Danske aktier har de seneste år sat udlandet til vægs og fortsætter med at gøre det. Danske Invest er også langt fra færdig med at høste guld i hjemmemarkedets selskaber.
Det er ikke kun årene efter finanskrisen, de danske selskaber har leveret bedre kursudviklinger. Siden 1970 har de rødhvide aktier givet et årligt afkast inklusiv udbytter på 12,9 pct., hvor både europæiske og amerikanske aktier kun kan snige sig over 10 pct.
"Det er interessant, for vi hører tit om, at danske selskaber halter bagefter og ikke klarer sig så godt. Men jeg synes, at de danske virksomheder på børsen er gode - generelt. For der har selvfølgelig været bump," siger Jesper Neergaard Poll, der er chef for Danske Invests portefølje af danske aktier.
Han har tiltrukket sig en pæn lytterkreds til dagens aktiemesse, arrangeret af Dansk Aktionærforening på SAS Radisson Hotel i København.
Hans aktieteams strategi er at opdage en god dansk aktieinvestering op til et år før, at alle andre opdager den, og markedet dermed indregner potentialet i kursen. Den hellige gral er at ramme det gode afkast af den investerede kapital.
"Der er størst afkast at få, hvor der er en signifikant ændring af investeringscasen. Så ser du noget, skal du gå forholdsvist hurtigt ind i aktien, for værdien bliver hurtigt indregnet," råder Jesper Poll.
En af de for opadgående kurver på hans medbragte powerpoint-slides viser et merafkast på defensive aktier i forhold til de cykliske aktier på 4 procentpoint, og det skal investorerne være glade for.
"Siden finanskrisens start er det de tunge danske virksomheder, der har trukket den store fremgang for danske aktier. Men det er historie, hvad så med fremad," spørger porteføljechefen og har ikke overraskende et bud på, hvad han vil gøre.
Og her giver forvalteren af danske aktier for milliarder tre kategorier af selskaber, som Danske Invest går efter - og som den private investor formentlig også kan lære af.
Disse tre typer aktier, Danske Invest går efter:
1. Den gode turnaround-case
Afkastet er lavt på grund af selskabets krise, men der ser ud til at ske noget - en restruktuering eller hestekur - der ændrer den situation.
Her er Vestas nok det bedste eksempel, som Danske Invest har satset og vundet på. Vindaktien var handlet for langt ned på grund af en cocktail af manglende tillid og en alt for ekspansiv forretning.
"Men vi skal føle os trygge ved, at planen for omkostningsbesparelserne virker. Derfor har vi lavet et stort analysearbejde på Vestas og besøgt virksomheden og ledelsen for at se, om planerne fungerer," fortæller Jesper Poll.
2. Bliv ved vinderen
Invester i den succesfulde virksomhed, selvom kursen afspejler succesen. Markedet har en tendens til at undervurdere hvor længe, den gode kursudvikling holder.
Her er Novo Nordisk det indlysende eksempel. Afkastet på den investerede kapital er gennem årtusindet gået fra 20 pct. til næsten 90 pct.
"Markedet ventede, at Novo ville stige 10-15 pct., men aktien steg bare 20 pct. Kursen stiger mere, end analytikere og markedet havde ventet og dermed indregnet," konstaterer porteføljemanageren.
3. The falling angel
En virksomhed, hvis aktiekurs er faldet meget eller har strukturelle problemer.
Her bruger Danske Invest høreapparatsproducenten William Demant, der med et kursfald på 16 pct. er årets dårligste investering i C20 Cap-indekset, hvis ikke TDC var styrtdykket i denne uge.
William Demant er ramt fra flere fronter. Der er prispres i industrien, høreapparaterne har i dag en kortere levetid end tidligere, og så har selskabets opkøb i detailkæder udhulet afkastet.
"Det kan være godt at sikre sin distribution gennem butikskæderne, men det sender afkastet ned for hele virksomheden. Men William Demant-aktien er i dag så langt nede, at den er værd at begynde at kigge på igen," siger Jesper Poll.
Med nedsablingen af TDC siden starten af august er den aktie også så lavt prissat, at hans aktieteam vil begynde at kigge på potentialet i den, da den ikke i dag er en del af Danske Invests porteføljer.