ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analytiker: Markedet bør belønne de fremadrettede faktorer i Vestas' regnskab

Vestas' regnskab for fjerde kvartal viste et lidt skuffende sæt resultater, men hvis man retter kikkerten mod fremtiden, ser det lysere ud end ventet. Derfor bør markedet reagere positivt på det samlede indtryk, mener aktieanalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets oven på årsregnskabet fra vindmølleproducenten.

I sidste kvartal af 2018 nåede vindmølleproducenten en omsætning på 3369 mio. euro og et driftsoverskud, EBIT, før særlige poster på 298 mio. euro før særlige poster. Til sammenligning havde analytikerne ifølge et estimat fra Ritzau Estimates ventet en omsætning på 3431 mio. euro og et EBIT-resultat på 353 mio. euro før særlige poster i kvartalet.

Virksomheder
Vestas skuffer: Sigter lavere end håbet i 2019 med forventet overskudsgrad på 8-10 pct
- Ser vi på kvartalet, så ligger det lidt underdrejet i forhold til forventningerne. De når i mål i forhold til deres egen guidance (for hele 2018, red.), men markedet forventede lidt mere, siger Michael Friis Jørgensen.

Alligevel tror han, at markedet vil se relativt mildt på den skuffelse.

- Det er jo ikke nogen overraskelse, at de lige nu eksekverer på nogle ordrer, der er taget ind med lave priser, så det det presser tingene ned. Så jeg er ikke så bange for, at det bliver tolket meget negativt, forklarer analytikeren.

Markedet vil nok nærmere hæfte sig ved de fremadrettede faktorer, spår Michael Friis Jørgensen.

Det gælder blandt andet indgangen af små, uannoncerede ordrer i fjerde kvartal, som var dobbelt så høj som ventet, og prisen per solgte megawatt var ligeledes en positiv overraskelse.

Desuden spår Vestas mellem 10,75 og 12,25 mia. euro i omsætning i 2019, og det ligger højt i forhold til de fleste analytikeres gæt før regnskabet.

- De parametre, der kigger fremad, er positive. Det tror jeg også, markedet vil kigge på. Toplinjeprognosen virker relativt positiv i forhold til markedets forventninger, især for et selskab, der normalt melder konservativt ud, siger Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets.

Vestas-aktien kostede 531,20 kr. ved børslukketid onsdag efter en sitning på 8 pct. hidtil i 2019.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis