ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Pengeregn i sigte: Spot det næste danske opkøb

Når der bliver lagt et tilbud børsnoteret selskab, så pisker kursen som regel i vejret. Det er senest sket for Auriga og Nørresundby Bank. Her får du fem kvalificerede bud på, hvem de næste opkøbsraketter kan blive.

Denne artikel er en del af magasinet Børsen Penge -Læs det hele her.


TDC
Markedsværdi: 40 mia. kr.

Det danske teleselskab er i en branche, der konsoliderer sig. TDC har selv været på banen med milliardopkøbet af norske GET.

Investor
Børsmirakel i Faxe giver 4500 pct afkast
TDC-topchef, Carsten Dilling, åbnede i forrige udgave af Børsen Penge op for, at TDC kan være en opkøbskandidat med ordene:

“Man ved aldrig, hvor det her ender, eller hvad slutspillet bliver. Vi kører vores forretning ud fra, at vi skal stå alene. Og vi tror på, at den plan er så stærk, og at vi dermed bliver et mere og mere interessant opkøbsemne for dem, der er interesserede,” sagde Carsten Dilling ved den lejlighed.

Alm. Brand Markets’ aktieanalytiker Michael Friis Jørgensen tror på, at den europæiske telebranche kommer til at bestå af færre og større spillere. Og den proces kommer TDC efter hans vurdering til at indgå i.

“På to-fire års sigt tror vi, at vi kommer til at se en enorm konsolideringsbølge inden for telebranchen. TDC kommer til at blive en del af det, men kommer til at ligge lidt i yderkanten af tidsperspektivet. Det er en dansk spiller, og det danske marked er ikke det mest attraktive,” siger Michael Friis Jørgensen.

Han vurderer, at et opkøb af TDC kan ligge tre-fire år ude i fremtiden.

Bang & Olufsen
Markedsværdi: 2,5 mia. kr.

Tv-klenodiet fra Struer har haft en række magre år. Målsætningen fra topchef Tue Mantoni lød tidligere på en omsætning på 8-10 mia. kr., men Bang & Olufsen er milevidt fra det mål.

Senest har selskabet frasolgt forretningsbenet Automotive til amerikanske Harman Kardon. Det sendte over 1 mia. kr. i kassen.

Flere iagttagere mener, at B&O dermed har solgt det, der skal sælges. Anderledes ser Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, på sagen. Han afviser slet ikke, at resten af B&O skal have en ny ejer.

“Hvis hele B&O var til salg for fem måneder siden, så gælder det stadigvæk,” siger Per Hansen og fortsætter:
“Hvis nogen mener, at målsætningen om 10 mia. kr. i omsætning er realistisk, og at det kan lade sig gøre at tjene gode penge med den omsætning, så er B&O billig.”

Han mener videre, at problemet i øjeblikket er, at for store omkostninger er spredt ud over for få solgte apparater.

Genmab
Markedsværdi: 34 mia. kr.

Genmabs investorer har haft rigeligt at glæde sig over de seneste år. Aktiekursen er steget over 1100 pct. over de seneste fem år.

Men mere kan være på vej, hvis en stor udenlandsk spiller lægger et bud på det danske C20-selskab.

“Vi har set en tendens til, at store medicinalselskaber leder med lys og lygte efter mulige blockbusterkandidater, som kan overtage fra patentudløb på de produkter, som de store medicinalselskaber har,” siger Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank.

I begyndelsen af marts lagde den amerikanske gigant Abbvie et milliardtilbud på det mindre Pharmacyclics med en præmie på omkring 13 pct. Genmab minder en smule om Pharmacyclics, og Genmab-aktien steg 4,9 pct. på en enkelt dag, alene på nyheden om, at der var blevet lagt et generøst tilbud på et andet biotekselskab.

Imod et tilbud på Genmab taler en relativt høj prissætning. Derudover er medicinalkæmpen Johnson & Johnson storaktionær i Genmab, og det kan afholde andre fra at lægge et bud.

NKT
Markedsværdi: 10 mia. kr.

Industrikonglomeratet har groft sagt to store ben at stå på: NKT Cables og Nilfisk. Førstnævnte skranter en smule, mens sidstnævnte klarer sig fint og leverer solidt til bundlinjen.

Det er især i forhold til NKT Cables, at salgstrommerne har lydt.
“NKT Cables er en klar kandidat, men det er ikke mit hovedscenarie, at vi kommer til at se aktivitet på det område inden for det næste års tid,” siger Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank.

Penge
Kan børsraketten Royal Unibrew fortsætte opturen?
Nogenlunde samme melding kommer fra Michael Friis Jørgensen, der er aktieanalytiker i Alm. Brand Markets.

“Nilfisk er en smule sværere at sælge, fordi man er ret dominerende og ikke har et så spredt marked. Så NKT Cables er den oplagte først. Det er jo også det, som deres egne meldinger går lidt på,” siger Michael Friis Jørgensen.

Imod et salg kunne tale, at NKT Cables for nuværende ikke er nok værd.
Selskabets lidt pauvre resultater må alt andet lige have sænket den pris, som interesserede købere vil være villige til at lægge.

Og derfor kan det være en mulighed for NKT at vente med et salg, indtil prisen kommer en smule opad.

DSV
Markedsværdi: 41 mia. kr.

Transportselskabet er en fast del af C20-selskabet og dermed ét af Danmarks største selskaber. Alligevel kan man ikke udelukke, at DSV bliver genstand for konkurrenters interesse. Det vurderer Michael Friis Jørgensen, aktieanalytiker i Alm. Brand Markets.

“Den er oplagt for mig. Sandsynligheden er svær at spå om, men det er en branche, der konsoliderer sig fra tid til anden,” siger Michael Friis Jørgensen og fortsætter:
“Størrelse er alt i den her branche. Det er påkrævet for at tjene gode penge, så det er oplagt med konsolidering. Jeg ser ikke noget til hinder for, at DSV skulle blive opkøbt,” siger han, der heller ikke vurderer, at DSV’s størrelse afskrækker potentielle købere.

Mindre overbevist om muligheden for et opkøb er Jacob Pedersen, der følger DSV som senioranalytiker i Sydbank.

“Jeg ser ikke DSV som kandidat til at blive overtaget. Selskabet er sådan set fuld af fortræffeligheder. Det er i højere grad et spørgsmål om, at jeg tror, at ledelsen vil sige nej tak,” siger Jacob Pedersen.

Han afviser ikke, at der kommer til at ske yderligere konsolidering i branchen, men han vurderer, at det i så fald bliver med DSV som storebror og fortsættende part i et opkøb.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis