ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Pandoras charms skuffer: "Andet kvartal levede ikke op til vores forventninger"

Opdateret 8.22 Turbulent torsdag morgen for Pandora, der i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for andet kvartal siger farvel til topchef Anders Colding Friis.

Omsætningen for smykkekoncernen landede på 4,7 mia. kr. Det svarer til en stigning på 4 pct. i lokal valuta sammenlignet med samme periode sidste år, men resultaterne levede ikke op til ledelsens forventninger:

Virksomheder
Topchef Anders Colding Friis stopper i Pandora
"Vi forbedrede den underliggende forretning i forhold til 1. kvartal, men 2. kvartal 2018 levede ikke op til vores forventninger," udtaler Anders Colding Friis i regnskabet, der fortsat er adm. direktør i Pandora indtil udgangen af måneden. 

Årsagen til det skuffende salg er Pandoras hovedprodukt: selskabets charms, som sættes på deres armbånd.

"Det skyldes primært en svagere end forventet udvikling i Charms kategorien samt udviklingen i grossistsalget, som var påvirket af en nedbringelse af varebeholdninger i salgskanalen," lyder det fra topchefen. 

Driftsindtjeningen (ebitda) udgjorde 1,5 mia. kr. i andet kvartal i år mod 1,6 mia. kr. i samme periode sidste år. Det svarer til en ebitda-margin på 31,1 pct. i andet kvartal 2018, hvor den i andet kvartal 2017 lå på 33,4 pct.

Tilbagegang på alle hovedmarkeder - undtagen Kina

Af regnskabet fremgår det også, at Kina er smykkekoncernens eneste store marked, som vokser i kvartalet. På Pandoras vigtigste marked, USA, er omsætningen faldet 18 pct. til 1039 mio. kr. mod 1273 mio. kr. i samme kvartal i 2017. I Storbritannien er Pandoras omsætning dykket 9 pct. til 414 mio. kr. fra 453 mio. kr. I Australien har Pandora oplevet en tilbagegang på 20 pct., og i Tyskland og Frankrig var nulvækst i kvartalet.

Omsætningen i Kina voksede med 28 pct. til 464 mio. kr. i andet kvartal.

Tumultariske dage

Halvårsregnskabet kommer i kølvandet på mildest talt tumultariske dage for smykkegiganten.

Mandag eftermiddag overraskede Pandora alt og alle, da selskabet blot syv måneder efter at være kommet med sine langsigtede mål frem mod 2022 allerede måtte nedjustere forventningerne til indeværende år.

Den forventede omsætningsvækst for 2018 blev justeret til 4-7 pct. i lokal valuta mod tidligere forventet 7-10 pct., og omsætningensvæksten i årets andet kvartal ligger altså i bunden af den nye udmelding.

Dagen efter var Pandora allerede ude med en detaljeret plan for en omstrukturering af koncernen, hvor der skal siges farvel til i alt 397 medarbejdere, svarende til i alt 1,5 pct. Af de 27.000 ansatte i Pandora.

Heriblandt skal 218 afskediges i Thailand, mens der skal siges farvel til 15 medarbejdere i Danmark.

Ovenpå nyhederne faldt Pandora-aktien tirsdag 24,4 pct., men den rejste sig dog en smule onsdag med 5 pct., da flere hedgefonde, der har ligget med store short-positioner, valgte at tage gevinster hjem og købte ivrigt op i aktien.

Således lukkede aktien onsdag eftermiddag i kurs 341,6 kr. Dermed har Pandora-aktien tabt 49,4 pct. I værdi i 2018. 

23. august vil Pandora udbetale et ekstraordinært udbytte på 9 kr. pr. aktie. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis