ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Topchef Anders Colding Friis stopper i Pandora

Pandora meddeler i dag, at topchef Anders Colding Friis fratræder som selskabets adm. direktør med virkning fra 31. august 2018. 

Jeremy Schwartz tiltræder hos Pandora som driftsdirektør med virkning fra 1. september 2018. Jeremy Schwartz er tidligere adm. direktør i The Body Shop og har haft ledende stillinger i flere andre multinationale selskaber.

Pandoras økonomichef, Anders Boyer, og driftsdirektør, Jeremy Schwartz, vil i fællesskab være ansvarlige for selskabets ledelse og vil stå i spidsen for implementeringen af strategien med fuld opbakning fra bestyrelsen, indtil der udnævnes en ny CEO.

Nyhederne om, at Anders Colding Friis stopper, kommer samtidig med, at selskabet torsdag har offentliggjort sit regnskab for første halvår 2018. 

Omsætningen for smykkekoncernen landede på 4,7 mia. kr., og steg med 4 pct. i lokal valuta i perioden. 


Bestyrelse anerkender Anders Colding Friis' rolle

Bestyrelsesformand for Pandora, Peder Tuborgh, udtaler:

"Bestyrelsen anerkender den betydningsfulde rolle Anders Colding Friis har haft i Selskabets ledelse og i særdeleshed i forbindelse med udarbejdelsen og formuleringen af den rette nye strategi til sikring af Pandoras fremtidige succes. Indtil vi har fået udnævnt en ny CEO, er det mig en stor glæde, at vi har Anders Boyer og Jeremy Schwartz ombord til at tage teten."

Bestyrelsen har engageret Spencer Stuart til at forestå søgningen efter en ny CEO samt nye bestyrelseskandidater, meddeler selskabet.


Vil have nyt blod i bestyrelsen

I selskabsmeddelelsen fra Pandora åbner selskabet også op for, at der skal nye kræfter ind i bestyrelsen. 

"Som led i selskabets bestræbelser på at styrke sit ledelsesteam har Pandroa til hensigt at styrke bestyrelsen med yderligere medlemmer med relevant erhvervserfaring inden for større globale forbruger- og/eller detailvirksomheder," skriver Pandora i selskabsmeddelelsen. 


Pandora-aktien har taget stor rutschebanetur under Anders Colding Friis


Anders Colding Friis tiltrådte som adm. direktør i Pandora 1. marts 2015, og Pandora-aktien har under ham været gennem en regulær rutschebanetur.

Da han tiltrådte som topchef i smykkegiganten handledes Pandora-aktien i kurs 600 kr. og steg frem mod maj 2016 med mere end 65 pct. og var oppe at kysse kurs 1000 kr. 

Siden da har Pandora-aktien taget et gevaldigt fald fra tinderne, og da fondsbørsen lukkede onsdag eftermiddag handledes aktien til kurs 341,6 kr. 

Dermed har Pandora-aktien tabt mere end 43 pct. i værdi under topchef Anders Colding Friis. 


Børsen har interview med Anders Colding Friis kl. 9.00



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis