Som én af USA’s tætteste allierede i Europa har den danske regering bedre adgang til Washington og Det Hvide Hus end mange andre.
“Danmark er et af de lande, den nuværende centraladministrationi USA lytter allermest til
Peter Thagesen, underdirektør i Dansk Industri
Onsdagens visit fra udenrigsminister Mike Pompeo er derfor en kærkommen mulighed for at sende ét bestemt budskab til amerikanerne: Handelsaftalen mellem EU og USA skal genoplives.
Sådan lyder det fra underdirektør i Dansk Industri Peter Thagesen, når han skal give sit indstik til udenrigsminister Jeppe Kofod (S) før besøget.
“Vi har tidligere, især under Obama, været langt fremme med at forhandle en aftale, som havde potentiale til at blive den største bilaterale handelsaftale, verden nogensinde har set,” siger han og fortsætter:
“Den har ligget i dvale under Trump, men det er noget, som vi godt kunne tænke os, at man fik gang i igen. Besøget er en god lejlighed til at nærme sig hinanden igen.”
Idéen om en handelsaftale mellem USA og EU – også kendt som TTIP – blev sat i søen i kølvandet på finanskrisen. Ved at handle mere med hinanden skulle landene hurtigere lægge krisen bag sig. Og det gik meget godt under Obama.
“Men som bekendt anskuer Trump verden lidt anderledes end Obama,” siger Peter Thagesen.
“Som bekendt anskuer Trump verden lidt anderledes end Obama
Peter Thagesen, underdirektør i Dansk Industri
Trump aflyste aftalen. Men selv en mindre aftale har et enormt potentiale. Mindre told og færre handelsbarrierer er i begge landes interesse, lyder det fra Peter Thagesen.
“Danmark er et af de lande, den nuværende centraladministration i USA lytter allermest til. Derfor kan vi være med til at sikre et bedre forhold mellem USA og EU,” siger han.
Og måske er forholdet en anelse ude af balance; med truslen om straftold på europæiske biler, told på stål og aluminium og told på Levis-bukser og Bourbon-whisky er der sprækker.
“Det kan godt være, at der primært har været handelskrig mellem Kina og USA, men der har også været nogle små kampe rundt omkring mellem USA og Europa,” siger Mikael Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank.