ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Blå blok er kollapset mens Løkke søger ind over midten: "Det er jo mærkeligt"

Mens Lars Løkke Rasmussen foran sine Venstre-støtter kort før midnat kunne konstatere, at Venstre nu igen er landets "markant største borgerlig-liberale parti", stod DF-formand Kristian Thulesen Dahl en etage under og så måbende på.

For ikke nok med, at Venstre er gået ni mandater frem ved at kannibalisere på særligt sine blokpartnere fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Lars Løkke Rasmussen vil nu også forlade resterne af den blå blok for i stedet at søge indflydelse ind over midten.

"Det er jo mærkeligt. Tænk på: I Lars Løkkes parti der sidder eksempelvis Inger Støjberg. Og er der nogen, der har taget kampen med Det Radikale Venstres udlændingepolitik, er det Inger Støjberg - i øvrigt sammen med os. Hun er nu medlem af et parti, hvis formand nu byder op til en regeringskonstellation, der muligvis kan inkludere De Radikale," sagde Kristian Thulesen Dahl.

DF-formanden fik en vælgerlussing af de helt store, blev mere end halveret, og står nu i spidsen for et parti, der ikke har haft et dårligere valgresultat siden dets første i 1998.

Samuelsens fremtid er uvis

Men i det mindste står Kristian Thulesen Dahl stadig i spidsen for sit parti, mens det ser ud til, at Anders Samuelsen må slippe tøjlerne i Liberal Alliance.

Politik
Mette F advarer støttepartier: "Vi spilder en historisk chance, hvis det nye flertal smider det her på gulvet"
Partilederen formåede simpelthen ikke at blive genvalgt i Nordsjælland, ligesom både finansordfører Joachim B. Olsen og politisk ordfører Christina Egelund missede at få ét partiets nu kun fire mandater i folketinget.

Også her var tonen hård over for den afgående statsministers taktik med at søge henover midten.

"Det er tydeligt, at det borgerlige, liberale Danmark har lidt et alvorligt knæk. Og særligt alvorligt er det jo, at statsministeren, som skulle være leder af det borgerlige, liberale Danmark, dagen før valget jo nærmest kapitulerer. Så Venstre bærer en stor del af ansvaret for det nederlag, som det borgerlige, liberale Danmark ser ud til at stå for," sagde Christina Egelund.

K: "Snotforvirret over, hvilken retning Lars Løkke vil"

Til De Konservatives valgfest i børsbygningen kunne de modsat LA og DF noterer sig en fordobling af partiets mandater, som går fra 6 til 12. Den største mandatfremgang for partiet i 35 år.

Men De Konservative kan hurtigt stå isoleret tilbage med de tabende parter i en blå blok, som samlet er bombet tilbage til, hvad der ligner situationen for den røde blok ved systemskiftet i 2001.

Blå blok er kollapset. Og mens Venstre vil søge ind over midten, har Søren Pape Poulsen har gjort det klart, at han ikke vil være en del af en midterregering.

Politik
Anders Samuelsen og Joachim B. Olsen er færdige i Folketinget
Politisk ordfører Mette Abildgaard pegede da også i retning af Venstre som den skyldige for det blå sammenbrud.

"Jeg tror, vi bliver straffet for, at vælgerne er blevet snotforvirret over, hvilken retning Lars Løkke vil. Der bliver brug for en gang parterapi i blå blok, når vi er omme på den anden side af det her valg," sagde hun.

Hjort: Nødvendig foranstaltning med "krisefolketing"

I Venstre får en af partiets grand old men, Claus Hjort Frederiksen, beslutningen om at søge hen over midten til at lyde som en slags nødværge.

"Vi kan se, at ultimata flyver gennem luften fra yderfløjene i dansk politik. Kravene tårner sig op i rød blok, og vi har det med Nye Borgerlige. Det gør jo, at der er risiko for, det her folketing bliver uarbejdsdygtigt, hvis vi skal sidde med den slags ting," sagde han og afviste Kristian Thulesen Dahls opfattelse af, at Venstre nu partout rækker hånden ud til De Radikale.

"Jeg ser det ikke som en invitation til nogen. Jeg ser det som en nødvendig foranstaltning, hvis vi får et krisefolketing, der ikke kan arbejde," lød det fra Claus Hjort Frederiksen.

Jensen: Venstre skal søge indflydelse

Næstformand Kristian Jensen (V) kaldte det ligeledes "ærgerligt", at blå blok blev bombet tilbage, mens hans eget parti og De Konservative kan sole sig i vælgermæssig succes.

Politik
Kristendemokraterne var under 200 stemmer fra Folketinget
"Sidste gang gik Dansk Folkeparti meget frem, mens Venstre gik tilbage. I dag har vi byttet situationen om, og sådan er det i politik. Sagen er jo, at hvis man skal gennemføre sin politik, så skal man finde et flertal, og vi skal prøve at se, hvordan vi kan finde et flertal, der vil være med til at gennemføre mest muligt af Venstres politik nu her," siger han.

Bakker du personligt op om din partiformands idé om et SV-samarbejde?

"Jeg bakker op om, at Venstre skal søge indflydelse," fortalte Kristian Jensen.

Tilbage står spørgsmålet om, hvem der skal samle stumperne i den borgerlig-liberale lejr, og om det overhovedet kan lade sig gøre oven på valgets klare tale. Og her var Kristian Jensen bestemt ikke enig i LA’s vurdering af, at Venstre har forladt den borgerlig-liberale lejr.

"Venstre er blevet det største borgerlig-liberale parti i Danmark med valget hertil aften. Derfor kan man ikke rigtig have en snak om det borgerlige Danmark, uden at Venstre er en del af det," sagde han, hvorefter Lars Løkke Rasmussen godt en time senere indtog scenen med en formaning til Mette Frederiksen om at række ud til ham og Venstre.

"Man kan ikke lede Danmark fra midten, hvis man binder sig til fløjene," sagde V-formanden.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis