I de seneste syv dage er skolebørn i alderen 10-19 år blevet befolkningsgruppen med flest nye smittede. Det understreger skolernes afgørende rolle i kampen mod corona og risikoen for ny nedlukning.
Hidtil har skolerne ifølge eksperterne været imponerende succesfulde i kampen mod virus. Men efteråret og vinteren kan give den luftbårne smitte nye muligheder på landets 1200 folkeskoler, hvoraf 40 pct. er uden mekanisk ventilation, der kan fortynde den luftbårne virus.
“Man kan gøre rigtigt meget for at undgå, at skolerne bliver til smittefabrikker. Det er vigtigt at tage den luftbårne virus alvorligt. Ventilationssystemer er en langsigtet løsning. Men her og nu må lærerne lave gennemtræk ofte,” siger Astrid Iversen, professor i virologi og immunologi ved Oxford University, som påpeger, at man af sikkerhedshensyn må overveje at genindføre nogle af forårets foranstaltninger med mindre klasser og større afstand.
“Med corona er problemet blevet livsfarligt. Måske det så vil blive prioriteret
Torben Sigsgaard, professor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet
Adskillige forskningsprojekter har påvist konsekvenserne af manglende ventilation i skolerne. Ifølge en opgørelse fra ventilationsbranchen Tekniq er Danmark bagud med investeringer i skolernes indeklima med 1-3 mia. kr. afhængigt af ambitionerne.
“Det er resultatet af mange års går-den-så-går-den. Man har på fuldt oplyst grundlag skubbet opgaven foran sig. Det har kostet på børns indlæring og ført til mange flere syge danskere i hver influenzasæson. Med corona er problemet blevet livsfarligt. Måske det så vil blive prioriteret,” siger Torben Sigsgaard, professor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.
Han har i årevis forsket i følgerne af dårligt indeklima på skoler og for EU-Kommissionen undersøgt skolers indeklima i flere EU-lande.
“Skolernes dårlige indeklima koster os alle sammen dyrt årligt i tabt arbejdsfortjeneste alene på grund af sygefravær blandt forældrene.”
Sammenlignet med Norge og Sverige er indeklimaet på danske skoler ifølge Torben Sigsgaard groft forsømt.
“Det hævner sig nu, for manglen på frisk luft i klasseværelserne kan sætte turbo på smittespredningen af covid-19.”
Brian Kristensen, chef for Central Enhed for Infektionshygiejne på Statens Serum Institut, er klar over problemet.
“Sundhedsmyndighederne er opmærksomme på, at ventilation kan spille en rolle med hensyn til spredning. Derfor anbefales et øget fokus på udluftning og ventilation,” siger Brian Kristensen, der opfordrer til udluftning i lokaler uden mekanisk ventilation.
pct. af landets 1200 folkeskoler har ingen mekanisk ventilation, der kan fortynde luftbåren coronavirus
På nybyggede skoler har børn krav på indblæsning af fem liter frisk luft pr. elev i sekundet plus 0,35 liter luft pr. kvm. Samtidig er der sat grænser for luftens CO2-indhold. Men på omkring 500 skoler er gammeldags udluftning eneste våben mod luftbåren smitte.
“Der skal luftes virkelig meget ud – gerne flere gange i en lektion,” siger Jørn Toftum, ventilationsekspert og professor på DTU, der har forsket i mange år i skolers indeklima, og som er dybt engageret i afdækningen af ventilations betydning for luftbåren spredning af covid-19.
Her og nu er der ingen udsigt til mekanisk ventilation i de omkring 500 gamle skolebygninger.
“I mellemtiden må vi finde de gamle hygiejniske dyder frem. Åbne vinduer er ikke nok. Vi taler om hyppige femminutters gennemtræk af klasselokalerne, hvis smittespredningen på skolerne skal holdes på et kontrollabelt niveau og ikke være en kilde til smitte i resten af samfundet” siger Torben Sigsgaard.