Opdateret kl. 18:01:Danmark, Israel og Østrig vil etablere en fælles forsknings- og udviklingsfond for coronavacciner og vil begynde en fælles indsats for investere i fælles produktionskapacitet.
Det oplyste statsminister Mette Frederiksen (S), Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og Østrigs kansler, Sebastian Kurz, på et pressemøde torsdag.
“Vi deler den samme vision: Adgang til vacciner i rette tid bliver kritisk for vores samfund i de kommende år. Vi kan ikke tillade os at blive fanget på det forkerte ben igen,” sagde Mette Frederiksen, som forventer, at vi skal revaccineres flere år frem i tiden.
“Når vi er ovre denne bølge af sygdommen, har vi ingen garanti for, at den ikke kommer tilbage,” sagde Benjamin Netanyahu, der understreger, at andre lande er velkomne til at tilslutte sig samarbejdet.
“Vi skal involvere os i hele forsyningskæden. Fra innovation til den endelige distribution
Mette Frederiksen (S), statsminister
“Det, vi taler om, er at oprette en fælles R&D-fond med Israel, Østrig og Danmark og begynde en fælles produktion af fremtidige vacciner. Jeg mener, det er noget, vi er nødt til at gøre, fordi vi formentlig – jeg kan ikke sige det med sikkerhed – men med meget høj sandsynlighed kommer vi til at få brug for det,” tilføjede den israelske leder.
Det handler altså i første omgang om en fælles forskningsfond, men landene ønsker også at samarbejde om test og sekventering, samt undersøge muligheden for at lave reel produktion af nye vacciner.
“Vi skal involvere os i hele forsyningskæden. Fra innovation til den endelige distribution,” sagde Mette Frederiksen.
Sebastian Kurz forklarede, at de tre lande deler opgaven mellem sig. I Østrig foregår der f.eks. allerede en vis vaccineproduktion, nævnte han.
“Det er vigtigt at arbejde sammen, ikke bare for at bekæmpe virus nu. Men også for at bekæmpe fremtidens mutationer,” sagde han.
Sebastian Kurz har forud for mødet rettet en hård kritik mod EU's lægemiddelagentur for at have ageret for langsomt med vaccinerne. Mette Frederiksen har afvist, at alliancen kan ses som et brud med EU. Men fra den franske regering lyder alligevel kritik af idéen om et vaccinesamarbejde.
“Den mest effektive løsning på vores behov for vacciner må forblive i en europæisk ramme,” lyder det i en udtalelse ifølge AFP.
På torsdagens pressemøde fremhævede den østrigske kansler, at han var positivt indstillet over for de tiltag, EU-Kommissionen nu vil sætte i værk på området.
pct. af den danske befolkning er færdigvaccineret
Både Mette Frederiksen og Sebastian Kurz lagde i øvrigt stor vægt på, at de to statsledere under covid-19 har været i meget tæt dialog med hinanden og Benjamin Netanyahu, som den østrigske kansler omtalte med kælenavnet “Bibi”.
“Siden begyndelsen af denne globale pandemi har vi arbejdet meget tæt sammen, Israel, Østrig og Danmark. Og jeg er meget glad for, at vi er i stand til at mødes i dag personligt,” sagde Mette Frederiksen.
Pressemødet med de tre regeringsledere var ventet med spænding, efter Mette Frederiksen tirsdag lod forstå, at det kunne komme på tale at opføre egentlige statslige vaccinefabrikker. På den baggrund glæder professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg fra Vive sig over, at planerne fra pressemødet ikke virker særligt konkrete eller vidtgående.
“Det ville virke forhastet at begynde at bygge vaccinefabrikker. Vi har mange dygtige firmaer, der producerer og udvikler vacciner i hele verden,” siger han og påpeger, at private virksomheder har formået at bringe vacciner på markedet i meget højt tempo det seneste år.
“Der har været en udfordring med den produktionskapacitet, vi har haft for mrna-vacciner. Det er en ny teknologi, og derfor har man ikke haft så mange anlæg stående. Men de store aktører på markedet er ved at bygge en betydelig kapacitet op,” forklarer Jakob Kjellberg.