Debat | DSU-forbundsformand: Uligheden er en blind plet i øjet på dansk succes

Sommerferien er over os, solen skinner (sommetider), og alle nøgletal for dansk økonomi er i top. Beskæftigelsen er historisk høj, inflationen på vej ned, og Finansministeriet fandt lige 16 mia. kr. ekstra i råderummet. Det går jo fremragende, så hvorfor giver det overhovedet mening, at jeg over de næste mange linjer vil problematisere den stigende ulighed i Danmark?

Det gør det, fordi hvis man kratter lidt i overfladen af alle de fine nøgletal, så bliver historien om fremgangen lidt mere nuanceret og bekymrende. Og hvis vi ønsker os et stærkere og mere modstandsdygtigt Danmark for fremtiden, så er det højere lighed mellem mennesker, der er værktøjet.

Danmark er i gang med en kæmpe energirevolution, vi sælger vores løsninger til Indien, og byggeprojekterne står i kø. Men vi ser også begyndende protester fra bl.a. jyske vognmænd, som er bekymrede for deres levebrød med den nye vejafgift. Lur mig, om vi ikke får det samme at se med landmændene og følgeerhvervene, når forhandlingerne om en CO2-afgift for landbruget bliver sat i gang.

“

Det kommer til at få store konsekvenser for vores sammenhængskraft, at vi lever mere og mere adskilt

Populistiske politikere som Inger Støjberg og Morten Messerschmidt griber ud efter frygten og bruger den aktivt. De er nu begge begyndt at tale om, at det ikke er afgørende, hvornår Danmark når sine klimamål; om det bliver 2030, 2032 eller 2034 er ikke så vigtigt, må vi forstå. Det er virkelig skræmmende, at de ser sådan på den globale opvarmning, men jeg tror desværre, at holdningen er ved at vinde indpas hos nogle dele af befolkningen. Det skal vi tage alvorligt.

For vi har i lang tid nydt godt af, at der generelt i befolkningen har været stor opbakning til den grønne omstilling. Det har der været, fordi vi har sørget for at holde hånden under bunden med bl.a. den grønne check, lempeligere afgifter for Aalborg Portland og sikret gode omskolingsmuligheder for lønmodtagere, hvis arbejdspladser forsvinder.

Utrygheden har ikke fået lov at sætte sig. Men i forhold til spørgsmålet om vejafgiften har politikerne begået en fejl ved ikke at tilbageføre pengene, så vi kan holde hånden under branchen. For vognmændenes protester er reelle nok. De små erhvervsdrivende har ikke økonomien til at omstille hele deres flåde til ellastbiler, og der er endnu ikke ladestandere nok i Danmark til, at det er rentabelt. Nogle vil måske kun hæve et øjenbryn i forbifarten over vognmændenes demonstrationer.

Jeg frygter derimod, at det kun var første skud på stammen i et oprør fra provinsen, hvis ikke vi hele tiden bedriver en klimapolitik, der er progressiv, men også samtidig er lighedsskabende og holder hånden under bl.a. ufaglærte arbejdspladser.

Og apropos ufaglærte er det en bombe under et stærkt Danmark, at den sociale mobilitet er gået i stå. Rockwoolfonden udgav for et stykke tid siden en rapport, der viste, at folks uddannelseschancer i dag ligger på niveau med 1970’erne. Altså: Lige så mange børn af ufaglærte forældre bliver selv ufaglærte i dag som for over 50 år siden. Det er katastrofalt for vores samfund, dels fordi vi går glip af en masse uudnyttet talent, og dels fordi vi ved, at det at være ufaglært forringer ens livsvilkår på så mange måder. Både når vi kigger på forventet livsindkomst, helbred, levetidsalder, men også noget så menneskeligt som at stifte familie.

Det har stor indvirkning på både deres økonomi, men også sundhed. Enlige ufaglærte mænd tjener i gennemsnit 50.000 kr. mindre om året end andre ufaglærte mænd, de er mere ensomme og får i højere grad livsstilssygdomme end andre. Vi har altså en voksende underklasse af mænd, der, groft sagt, bliver ladt tilovers i provinsen.

Det er ikke en samfundsudvikling, vi taler særlig meget om. Men det kommer til at få store konsekvenser for vores sammenhængskraft, at vi lever mere og mere adskilt, samtidig med at der er en oplevelse af utryghed om ens jobmuligheder i fremtiden bl.a. på grund af den grønne omstilling. Det kan kun føre til samfundspolarisering. Og det sidste, vi har brug for, hvis vi skal være modstandsdygtige i fremtiden, er splittelse internt i landet.

Se blot Frankrig i disse dage og uger, hvor det i høj grad er underklassens mænd, der går på gaden i voldsomme protester. Derfor skal det vigtigste mål for politikerne i de kommende år være at skabe bedre levevilkår for den del af befolkningen, der lige nu uddannelsesmæssigt, jobmæssigt og sundhedsmæssigt føler sig efterladt på perronen.