Debatten om danskernes pension tog virkelig fart op til valget i 2019. Først spillede Socialdemokratiet ud med tidlig pension – det, der siden er blevet til den såkaldte Arne-pension. Så indgik VLAK-regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale aftale om seniorpension – og som en del af den aftale blev der tilmed nedsat en kommission, som onsdag kommer med forslag til at ændre pensionsalderen efter 2040.
De Radikale talte i 2020 om helt at stoppe pensionsalderen ved 70 år, men i dag vil partiet værne om den stigende pensionsalder. SF og Enhedslisten står omvendt fast på et stop for den stigende pensionsalder, men ifølge Dansk Arbejdsgiverforening er forslagene ikke helt ærlige.