Sådan arbejder landsholdsanfører Simon Kjær med sin psyke: “Jeg har en enorm selvtillid, men det er ikke noget, jeg kommer sovende til”

Landsholdsanfører Simon Kjær har skullet lære en del om at holde taler. Som kaptajn for det danske fodboldlandshold er det hans rolle at holde en peptalk til holdet i minutterne og sekunderne, inden de løber ud på banen. Men det har aldrig ligget naturligt til ham.

“Da jeg blev anfører, sagde jeg, at jeg hellere vil spille fodbold foran 80.000 tilskuere end at holde en tale for 50 personer,” fortæller han over en videoforbindelse fra sit hjem i Milano.

Det er en onsdag aften i slutningen af maj. Højest usædvanligt har Simon Kjær tre sammenhængende dages fri indimellem, han mandag sikrede andenpladsen i den italienske Serie A for sit hold, A.C. Milan, og på fredag flyver til Østrig for at slutte sig til det danske fodboldlandsholds EM-samling. Dyrebar tid til at være sammen med sin hustru Elina og to sønner, Milas på syv og Viggo på fem, som over de næste fire uger må nøjes med at se deres far igennem tv-skærmen.

I hjemmet ligger nogle gamle papirer, han som teenager udarbejdede med en mentaltræner i F.C. Midtjylland. Dem har han gemt, for de indeholder redskaber til netop at træde i karakter. Jo flere taler og peptalks Simon Kjær har holdt, siden han af den tidligere landstræner Åge Hareide i 2016 blev udnævnt til anfører for det danske landshold, jo mere er han vokset med opgaven, føler han.

Om lidt skal han til det igen. Allerede nu har han en bestemt idé om, hvad han skal sige til sine medspillere som det sidste, inden de lørdag aften d. 12 juni løber ind til deres livs måske største oplevelse på fodboldbanen: Europamesterskabet på dansk græs.

På sin egen ydmyge og hårdtarbejdende facon har 32-årige Simon Kjær gradvist klatret op ad landsholdshierarkiet til sin position i dag, den allerøverste.

Med hidtil 107 kampe i landsholdstrøjen og det skriggule bind om overarmen, der viser, at han er anfører, er han blandt de første navne landsholdstræner Kasper Hjulmand sætter på holdkortet. Fra sin position i det centrale forsvar sætter han spillet med en afsmittende ro; med sine 190 cm er han nærkampsstærk, han kan slå lange diagonaler og balancerer på et verdensklasseniveau mellem, hvornår han skal gå frem, og hvordan han skal bakke. Kobl de egenskaber med en professionel indstilling og mental styrke, og du har den danske fodboldspiller, der har tjent flest penge i løbet af sin ekstraordinære internationale karriere – et sted over en halv mia. kr.

Men at det skulle gå sådan, fik Simon Kjær først en idé om relativt sent. Han blev hverken udtaget til U15, -16 eller -17-landsholdene.

“

Min kærlighed til fodbold er bare blevet større med tiden. Jeg sætter meget mere pris på det nu end for seks-otte år siden

Jovist, han havde drømt om at blive professionel fodboldspiller, siden han var lille. Jovist han spillede på et elite-ungdomsniveau, men da han blev optaget på F.C. Midtjyllands dårligt færdigbyggede akademi i sommeren 2004, havde de færreste forventet, at han ville blive deres suverænt mest værdifulde handelsvare. Under en middag på Hereford Beefstouw var trænerne og lederne bag akademiet samlet og lavede en øvelse, hvor de hver kom med deres bud på hvilke otte spillere fra akademiet, der ville nå længst i karrieren. Ikke én af dem havde dengang 15-årige Simon Kjær på listen.

Synet på Simon Kjær skulle dog raketudvikle sig allerede året efter. I starten af 2005 blev han rykket frem på midtbanen i enkelte kampe for at sætte yderligere pres på ham og hans boldomgang. “For tidligt for sin årgang,” som han selv formulerer det, blev han udtaget til U19-landsholdet. I august 2007 inviterede verdens største fodboldklub, Real Madrid, ham på prøvetræning.

“Da jeg kom hjem fra prøvetræningen i Real Madrid, spillede jeg en 2. divisionskamp i Brabrand for FC Midtjyllands reservehold, hvor jeg vandt alle mine tacklinger og spillede godt. Jeg var stadigvæk en lille dreng fra Horsens mentalt, men jeg kan huske, at da gik det op for mig, at det kan godt være, jeg er en del bedre end mange andre,” erindrer han.

En sen erkendelse, reflekterer Simon Kjær, som er bemærkelsesværdig, da de globale tendenser inden for talentudvikling i sport går i retning af, at børn i en yngre og yngre alder bliver udvalgt og udskillet.

“Hvis man dengang jeg var barn, var begyndt at scoute otte-tiårige, var jeg ikke blevet valgt. Og jeg har trods alt spillet over 500 internationale fodboldkampe og over 100 landskampe. Det er vigtigt at huske, at man kan komme langt på hårdt arbejde. Jeg har også et talent. Men jeg har også en vilje og en ærgerrighed, der gør, at jeg ikke accepterer et nederlag, eller at nogen er bedre.”

Det hårde arbejde er han født i og opdraget til. Det er de værdier, der afspejler Horsens, og det er de egenskaber, som familien Kjær fremelskede i deres dreng.

Hans far, Jørn Kjær, var holdleder i F.C. Midtjylland. Han lærte sin søn, at hvis han ville noget med fodbold, nyttede det ikke noget at gøre det halvt.

“Han har altid været benhård. Dengang vi begyndte med klassefester i 8. klasse, var der en klassefest en fredag aften, og vi havde kamp dagen efter. Så sagde han til mig: “Hvis du tager til klassefest i aften, kommer du selv til fodbold i morgen. Hvis jeg skal ligge og køre dig til og fra fodbold hele ugen, skal du også vide, hvordan du prioriteter. Hvis du siger a, siger du også b“,” genfortæller Simon Kjær.

“Jeg har haft sindssyg mange kampe med min far. Og jeg synes nogen gange, han var hård ved mig. Men når jeg kigger tilbage i dag, ved jeg godt, at jeg aldrig nogensinde havde været det sted, hvor jeg er i dag uden min far.”

Indflydelsen fra hans far er ikke kun evnen til at være dedikeret, men også vindermentaliteten og den ufravigelige tro.

“Jeg tror først, det gik op for min far for et par år siden, at jeg er stærkere end ham. Han har faktisk levet i den tro, at han godt kunne ordne mig, hvis det var, men det har han ikke kunnet i 15 år. Det siger noget om hans tro på egne evner, og det har jeg taget med mig. Jeg har en enorm selvtillid, men det er ikke noget, jeg kommer sovende til. Og det holder mig ydmyg at vide, at det ikke er mig, der er centrum. Det er holdet.”

Real Madrid forsøgte at købe Simon Kjær efter prøvetræningen. Men tilbuddet blev afvist af F.C. Midtjylland. Som 18-årig blev Simon Kjær til gengæld solgt for 30 mio. kr. efter kun at have spillet få kampe for F.C. Midtjylland i Superligaen.

Køberen var Palermo på Sicilien. Et skifte til et andet land, en anden kultur og et uforståeligt sprog.

Sigende for Simon Kjærs tilpasningsevne tog det ham ikke længe at lære sproget og bide sig fast på holdet. Som kun 20-årig blev han kåret til Årets Spiller i 2009 i Danmark i det år, hvor han også sprang U21-landsholdet over og gik direkte op på A-landsholdet. Siden da har han udover at spille i Italien (Palermo, Roma, Atalanta, A.C. Milan) også været i Spanien (Sevilla), Frankrig (Lille), Tyskland (Wolfsburg) og Tyrkiet (Fenerbahce).

“

Der bliver arbejdet benhårdt, og vi er ydmyge om opgaven, men vi går ind til EM med en kæmpetro og sult på at lave noget stort

De tværkulturelle oplevelser har han meget bevidst jagtet. Men skillepunktet i hans karriere kom, da han blev far for første gang i 2013.

“Da jeg fik min første dreng, lærte jeg at skelne: Når jeg spiller fodbold, spiller jeg 100 pct. fodbold, og når jeg tager hjem, ved jeg, at jeg har gjort mine ting. I Palermo-tiden kunne jeg tænke “pff, skal man nu ud og træne...”. Det var blevet til et arbejde. Jeg glemte at nyde det og huske på, hvor privilegeret jeg var. Så tog man til træning og fik det overstået og tog hjem igen for hvad? Spille Playstation? Sådan har jeg det ikke mere.”

Som 32-årig ser Simon Kjær sig selv være i sin bedste fodboldalder. Selvom han har spillet et væld af betydningsfulde kampe og stået over for så godt som samtlige af verdens bedste angribere, lever den barndommelige glæde ved spillet.

“Min kærlighed til fodbold er bare blevet større med tiden. Jeg sætter meget mere pris på det nu end for seks-otte år siden. Indtil du får en vis alder, tror jeg, det er svært at forstå, hvad det egentlig betyder. Hvis du siger til en 21-årig dreng: “Nyd at du kan spille fodbold”, tænker de, “ja ja, det er fint”, det ryger ind her og ud her. Det er et privilegium, at jeg kan udleve min drøm. Det kick, jeg får af at spille alt-eller-intet-kampe, ved jeg ikke, hvor jeg skal få, når jeg er færdig med at spille fodbold. Det er en meget speciel følelse. Jeg elsker de kampe, hvor alt er på spil. Også selvom jeg kan blive en skurk. Det er de momenter, som gør, at jeg stadigvæk er 100 pct. tændt på at spille fodbold.”

Få dage efter vores snak på videoforbindelsen, siger Simon Kjær farvel til sin familie. Det er ikke nemt. Hans ældste, Milas, spurgte forleden sin far: “Jamen, kan du ikke være der på min fødselsdag?”

“Det bliver hårdere og hårdere at sige nej, jo ældre de bliver,” fortæller Simon Kjær.

Han har spist langt mere lagkage med Christian Eriksen og de andre landsholdsspillere end med sin hustru og børn. Sin egen fødselsdag har han i 11 år holdt med landsholdet, da den altid falder sammen med en landsholdssamling. Han har fejret Milas’ fødselsdag en gang ud af syv mulige. Han måtte forlade sin kone 24 timer efter fødslen af begge deres sønner.

“Lige så meget man kan blive beundret, lige så meget kunne man også ønske, at man bare var en far og ikke var en fodboldspiller, når det har med ens børn at gøre. Der er også en pris bag, og det skal man være afklaret med,” siger han.

En pris, der også betales af hans hustru, for Elina Gollert Kjærs personlige drømme og ambitioner er sat lidt på standby som følge af den fodboldverden, de lever deres liv og hverdag i. I løbet af året er Simon Kjær væk hjemmefra i mange hverdage og nærmest alle weekender, træningsplaner ændres med dags varsel og gør planlægning svær.

“Nu kan jeg så med EM skulle være væk fra familien i op til seks uger, hvor vi slet ikke kan være sammen, og hvor hun igen står for absolut alting med børnene. Jeg vil sige, at det er meget udfordrende for hende, men jeg kunne simpelthen ikke ønske mig en bedre kone til at udføre den rolle. De personlige ambitioner og drømme, som Elina har, vil helt klart få første prioritet i familien, når min karriere en dag er slut,” siger han.

Indtil da har de i fællesskab gjort regnestykket op, og fundet frem til, at i en række år endnu vil de blive ved med at leve under fodboldverdenens logik.

“I sidste ende er det stadig min drengedrøm, jeg udlever, jeg spiller stadigvæk fodbold, fordi jeg elsker at spille fodbold, og jeg ved, at hvis jeg ikke gør det her 100 pct., vil jeg fortryde det.”

At repræsentere sit land er en stor ting. At repræsentere sit land som anfører er en endnu større kæmpeting. Simon Kjær husker tilbage på at repræsentere Danmark som anfører i Parken med en storgrædende far oppe på tribunen. Han husker sin første kamp som anfører til et VM, nemlig i Rusland i 2018, hvor Danmark nåede til ottendedelsfinalen.

Han stræber efter at være en anfører, der er professionel og leder med eksemplet.

“Det, der er fantastisk ved det her hold, er, at det er ledet med frihed under ansvar. Vi har fantastisk frihed, når vi ikke spiller fodbold, men samtidig når der bliver trænet, bliver der også trænet 100 pct. Det tror jeg egentlig er det vigtigste punkt for mig: at der bliver arbejdet benhårdt.”

Han har udviklet sin egen anførerstil ved for det første at konstatere, at han er sin egen og ikke nogen andres. Men samtidig har han fundet inspiration i de anførere, han selv har haft i løbet af sin karriere: I Palermo, Fabio Liverani, som var verbal og hård. Nogle gange sagde han til en dengang ung og sommetider sløvsindet Simon Kjær: “Tænd for kontakten!”. Det kan han selv finde på at sige i dag til en ung holdkammerat. Rio Mavuba i Lille, en social anfører, der lavede pis og ballade og spredte god stemning. Daniel Agger på landsholdet, en stille type, som ledte med eksemplet.

“Det har været en fantastisk proces, som jeg har lært utrolig meget af som menneske og som anfører. Den har også lært mig meget om holdet, for jo ældre jeg er blevet, jo mere er jeg blevet klar over, at holdet vil altid være det vigtigste. Jeg har et behov for at holdet fungerer 100 pct. for, at jeg selv individuelt har bedst mulighed for succes. Overskriften for mig er holdet.”

Hvad er det så, vi kan forvente af “holdet”, de danske fodbolddrenge, til EM?

Ikke så lidt ifølge iagttagere, der har lovprist talentmassen i dansk fodbold og sammenlignet den med Dynamit-Holdet fra 80’erne.

“

Jo ældre jeg er blevet, jo mere er jeg blevet klar over, at holdet altid vil være det vigtigste

På papiret er Danmark ifølge oddssætterne det niendebedste land ud af de i alt 24 deltagende. Simon Kjær er anfører for et hold med spillere, som repræsenterer en stribe af verdens største fodboldklubber: Barcelona, Chelsea, A.C. Milan, Inter, Tottenham. Et landshold, som kun har tabt to kampe i de sidste tre år.

“Den udvikling, som holdet har været på, har været fantastisk at være en del af. Der bliver arbejdet benhårdt, og vi er ydmyge om opgaven, men vi går ind til EM med en kæmpetro og sult på at lave noget stort,” svarer Simon Kjær på, hvad vi egentlig kan forvente.

Helt konkret betyder det, at Danmark ifølge Simon Kjær skal videre fra gruppen. Lykkes det venter knald-eller-fald-kampe, hvor held, tilfældigheder og marginaler kan være forskellen på, om Danmark når langt eller kort.

Første kamp og opgave til EM er Finland. I morgen lørdag vil Simon Kjær tage ordet i omklædningsrummet et par minutter i seks. Det vil ske på toppen af en spændingskurve, som er bygget op over halvandet års ventetid, i et rum af tyngende alvor, hvor nerverne sidder ude på landsholdstrøjerne.

Budskabet er det samme til spillerne, som til dem der skal se kampen bag skærmen eller på tribunen. Ingen ved, om det nogensinde kommer til at ske igen. Derfor siger Simon Kjær: “Nyd det. Husk at nyde det.”