ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Anders Samuelsen og Joachim B. Olsen er færdige i Folketinget

Opdateret 00.50Liberal Alliances partileder, udenrigsminister Anders Samuelsen, ryger ud af Folketinget. Det samme gør partiets finans- og udlændingeordfører, Joachim B. Olsen. Det viser det endelige valgresultat ifølge Ritzau.

Partiet har fået en ordentlig omgang klø til valget og kan med kun 2,33 pct. af stemmerne nærmest ikke ænse storhedstiden ved valget i 2015, hvor Liberal Alliance sikrede sig 7,5 pct. af stemmerne.

Politik
Så er alle stemmerne talt op: Her er danskernes dom over de 13 partier
Den ringe stemmeprocent betyder, at partiets mandater skrumper til fire fra 13. Partiet er Folketingets mindste, overgået af Nye Borgerlige, som slog partiet på målstregen med 2,36 pct. af stemmerne.

Liberal Alliance fik nul mandater i Nordsjællands Storkreds, hvor Anders Samuelsen er opstillet. Partiet mister derudover sit ene mandat i Københavns Omegns Storkreds, hvor Joachim B. Olsen er opstillet. 

Liberal Alliances politiske ordfører, Christina Egelund, får heller ikke genvalg, da partiet ikke har fået et mandat i Nordjylland.

Hvilke fire kommer ind?

Meget skal gå galt, hvis ikke Simon Emil Ammitzbøl-Bille kommer ind i Københavns storkreds. Det vil være en gedigen overraskelse, hvis ikke også de nuværende folketingsmedlemmer Henrik Dahl og Ole Birk Olesen kommer ind i hhv. Syd- og Østjylland. I Sydjylland kan spidskandidat Steen Iversen dog også være i spil.

I Vestjylland står det ikke klart, hvem der tager mandatet, da Leif Mikkelsen ikke genopstiller her.

Simon Emil Ammitzbøl-Bille rykker dermed helt frem i forreste linje. Anders Samuelsen har endnu ikke kommenteret på det endelige resultat, men tidligere på aftenen sagde han, at han intet fortryder.

"Kommer jeg ikke ind, går livet jo videre. Så er der andre spændende opgaver, og så er der andre, der tager over," sagde Anders Samuelsen.

I sin tale til partimedlemmerne bad partilederen folk om at ranke ryggen.

Vidste at det ville koste

"Vi har sat nogle markante aftryk i de fire år, der er gået. Vi er gået fra at være et parti, der kom ind med en masse medvind i ryggen, til at tage det ultimative ansvar og gå i regering, velvidende at det koster," siger Anders Samuelsen.

Han fortsætter:

"Vi ender over 2 pct., så vi er her endnu. For de af os, der kan huske tiden, hvor vi var på 0,0 pct., er det jo fantastisk at være over 2 pct. Og så er der det fantastiske ved det, at hvis det ender på 2,2 pct., så er det i overmorgen det, vi bliver målt op i mod. Og så løfter vi den derfra. Og det gør vi sammen, for hvis vi ikke er der, så er der ikke en tydelig borgerlig liberal stemme i dansk politik, og det skal der være plads til, når alle andre går mod midten."



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis