“Vi har bestemt råd til at ignorere grønne brændstoffer”

Fire danske aktører fra brintbranchen har 8. december under overskriften “Vi har ikke råd til at ignorere grønne brændstoffer” kommenteret vores indlæg om grønne brændsler fra 30. november. I deres replik kritiserer de os for at overse, at power-to-x brændstoffer, også omtalt som e-fuels, vil blive billige med teknologisk udvikling, og at de er nødvendige for europæisk forsyningssikkerhed.

Vi er i tvivl om, hvorvidt forfatterne har læst vores rapport om e-fuels. I rapporten ser vi både på de kortsigtede effekter af at stille krav om brug af e-fuels og den langsigtede økonomi for e-fuels. Vi konkluderer, at man på kort sigt kan få langt mere for ressourcerne, hvis de bruges på anden grøn omstilling. 

Sådan kunne man også have sagt om elbiler og solceller for ti år siden, men det gav alligevel mening at forfølge de teknologier, da de på langt sigt blev attraktive i takt med at teknologien modnede sig. Det forholder sig umiddelbart anderledes for e-fuels. Den største omkostningskomponent for disse er udgifterne til strøm. 

Selvom vedvarende energi bliver billigere, er det urealistisk at forestille sig at sol- og vindkraft gentager sit massive prisfald fra de sidste årtier og bliver flere gange billigere. Når vi regner på den langsigtede økonomi med langt billigere og mere effektive e-fuel-anlæg end i dag, kan vi se, at brint skal ned og koste ca. 1 euro/kg for, at e-fuels bliver konkurrencedygtige. 

Det er der næppe nogen, der længere tror på er inden for rækkevidde og slet ikke i Danmark, da det vil kræve strøm til under 20 øre/kWh i gennemsnit året rundt inklusive omkostninger til elnet. Det er mindre end en tredjedel af dagens niveau.

Energitab og begrænset klimagevinst

Brintaktørerne strækker derfor virkeligheden ganske langt med deres påstand om, at internationale energiorganisationer og konsulenthuse forventer, at grønne brændstoffer vil gennemgå samme udviklingskurve som solceller, vindmøller og batterier, i takt med at produktionen skaleres, teknologierne modnes, og værdikæden standardiseres.

De nuværende meget høje omkostninger afspejler et tidligt marked – men også det strukturelle problem, at power-to-x er og bliver en teknologi med energitab. Vi er vant til, at grønne teknologier som solceller, elbiler og varmepumper er mere energieffektive end de kraftværker, benzinbiler og gaskedler, de fortrænger. 

For power-to-x er det modsatte tilfældet. Her tabes der energi, når strøm omdannes til brændstoffer. Selvom vedvarende energi nu heldigvis er konkurrencedygtigt med fossil elproduktion, er der meget langt til, at e-fuels kan konkurrere med fossile brændsler.

Så jo, Danmark har bestemt råd til at ignorere grønne brændstoffer til transport. Både rapsdiesel til vejtransport, hvor arealer kan bruges mere effektivt til f.eks. skovrejsning, og e-fuels til luftfart, hvor CO₂ og energi i stedet bør anvendes hver for sig til hhv. lagring i undergrunden og fortrængning af fossil energi på anden vis, hvorved vi opnår mere end den dobbelte klimagevinst for færre penge.

Brug energien på gødning i stedet

Den gode nyhed for de fire brintaktører er, at der er masser af andre bedre anvendelser af grøn brint end e-fuels. En af hovedanbefalingerne i vores rapport er, at man politisk dirigerer den grønne brint til bl.a. gødningsproduktion, hvor fossilfortrængningen og dermed også klimagevinsten, og bidraget til forsyningssikkerhed er større. Der er nok at gå i gang med. 

EU bruger 17 mio. ton ammoniak om året, primært til gødning. Ammoniak, som vi i øvrigt importerer fra Rusland eller laver på baggrund af overvejende importeret naturgas. Her er et marked for grøn, europæisk brint, der kræver strøm svarende til ca. fire gange Danmarks samlede elforbrug. 

Concito har samtidig anbefalet, at vi støtter elektrolyse til brintproduktion, men at det gøres mere intelligent end i dag. De nuværende krav om iblanding af dyre og ineffektive e-fuels for enhver pris kombineret med svage bæredygtighedskriterier og dyre synteseanlæg gør, at produktionen ender med at køre næsten hele tiden. 

Det fører til, at brændstofferne ikke bare laves med grøn strøm, men potentielt også på gaskraft – hvilket ville skabe brændstoffer, som på papiret er grønne, men som i sidste ende bruger fire gange så mange fossile brændstoffer, som de fortrænger. 

I stedet for denne molbo-tilgang drevet af støtte til brintproduktionen, bør vi i højere grad støtte selve investeringen i elektrolyseanlæg, der så alene producerer, når der ikke er brug for den grønne strøm andre steder. Det vil samtidig sikre flest mulige anlæg for støttekronerne, hvilket giver teknologisk læring og fleksibilitet til elsystemet. 

Politik, støtte og prioriteringer

Regeringens strategi for power-to-x fra 2021 klargjorde allerede dengang, at brinten var bedre brugt i anvendelser uden kulstof. 

I stedet for hovedløst at forfølge power-to-x brændstoffer til transportsektoren, der er den absolut højest hængende frugt, burde branche og politikere forholde sig nøgternt til økonomien og stille sig selv spørgsmålet, om der reelt er politisk appetit på kraftigt stigende billetpriser og højere omkostninger til den øvrige omstilling, når de store visioner skal omsættes til virkelighed. 

Branchen bør tilsvarende spørge sig selv, om der er en bæredygtig forretningsmodel i at forfølge en så eksorbitant dyr løsning, hvis marked alene beror på politisk bestemte krav, der vil blive udfordret, når regningen skal betales og mere attraktive alternativer byder sig til.

Og ja, vi kan godt forstå, at en presset branche fristes af de mange penge, der nu skal bruges til forsvar og samfundssikkerhed. Men når brændstoflagre i kombination med forsyning fra vores olieproducerende Nato-partnere Norge og Storbritannien ser ud til at kunne dække forsyningen i en konfliktsituation, har vi svært ved at tage forsyningssikkerhedsargumentet alvorligt.