ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Pandora i fokus efter chefskifte

Pilen peger torsdag mod små fald på et aktiemarked, som flere steder rundt om i verden sværmer om rekordhøje niveauer, som kan være svære at bryde. Fokus er ikke mindst på tyske inflationstal, som kan være med til at påvirke forventningerne til udfaldet af næstes uges rentemøde i ECB.

Virksomheder
Stor udskiftning i Pandoras topledelse
Det ser ud til, at vi skal lidt ned fra morgenstunden. Vi er i gang med at teste nogle rekordniveauer, og markedet kan godt bevæge sig lidt frem og tilbage i den forbindelse, siger Jesper Bamberger, der er senioraktierådgiver i Nordea, til Ritzau Finans og retter blikket mod en meget tung nøgletalskalender.

- I Europa vil der nok mest være fokus på inflationstal fra Tyskland (onsdag, red.) og inflationstal fra eurozonen i morgen. Det hele går ud på at se, hvordan inflationen er i forhold til, hvad centralbanken gør i næste uge, og helt overordnet er det også her fokus ligger, forklarer Jesper Bamberger.

Den seneste tid har budt på flere lempelige signaler fra Den Europæiske Centralbank (ECB), senest fra centralbankchef Mario Draghi, der i forbindelse med Jackson Hole i sidste uge kraftigt indikerede, at der kan være nye kvantitative lempelser på vej. Et andet fokuspunkt er stadig geopolitik.

Jesper Bamberger ser desuden fokus på Pandora, dels fordi selskabet har fået ny topchef, dels fordi Signet, der sælger Pandoras produkter via Jared, kommer med regnskab for selskabets andet kvartal. Regnskabet kan give lidt ekstra information om salget på det amerikanske og britiske marked.

Aktien steg i går



Pandoras topchef, Allan Leighton, fratræder sin stilling i marts 2015. Hans efterfølger bliver den nuværende topchef for Scandinavian Tobacco Group, Anders Colding Friis, meddeler selskabet.

Pandora steg onsdag 1 pct. til 434 kr.

Analytikerne har været på banen med mindre justeringer af kursmål for Carlsberg og William Demant.

JPMorgan Chase har sænket sit kursmål for Carlsberg til 500 kr. fra tidligere 530 kr. og gentaget den negative anbefaling "undervægt", mens Société Générale har reduceret sit kursmål for William Demant til 390 kr. fra 420 kr. og gentaget anbefalingen "sælg". De to aktier endte onsdag i 523,5 og 451,6 kr.

Bavarian Nordic åbnede torsdagen med et udramatisk regnskab for andet kvartal, der tilsyneladende ikke indeholdt større nyheder. Forventningerne til hele året blev i øvrigt gentaget og lyder stadig på en omsætning på cirka 1200 mio. kr. og et nulresultat på EBIT. Bavarian Nordic steg onsdag 0,4 pct. til 117,5 kr.

Der vil være fokus på Parken, hvis drømme om deltagelse i Champions Leagues gruppespil onsdag aften blev slukket, da tyske Bayer Leverkusen hurtigt bragte sig foran 3-0 for siden at vinde 4-0. FCK skal dermed spille i Europa League. Selv om håbet formentlig var til stede, var forventningerne fra omverdenen ikke store, efter at FCK havde tabt 2-3 hjemme. Parken lukkede onsdag i 75,0 kr.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis