ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktieåbning: Lundbeck og DSV går hver sin vej i rødt eliteindeks

Lundbeck placerer sig igen fredag i bunden af det danske eliteindeks efter gårsdagens store kurslussing, mens DSV omvendt ligger blandt toppen sammen med Carlsberg og William Demant kort efter handelsstart.

Det samlede C25-indeks dropper 0,4 pct. til 993,67 fredag morgen, hvor 21 ud af 25 aktier er i minus.
Virksomheder
Overblik: Her er de vigtigste punkter i DSV-regnskabet
DSV lægger ud med en stigning på 0,8 pct. til 511,60 kr., efter at selskabet forud for børsåbningen har offentliggjort et regnskab for tredje kvartal, der bød på en oppræcisering af forventningerne, en bedre toplinje end ventet og en indtjening stort set på linje med analytikernes konsensusestimater.

Derudover annoncerede transport- og logistikkoncernen , at den vil sende penge tilbage til aktionærerne med et aktietilbagekøbsprogram på 1200 mio. kr., der løber indtil februar næste år.

Transportselskabet fortæller også, at handelskrigen fortsat skaber usikkerhed, men at den indtil videre kun har haft en ubetydelig effekt på det danske selskabs forretning.

LUNDBECK FÅR STADIG KURSKLØ

Lundbeck blev sablet ned på børsen torsdag efter et mislykket fase 3-forsøg med lægemiddelhåbet Lu AF35700 til behandling af skizofreni. Nu vender fokus sig mod Lundbecks pipeline, som potentielt har brug for store opkøb af nye midler eller virksomheder for at få en pæn størrelse igen.

Penge
Efter studieflop: Lundbeck-aktien fortsætter fald - bundprop i C25
Ifølge nogle analytikere var torsdagens kursfald dog overgjort i forhold til vigtigheden af AF35700. Indtil videre har blandt andet JPMorgan, Nordea og Barclays sænket deres respektive kursmål for Lundbeck, mens Sydbank har sænket anbefalingen til ”hold” fra ”køb”.

SEB har sænket kursmålet til 320 kr. fra 380 kr., men anbefalingen er fortsat "hold".

Medicinalaktien styrtdykkede med 26,6 pct. til 300 kr. torsdag., og nedturen fortsætter fredag morgen med et fald på 6,1 pct. til 282 kr.

Genmab har ligeledes fået sænket kursmålet af svenske SEB til 1030 kr. fra 1200 kr., og her er anbefalingen "køb" fastholdt, viser data fra Bloomberg News. Biotekaktien starter 0,2 pct. højere i 790,60 kr.

Også Coloplast har været udsat for en kursmålsændring hos SEB, men her hæves det omvendt til 630 kr. fra 560 kr. Aktien starter dagen med et fald på 0,5 pct. til 616,20 kr.

DANSKE BANK TABER FØRSTEPLADS

Danske Bank kan også få negativ opmærksomhed fredag, efter at banken er faldet fra en førsteplads til en sidsteplads blandt de fem store danske banker, når det gælder kundevurderingen af private banking-afdelingerne.
Virksomheder
Danske Bank får dumpekarakter af velhaverkunder
De velhavende kunder, som er blandt dem, bankerne tjener bedst på, tager afstand fra Danske Bank på grund af hvidvaskskandalen, skriver Jyllands-Posten. Danske Banks aktie falder 0,3 pct. til 125 kr.

Siden årets start har bankaktien været udsat for kursklø, og den er samlet dykket med næsten 48 pct. siden nytår.

Uden for C25 reagerer Parken med et fald på 3,8 pct. til 76 kr., efter at fodboldholdet FC København torsdag tabte på hjemmebane i Europa League og nu står svagere i forhold til et eventuelt avancement til de lukrative næste runder.

Onxeo afleverede desuden en kvartalsopdatering sent torsdag, hvor den største nyhed var, at der kan indledes et studie med AsiDNA i første halvår af 2019. Aktien stiger 1,7 pct. til 6,81 kr.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis