ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Efter ny skatteaftale med Frankrig vil Dansk Industri også have aftale med Spanien: "Det kan i den grad forstyrre virksomheder"

Knap er blækket tørt på den principaftale Danmark og Frankrig har indgået om en dobbeltbeskatningsoverenskomst (DBO), før erhvervslivet slår på tromme for nye aftaler.

For da Danmark i 2008 opsagde sin DBO med Frankrig, blev den samme aftale med Spanien også opsagt. Men selvom der nu er kommet en aftale med Frankrig, så er der ikke nogen umiddelbar udsigt til en aftale med Spanien.

Det til trods for, at der i 2017 blev eksporteret varer for 14,9 mia. kr., og at der i 2016 var knap 600 danske datterselskaber i Spanien.

Og det er et stort problem, lyder det fra Dansk Industri, hvis medlemmer lider under den manglende aftale, forklarer Dansk Industris direktør Kent Damsgaard.

”Det kan i den grad forstyrre virksomheder, der er ved at få aktiviteter på plads i de pågældende lande,” siger Kent Damsgaard, der påpeger, at det især er administrativt, der er noget at hente for virksomhederne.

Politik
Efter over 10 års skattekaos: Nu er Danmark og Frankrig enige om rammerne for ny skatteaftale

”Hvor der ikke er en DBO, så er der rigtig mange ting, der bliver sværere. Ting bliver administrativt bøvlede, og det også kan ende med en reel dobbeltbeskatning. Dermed bliver det svært for virksomheder at agere på begge sider af landegrænserne,” fortæller han.

En fejl

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten er er til for, at man ikke dobbeltbeskattes.

Den seneste aftale blev opsagt i 2008, da der bl.a. var strid om, hvordan danske pensionister, der bosatte sig i Frankrig og Spanien, skulle beskattes.

Med den nye aftale løses dette for Frankrig, da danske pensionister fremover kan beskattes i Danmark. Karsten Lauritzen bedyrer desuden, at danske virksomheder i Frankrig for fremtiden vil opleve færre administrative byrder, og vil opleve vilkår der er på niveau med konkurrenter fra andre lande.

For selvom virksomheder skulle være beskyttet af EU-regler uden en DBO, så er det ikke altid helt nemt, når EU-regler ikke administreres helt ens i forskellige medlemslande, fortalte Karsten Lauritzen i mandags til Børsen, hvor han erkendte, at det var en fejl at opsige aftalen i 2008.

"Det må jeg sige, at det er den erkendelse, jeg og den øvrige regering er kommet til. Man kan sige, at vi også har fået et resultat, som vi ikke ville have fået dengang, hvis vi ikke havde lavet opsigelsen. Men det har altså væsentlige omkostninger for dansk erhvervsliv, og der er en masse danskere, der er kommet i klemme," sagde Karsten Lauritzen.

Al mulig grund til at starte forhandlinger

Og fejlen er til at se, mener Kent Damsgaard, der sammen med Dansk Industri advokerede for, at man skulle beholde aftalen.
”Dengang den danske stat opsagde aftalen, var vi ude at begræde det, og vi sagde, at det ville komme til at koste for danske virksomheder, det danske erhvervsliv og den danske samfundsøkonomi,” siger Kent Nielsen og fortsætter:

”Dengang sagde man, at ’arh, så galt bliver det nok ikke,’ men det fik vi jo desværre ret i. Vi har haft rigtig mange virksomheder, der har haft bøvl med det her.”

Han understreger dog, at Dansk Industri er meget glad for aftalen og slår fast, at det nuværende fokus skal være på, at aftalen med Frankrig bliver forhandlet i mål. Men håbet er, at når konflikten er løst i det ene land, så kan man forhåbentlig tage det med videre til nabolandet.

”Vi er glade for, at vi endelig har hul igennem. Det har taget alt for lang tid, men nu er der endelig en løsning på vej, håber vi. Derefter håber vi, at vi kan pege lygten mod Spanien, der har den samme problemstilling.”

Ifølge skatteministeren er der grund til håb for interesseorganisationens og dets medlemmer, da overvejelserne om principaftalen med Frankrig måske kan skabe grobund for forhandlinger mellem Danmark og Spanien.

”Danmark opsagde i 2008 DBO’erne med Spanien og Frankrig på samme tid. Derfor vil vi naturligvis også gerne have en aftale med Spanien. Og jeg synes, der er al mulig grund til at se på, hvordan vi kan komme i gang med forhandlingerne for at lette administrative byrder for de virksomheder, som opererer i Spanien,” skriver Karsten Lauritzen i et skriftligt svar til Børsen. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis