ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Matas-ejer: Aktien bliver ikke holdt kunstigt oppe

Det er ikke fordi hånden bliver holdt under Matas-aktien, at kursen ligger næsten stille omkring de 115 kr., som aktien blev udbudt til på første handelsdag.

Sådan lyder det fra kapitalfonden CVC Capital Partners, der står bag børsnoteringen og stadig ejer ca. 30 pct. af materialistkæden.

Siden børsnoteringen har en af de helt stor indkøbere af Matas-aktien ellers været den amerikanske storbank Morgan Stanley, der er hovedbank bag noteringen og fungerer som stabiliseringsagent for aktien.

Penge
Morgan Stanley holder hånden under Matas
Det har fået flere analytikere til at spekulere i, om banken holdt hånden under aktiekursen.

Men partner i CVC Capital Partners, Søren Vestergaard Poulsen, fortæller, at der ikke bliver taget nogle støtteværktøjer i brug, så længe aktien ikke er dykket under udbudskursen på 115 kr.

"Det ville slet ikke give nogen mening at gøre brug af stabiliseringsmekanismen, så længe du ligger i kurs 115 eller over. Den måde det fungerer på, er, at man sælger alle aktier, og så har Morgan Stanley et kontant beløb at købe aktier tilbage for. Derfor ville det ikke give mening at købe dem tilbage til over 115, for så ville du jo få et direkte tab," siger Søren Vestergaard Poulsen til Børsen.

Aktien har her til formiddag taget en lille tur op til kurs 116,5. I slutningen af sidste uge lå kursen og balancerede mellem 115 og 115,5.

Morgan Stanley storindkøber aktier

Ser man på, hvem der køber ind i aktien, så er Morgan Stanley den helt store mægler i aktiehandlen. I sidste uge købte banken for 133 mio. kr. aktier ud af et samlet køb på 352 mio kr., og indtil videre i dagens handel har Morgan Stanley købt for 37 mio kr. ud af et samlet køb på 45 mio. kr.

Men Søren Vestergaard Poulsen fortæller, at det er helt efter bogen, at børsnoteringens hovedbank står for meget af handlen.

Penge
Maj Invest: Matas baner vej for flere børsnoteringer
"Det er jo meget normalt, at det er bookrunnerne (sammensætter af ejerkredsen i børsnoteringen,Red.), der står for meget af handlen med aktien. For de ved, hvor aktien flyder, så når der er nogen, der gerne vil købe op, så kan de finde aktien for dem," siger han.

Desuden peger Søren Vestergaard Poulsen på den store efterspørgsel som et tegn på, at der er rigeligt med interesse for selskabet til en aktiekurs på 115 eller over.

"Hvis du lægger mærke til det, så er der to store aktionærer, der har købt over fem pct. af selskabet, så de har jo købt en væsentlig del af det free float, der har været, og det er jo fordi, de ikke fik tilfredsstillende allokeringer," siger partneren i CVC.

Det drejer sig om Capital Research and Management, der har købt 5,8 pct. af aktierne, og Capital Income Builder, der ejer 5 pct. af den samlede aktiekapital.

Der kan være kunder til prisen


Det er bl.a. investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, derhar luftet tanker om, at Morgan Stanley holder hånden under aktien. Han erkender dog, at der godt kan være kunder bag bankens aktiekøb.

"Så længe Morgan Stanley ikke har sendt ud, at de har købt massivt op i aktien for at støtte kursen, så kan det lige så vel være nogle store amerikanske fonde, danske fonde eller andre investorer, som siger, at så længe kursen er 115, så er vi stadig interesserede, og så må Morgan Stanley gerne købe nogle aktier til os," siger Per Hansen.

Penge
Matas-aktien slået tilbage til start
Men Per Hansen giver ikke meget for Søren Vestergaard Poulsens argument om, at det ikke giver mening at stabilisere, når aktien ikke dykker under 115. kr.

Meget på spil for Morgan Stanley

Investeringsøkonomen fortæller, at der er mere på spil for Morgan Stanley end kolde kontanter. Banken kan på egen hånd stå for stabiliseringen for at sikre, at den børsnotering, de har ansvar for, ikke bliver en fiasko.

"Stabiliseringen er jo som sådan et udtryk for, at det Morgan Stanley har sagt og gjort er det rigtige. Morgan Stanley modtager jo et honorar for at afkode, hvor der er en efterspørgsel, hvor får man en førstedagsgevinst, og hvor kan man være sikre på, at kursen ikke falder tilbage," siger Per Hansen.

Og med Per Hansens øjne balancerer børsintroduktionen af Matas netop på kanten af fiasko.

"Det at man allerede nu kommer ned og ligge lige omkring emissionskursen, det er for mig at se en mini-fiasko forstået den måde, at det er et vidnesbyrd om, at noteringen er skåret lige hårdt nok til en lidt for høj pris," siger investeringsøkonomen.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis