"Jeg har aldrig ladet andre tabe mine penge"

null

305218_16_9_large_926.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
16. jun 2015 KL. 8:16
Fire eller fem heste? Det tager lidt snak frem og tilbage, og så bliver Erik Skjærbæk og hans assistent Ralph Hogan enige. Skjærbæk ejer i øjeblikket fem heste, fire panamanske og en amerikaner fra Kentucky.

Bilen snegler sig forbi staldene bag væddeløbsbanen i Panama City. I den fjerneste ende vrinsker nogle af industrimanden Erik Skjærbæks mere særegne investeringer inde fra deres hestestald. Udenfor vajer et let falmet Dannebrog på en flagstang.

“Der er løb hver weekend, men vi deltager kun i dem, som vi regner med at vinde. Det er Ralph, der tager sig af det, og det er også ham, der skal op og tage imod pokalerne. Så står han der som den eneste sorte mand mellem en masse hvide panamanere. Det kan jeg godt lide,” siger Erik Skjærbæk.

Denne artikel er en del af magasinet Børsen Penge - Læs det hele her.


"Jeg har selv valgt Jubilee Queen. Jeg tog den grimmeste. Men jeg tænkte, at den var nødt til at løbe ekstra stærkt, hvis den ville opnå noget"

Præmiehest nummer et er fireårige Jubilee Queen, der står og kigger nysgerrigt inde i sin bås. Hesten vandt alene i 2013 en præmiesum på 180.000 dollar, og i sin levetid har den indbragt 275.000 dollar. En forrentning på mere end ti gange hestens indkøbspris.


Generelt har hestene været en god investering, men Erik Skjærbæk har også lidt tilbageslag. 
“De dør som fluer,” siger han om de kostbare dyr, og han har måttet tage afsked med flere heste gennem årene.

“Vi har haft pæn succes med alle de heste, der har overlevet indtil deres første løb. Men vi havde på et tidspunkt to, der døde, og det var trods alt en afskrivning på 60.000 dollar,” siger Erik Skjærbæk.

Han og Ralph Hogan taler om, hvad de kan få for Jubilee Queen. Den har ikke mange år tilbage på væddeløbsbanen, men til gengæld har den et godt navn som mor for næste generation af elite­heste. De bliver enige om, at de vil acceptere et bud på 100.000 dollar, hvis det kommer.

Lige som Erik Skjærbæk er storaktionær i F.C. København uden at interessere sig for fodbold, har heste aldrig sagt ham noget.

"Nogen sagde til mig, at jeg skulle investere i Parken fordi det var et ejendomsselskab. Jeg vidste stort set ikke at det også handlede om fodbold"

“Jeg har ingen forstand på heste. Det har min advokat i London, og det var ham, der foreslog, at vi skulle købe nogle heste i Panama. Jeg mente, at det kunne være meget sjovt,” siger Erik Skjærbæk.

Det er fine, dyre heste, vi taler om, og det er selvfølgelig helt afgjort at få udpeget den rigtige, der er i stand til at vinde løbene. Erik Skjærbæk smiler:
“Jeg valgte selv Jubilee Queen, og det er jeg ret stolt af. Jeg tog den grimmeste. Den var bare helt grå, men jeg tænkte, at den var nødt til at løbe ekstra stærkt, hvis den ville opnå noget.”

Dagen før hentede Ralph Hogan mig i Panama City Tocumen, den lille republiks vigtigste lufthavn. På vej ind til byen i den tunge Toyota Land Cruiser fortæller han om forholdet til Erik Skjærbæk.
“Erik er min største kunde, så når han er i landet, har han min højeste prioritet,” siger Ralph Hogan, der også arbejder for rige amerikanske turister.

Året rundt passer han på Erik Skjærbæks ejendomme i Panama City. Skjærbæk har købt de to lejligheder på 48. etage i skyskraberen Aqualina Tower i det mondæne Punta Pacifica-kvarter.

Panama City gennemgår i disse år en rivende udvikling, hvor talrige skyskrabere har rejst sig klos op ad hinanden. Det 210 meter høje Aqualina Tower ligger lige over for et af ejendomsmogulen Donald Trumps seneste vartegn, Trump Ocean Club på 284 meter med hotel, lejligheder, restauranter og meget andet.

Ud mod vandet rejser en kæmpestor kunstig ø sig, som snart bebygges med ferieboliger i luksusklassen.
Det er ikke et dumt sted at eje fast ejendom, lyder ræsonnementet hos Erik Skjærbæk.


Spreder risikoen
Hans livsværk Svendborg Brakes blev solgt i 2008, og han og forretningspartneren Jan Struve modtog hver brutto 1,7 mia. kr. fra kapitalfonden Doughty Hanson & Co.

“Vi var gode til at sælge bremser, hvorfor skulle vi ikke være gode til at sælge en virksomhed? Der var syv, der hver bød over 2 mia. kr. på Svendborg Brakes. Doughty Hanson ville give 3,4 mia. kr. kontant, og det var svært at takke nej til,” siger Erik Skjærbæk.

Pengene blev kort efter udbetalt, og opgaven lød nu på at forvalte dem omhyggeligt og med mindst mulig risiko for tab.

“Der stod 200 mio. euro på kontoen. Det gjorde der ikke i går, men det gør der i dag. Min første tanke var, at jeg ikke måtte miste dem,” siger Erik Skjærbæk og fortsætter:



“Det handler om at sprede risikoen. Derfor ville jeg gerne placere midlerne forskellige steder i verden. Hver gang, du spreder pengene lidt mere, falder dit afkast, men risikoen bliver også mindre,” siger han.
Efter salget af Svendborg Brakes rykkede han til Luxembourg og levede et diskret liv i nogle år.

Alt bøvlet med at flytte til et nyt land irriterede ham, og det firma, han fik til at hjælpe sig, var håbløst. Snart etablerede han sit eget firma, Elite Relocation, og det fik hurtigt succes.

Som eksempel har en bankmand, der bliver udstationeret i Luxembourg, alverdens bekymringer om bolig, bil, job til ægtefællen, børnehaver, fritidsaktiviteter, skat og meget andet. Det harmonerer dårligt med de lange arbejdsdage i storbankerne, så derfor var der behov for Elite Relocation, der kan guide kunden trygt igennem forløbet.

Da Erik Skjærbæk forlod Luxembourg, solgte han sin andel af virksomheden til en nøglemedarbejder.
Rejserne førte ham til Singapore, hvor han blev budt velkommen af indenrigsministeren og placerede en del af sin formue i værdipapirer, og han drog videre til Central- og Sydamerika for at vælge sig en base.

Brasilien blev valgt fra på grund af det portugisiske sprog, men ellers besøgte han Panama, Argentina, Uruguay og Chile.

Panama City rev benene væk under Skjærbæk, for her var tale om en dollarøkonomi, et rimeligt velorganiseret land og mange engelsktalende mennesker. Her ville han gentage konceptet med en lokal udgave af Elite Relocation, der kunne hjælpe expats, udsendte medarbejdere, med at finde sig til rette i det lille land.

Men firmaet, der hed Thorland Services, blev en fiasko.
“Hvis du ikke får ansat de rigtige mennesker, kan det ikke lykkes. I Panama handler det meget om at kende de rigtige, og det gjorde jeg ikke, så firmaet er lige så stille lukket ned igen,” siger Erik Skjærbæk.

"Skat ved alt hvad jeg laver. Jeg vil simpelthen ikke have problemer, og du ender nemt i en gråzone. Nogen prøver at fifle med det, men pludselig dummer de sig"

Priserne er så høje som skyskraberne


Han og hans kone Suong Skjærbæk bor selvfølgelig i den største lejlighed, der har en kæmpestor altan, der går rundt om hjørnet på skyskraberen.

Jeg rykker ind i gæstelejligheden med tre soveværelser, fuldt udrustet køkken, en kæmpestor opholdsstue og en velvoksen altan med kig ud over byens øvrige skyskrabere.

Holder man øje, kan man jævnligt se et Mærsk-containerskib lige så langsomt krybe ind mod indsejlingen til Panama-kanalen.

Ingen af lejlighederne bærer præg af at blive brugt ret meget. En ting er, at lejlighederne kan bruges som refugium, når vinterkulden bider i Danmark. Nok så væsentligt indgår de også i Skjærbæks investeringsportefølje.

“Ser man bort fra dollarkursen, vil jeg tro, at de er steget 100 pct. i værdi, siden jeg købte dem,” siger Erik Skjærbæk.

Han ville gerne have været langt mere aktiv på det panamanske ejendomsmarked, men priserne i Panama City er lige så høje som skyskraberne. Pengemænd fra Venezuela og Colombia tog tidligere til Florida for at bruge penge, men nu tager de til Panama City.

Her kan de veksle deres usikre valutaer til dollar og placere dem i fast ejendom, og den trafik skruer priserne i vejret. Derfor er det kun blevet til de to lejligheder i Aqualinas Towers.


“Jordpriserne er også alt for høje. Du kan købe et lille stykke sandjord, hvor der kan gå nogle køer, for den samme pris, som du betaler for fed fynsk muldjord,” siger Erik Skjærbæk.

Vi hilser på et par af de danske venner, som Skjærbæk har fundet i Panama. Erik Møller Nielsen var i mange år styrmand i handelsflåden, men driver nu sammen med sin kone et skibsprovianteringsfirma i Panama.

Den første fredag i måneden mødes de danske herrer for at spille terningespillet balut. Der er 15 medlemmer af den uformelle klub, men de er sjældent fuldtallige.

Erik Møller Nielsen har også fulgt Erik Skjærbæks bestræbelser på at købe op i Panama.
“Det er svært at komme ind herovre. Der sidder nogle stærke familier og deler lagkagen imellem sig,” siger han.

Erik Skjærbæk afviser, at der også ligger skatteoptimering bag de mange adresser i udlandet.
“Skat ved alt om, hvad jeg laver. Jeg betaler også skat i Danmark af lejlighederne i Panama. Jeg vil simpelthen ikke have problemer, og du ender nemt i en gråzone. Nogen prøver at fifle med det, men pludselig dummer de sig,” siger Erik Skjærbæk.

Foråret er kommet til Danmark, og Skjærbæk er vendt tilbage til Sydfyn. Solen skinner ikke som i Panama, og formuen er ikke sat i væddeløbsheste eller skyskrabere.

Vi mødes foran hans største cleantech-investering nogensinde, udviklingsvirksomheden Pureteq, og Skjærbæk ankommer lydløst i sin Tesla. Fabrikken er næsten mennesketom, for alle teknikerne er i Landskrona for at installere den første store ordre, to røgrensere til bornholmerfærgen Hammerodde.


Den sejler mellem Køge og Rønne og bruger bunkerolie med 1 pct. svovlindhold. Miljøreglerne er netop blevet strammet, men i stedet for at skifte til den noget dyrere olie med 0,1 pct. svovlindhold kan rederiet spare penge ved at installere Pureteqs røgrensere.

Pris: Over 20 mio. kr., og hvis det bliver en succes, som det forventes, kan Erik Skjærbæk stå med sin største jackpot siden salget af Svendborg Brakes.

“Hvis installationen går som forventet, er der 95 pct. sandsynlighed for, at vi står med en milliardforretning,” siger Erik Skjærbæk.

Han ejer selv hele virksomheden, men har tilbudt medejerskab til direktøren, den tidligere Stena Metall-topchef Anders Skibdal.

Ellers påtager han sig en tilbagetrukket rolle som bestyrelsesformand.
“Jeg står bare på sidelinjen og måber over, hvor dygtige de er,” siger han om de 15 ansatte i Pureteq.

"Han (Erik Skjærbæk, red.) gør det meget professionelt i forhold til mange andre folk, der får en stor pose penge og måske bliver lidt afslappede omkring tingene"

På fire år har han skudt omkring 100 mio. kr. ind i udviklingsarbejde og patentering af røgrenserne. Syv patenter er det blevet til. To af dem er parkeret, resten udnyttes i Pureteq eller en kommende virksomhed, som Erik Skjærbæk er på vej til at stifte.

Modsat røgrenserne til skibe skal den kommende virksomhed rense røggasser på landjorden, f.eks. på fjernvarmeværker.

Pureteq lyser op ved siden af andre danske industrivirksomheder, som Skjærbæk kastede sig over efter salget af Svendborg Brakes. Bremsefabrikken blev solgt på toppen, lige inden krakket i Lehman Brothers i 2008, og krisen ramte virksomhederne herhjemme hårdt.

Erik Skjærbæk så muligheden for at købe ind, lægge sammen og opnå kritisk masse, men i stedet har han tabt millioner på selskaber som Richter Hansen, der udviklede produktionsanlæg, Hammerum Stainless, der solgte udstyr i rustfrit stål til bl.a. mejeriindustrien og elektronikvirksomheden HPI Electronics & Cables.

“De fejlinvesteringer, der er lavet, har jeg selv stået for. Jeg har aldrig ladet andre tabe mine penge. Jeg er inde over alle større beslutninger, og hvis det går galt, er det kun mit ansvar. Det tager også lidt af presset fra mine medarbejdere,” siger Erik Skjærbæk.

En meget farverig investering er aktieposten på 21,5 pct. i Parken Sport & Entertainment, der ud over fodboldklubben F.C. København også omfatter en række ejendomme, fitnesskæden Fitness.dk og Lalandia-feriecentrene i Rødby og Billund.

“Nogen sagde til mig, at jeg skulle investere i Parken, fordi det var et ejendomsselskab. Jeg vidste stort set ikke, at det også handlede om fodbold,” siger Erik Skjærbæk og smiler.

Han ses trods alt ofte som tilskuer i Parken, når holdet spiller, og han ærgrer sig lydeligt, når FCK leverer skuffende resultater.

Det var den fallerede finansmand Steen Patrick Vela, der akut måtte sælge sin aktiepost i 2009, og den snuppede Skjærbæk sammen med den jyske fabrikant Karl Peter Korsgaard Sørensen.

Siden har de købt flere aktier og bogstaveligt talt ryddet op i underholdningskoncernen, hvilket førte til et voldsomt opgør med Parkens nu forhenværende bestyrelsesformand Flemming Østergaard.

Investeringen i Parken er ikke desto mindre langsigtet, og det er også nødvendigt, for indtil videre har ejerskabet været en dårlig forretning for Erik Skjærbæk.

Udgangspunktet var 1,7 mia. kr. fra salget af Svendborg Brakes. Skattevæsnet og rådgivere tog et par hundrede millioner, og tilbage var 1,5 mia. kr., som er investeret efter en relativt simpel model:
En fjerdedel er placeret i risikable projekter, som Skjærbæk er parat til at tabe.

"Når jeg investerer i risikable projekter, afskriver jeg pengene mentalt, så jeg ikke bruger dem igen"

Her ligger væddeløbshestene i Panama og virksomhederne på Fyn og ude i verden. Pureteq er også regnet med i denne kategori.


“Når jeg investerer i risikable projekter, afskriver jeg pengene mentalt, så jeg ikke bruger dem igen. Pureteq er i mit interne regnskab sat til nul kr., og så kan der jo kun komme en upside. I Svendborg Brakes gjorde vi det samme. Lagrene var altid godt skrevet ned. Vi greb det meget konservativt an,” siger Erik Skjærbæk. 

Resten af formuen er placeret yderst forsigtigt.
“Hovedparten skal være placeret, så formuen vokser stille og roligt. Hvis den del af pengene hvert år kan vokse 4-5 pct. mere end inflationen, med meget lav risiko, er jeg tilfreds,” siger Erik Skjærbæk.


Tjek på likviderne
Formuen forvaltes igennem Skjærbæks eget selskab Alaric Advisers med adresse i et kontorhotel i Exeter i Sydvestengland.

Her har han hyret den tidligere Merrill Lynch- og ATP-porteføljechef Hasse Diemer som direktør og investeringschef, og sammen med ham lægges der en gang om året en strategi for de kommende 12 måneder.

Erik Skjærbæk har det, han kalder en handbook på sin ipad. Her kan han på alle tider af døgnet se størrelsen på formuen og få overblik over, hvad der er gået op og ned.

“Jeg kan også se, hvor likvid jeg er inden for 24 timer, 48 timer, en uge, to uger, en måned osv.”
Om man bliver en slave af den?
“Nej, slet ikke, det er mest et værktøj, som mine medarbejdere bruger. Jeg får en månedsrapport, og så taler vi typisk i to timer over Skype om, hvorfor noget er gået op eller ned,” siger Erik Skjærbæk.

En af vennerne, Saxo Bank-medejer Lars Seier Christensen, er meget imponeret over Skjærbæks tilgang til formueforvaltning.



“Han gør det meget professionelt i forhold til mange andre folk, der får en stor pose penge og måske bliver lidt afslappede omkring tingene,” siger Lars Seier Christensen.

De fik kontakt, efter at Seier Christensen var kommet med nogle af sine “udgydelser i medierne”, som han kalder det. Erik Skjærbæk mente, at de burde tale over en kop kaffe, og det har udviklet sig til et tæt
venskab. For nylig var Lars Seier Christensen og hans familie på besøg hos Skjærbæk-familien i Panama.

“Vi taler ikke så meget om investering, men han er særdeles velorienteret om, hvad der forventes af de forskellige aktie- og obligationsmarkeder, og han er meget interesseret i at få input fra forskellige folk, som kan bidrage med noget,” siger Lars Seier Christensen.


Siden vores hjemkomst fra Panama har Jubilee Queen igen været ude at løbe, og Ralph Hogan har været på vinderskamlen og hjembragt første- og andenpladser. Det har lange udsigter, før Erik Skjærbæk igen rejser til Panama City og klapper hesten på mulen, for andre rejsemål står forrest i køen.

Måske er det heller ikke så sjovt med de heste, som det var i begyndelsen.
“Det har været en udmærket investering, og så har den givet god underholdning, og det er dæleme ikke ret tit, at man oplever det,” siger Erik Skjærbæk.

Og hvordan er det så gået med de 1,5 mia. kr., der var tilbage fra salget af Svendborg Brakes? Er formuen vokset?

“Det er stort set det samme. Sådan plejer jeg at svare,” lyder det fra den sydfynske industrimand.