ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dansk Arbejdsgiverforening vil give gruppe af offentligt ansatte mere i løn

Offentligt ansatte der

er ekstra flittige og dygtige skal belønnes med mere i løn. Det er budskabet fra Dansk Arbejdsgiverforening

Ved overenskomstforhandlingerne på det offentlige område var det i 2018 meget tæt på at ende i en storkonflikt på det danske arbejdsmarked.
Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ved overenskomstforhandlingerne på det offentlige område var det i 2018 meget tæt på at ende i en storkonflikt på det danske arbejdsmarked. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) opfordrer til, at man ved de forestående overenskomstforhandlinger på det offentlige område indfører mere decentrale lønsystemer, så det bliver nemmere at belønne offentligt ansatte, der giver den en ekstra skalle.

“Der er for lidt lønspredning i det offentlige, og ved de forestående overenskomstforhandlinger opfordrer vi forhandlingsparterne til at arbejde for mere fleksible lønsystemer, end dem der er i dag,” siger Pernille Knudsen, viceadministrerende direktør i DA.

Penge
Offentligt ansatte kræver mærkbar lønstigning trods corona
OK18 Overenskomstforhandlingerne fortsætter

Ifølge DA er lønspredningen i den offentlige sektor lavere end i den private sektor. Over 65 pct. af de offentligt ansatte ligger indenfor 50 kr. af gennemsnitslønnen, mens det til sammenligning er 42 pct. i den private sektor.

“Sagt med andre ord er der en tendens til, at medarbejderne i den offentlige sektor får en mere ensartet løn. Det er uhensigtsmæssigt, idet dygtige og flittige medarbejdere i mindre grad kan blive honoreret for at yde en ekstra indsats,” siger Pernille Knudsen.

Vores ærinde er ikke at skælde ud og kritisere de offentligt ansatte

Pernille Knudsen, Dansk Arbejdsgiverforening

Den lavere lønspredning findes ifølge DA også, når personer med den samme jobfunktion i den offentlige og private sektor sammenlignes. Det gælder f.eks. en jobfunktion som “almindeligt kontorarbejde”, hvor lønspredningen er lavere i den offentlige sektor. Overenskomstforhandlingerne på det offentlige område starter i januar, og når DA går ud med deres opfordring så tæt på, at forhandlingerne starter, skyldes ifølge Pernille Knudsen, at manglende lønspredning er et problem, der rækker ud over det offentlige arbejdsmarked.

“Vores ærinde er ikke at skælde ud og kritisere de offentligt ansatte. Vi anerkender fuldt ud, at der er mange engagerede og dygtige offentligt ansatte, men man kan stadig arbejde med produktiviteten i det offentlige, ligesom man til stadighed arbejder med at øge produktiviteten i det private,” siger Pernille Knudsen.

Hvad er problemet med manglende lønspredning?

“Når du har fastlåste lønsystemer med væsentligt mindre lønspredning end i det private, betyder det, at dem, der gør en ekstra indsats eller som er særligt gode, har du ikke mulighed for at belønne eller kun belønne i meget begrænset omfang. Det har en betydning for produktiviteten i det offentlige, og det har en kæmpe stor betydning for motivationen, for man ved, at løn er motiverende.”

Vil større lønspredning i det offentlige ikke betyde, at der er færre penge til de offentligt ansatte, der ikke skiller sig ud?

“Ja, sådan vil det være. Det ligger i ordet “større lønspredning”, og det vil betyde, at nogle skal have lidt mindre og nogle lidt mere,” siger Pernille Knudsen.

Mona Striib, formand for landets tredjestørste fagforening FOA, er lodret uenig med DA:

“DA er kommet helt skævt ind i dansen, for der er indført et lokallønssystem for mange år siden tilbage i starten af 1990’erne, så man ude i kommunerne har mulighed for at anvende lokallønsforhandlinger til at honorere særlige indsatser, efteruddannelse og i forhold til fleksibilitet. Så de må rette skytset ikke mod overenskomstforhandlingerne, men mod hvordan de enkelte kommuner så anvender lokallønnen,” siger Mona Striib.

Hun afviser samtidig, at der er et problem med for lidt lønspredning i det offentlige, også inden for samme faggruppe.

“Man kan ikke sammenligne på den måde. I det offentlige har mange ansatte den samme arbejdsfunktion, og vi kommer ikke til at gå ind for et løntrykkersystem, hvor nogle skal arbejde på den billigste måde. Det højner ikke kvalitet, effektivitet eller udviklingsmulighederne,” siger Mona Striib.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis