.
Kristian Nørgaard, der er chefpolitisk konsulent påpeger dog samtidig, at der behov for at skrue på ordningerne, som det ser ud nu.
“Det er ikke nok kun at kunne blive kompenseret for faste udgifter, for det er ikke de største udgiftsposter for virksomhederne,” siger Kristian Nørgaard.
Han mener at ordningerne skal forlænges helt til sommer, da medlemmerne bliver for presset i den traditionelt døde periode, der er i første kvartal.
Lige nu er der lagt op til, at ordningerne løber til 2. januar 2021, hvor også de nuværende restriktioner skal tages op til overvejelse.
“Vi vil bare gerne undgå, at folk går fra hus og hjem,” siger Kristian Nørgaard.
På pressemødet fortalte beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), at udenlandske arbejdstagere i Danmark skulle testes. Sundhedsmyndighederne er i gang med at udarbejde retningslinjer på området. Men det handler blandt andet om, at udlændinge der arbejder i Danmark skal kunne fremvise en negativ test.
"Vi er i meget tæt dialog med regeringen og myndighederne om, hvordan vi kan sørge for, at de mange helt nødvendige udenlandske medarbejdere kan blive ved med at komme og arbejde i Danmark på forsvarlig vis med brug af tests, så vi fortsat kan holde hjulene i gang," siger Lars Frelle-Petersen i DI.
For Danhostel, der repræsenterer 63 hostels og vandrehjem, smed erhvervsministeren en krog af optimisme ud til virksomhederne, fortæller sekretariatschef Allan Schmidt.
"Det er en lille bitte krog, vi hænger vores optimisme på. For hvis hjælpepakkerne ikke bliver udvidet, vil der følge en lang række af konkurser de næste 3-6 måneder," siger Allan Schmidt.
Han peger på, at lejrskoler, som er en vigtig indtægt for vandrehjemmene i foråret første omgang er blevet udskudt til efteråret - og så er de siden blev aflyst, fordi myndighederne har anbefalet det.
"Der har ikke været forbud, men fordi det er blevet anbefalet, bliver bookninger slettet. Og det kan man ikke få kompensation for," siger han.
Ifølge ham koster det den lille branche 10 mio. kr. i tabt omsætning om måneden.