Restaurationsbranchen går gennem en barsk krise. Pandemien medførte store udfordringer, og selv med statslig bistand nåede mange restauranter ikke over på den anden side.
Selvom restriktionerne nu er væk, har stormen på ingen måder lagt sig for vores industri. Det er min vurdering, at over halvdelen af restauranterne kører med nedsat kapacitet på grund af personalemangel. Hvad der gør denne sag endnu mere frustrerende er, at når vi så selv forsøger at løse problemet ved at tiltrække kvalificerede kokke og tjenere fra udlandet, så møder vi muren i immigrationssystemet, hvor processen er uhyre kompliceret og uigennemsigtig, særligt når der er tale om arbejdstagere uden for EU.
Selv har jeg i næsten et år været i gang med at ansætte en tidligere medarbejder under visummet for specielle kvalifikationer, som gør det muligt for udlærte kokke med international baggrund og et attraktivt cv at komme til Danmark.
“Hvor længe skal vi vente? Hvornår kan vores forhåbentlig kommende medarbejdere forvente at komme i arbejde igen og udnytte deres kvalifikationer og passion for mad? En måned? Om seks måneder? Siri kan ikke give os svaret
Den pågældende kok havde arbejdet for mig på min michelinrestaurant i New York. Der blev udarbejdet en kontrakt, og papirerne blev indsendt. Herefter begyndte ventetiden. Hvad der skulle have taget mellem en-tre måneder, tog fem lange måneder. Lejlighedsvis ringede vi for at tjekke ind på sagen, men alligevel var Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri) aldrig i stand til at give et skøn over, hvor længe vi skulle forvente at vente.
Afgørelsen landede først i e-boksen i udgangen af april 2021 med en afvisning. Det fremgik mellem linjerne, at beslutningen blev hastet, og at sagsbehandlerens hovedargument var, at min restaurant var “en burger-joint, der ikke er kvalificeret personale værdig”. Ikke nok med at “skrivebordsafgørelsen” var usaglig og særdeles udokumenteret, fik manden mindre end én uge til at forlade Danmark.
Han havde opholdt sig lovligt i Danmark på turistvisum for at kunne træde i stilling, så snart afgørelsen var foretaget. Der herskede derfor ingen tvivl om, at vores sag var stærk nok til at argumentere imod denne beslutning, men det var ikke muligt at få fat på Siri. I afvisningsbrevet blev der henvist til Udlændingestyrelsen med mulighed for at klage over afgørelsen. Vi klagede, men modtog kort efter et autosvar: “Den forventede sagsbehandlingstid for klagesager i Udlændingenævnet er 14 måneder regnet fra tidspunktet, klagen er sendt.”
Så efter fem måneders ventetid på en skrivebordsafgørelse skulle vi vente yderligere 14. Jeg har svært ved at tro på, at der er nogen branche, der har en stilling åben i 14 måneder! Det får det til at se ud som om, at appelprocessen bevidst er designet til at afskrække ansøgere. Danmark var lige åbnet op igen, og snakken på manglende arbejdskraft i faget havde allerede begyndt at sprede sig.
Det var klart, at vi ikke kunne vente 14 måneder for måske igen at få et afslag. Hvis vi ikke kunne gøre det tydeligt nok for Siri, at mine restauranter er kvalificeret personale værdig, måtte vi søge igennem beløbsordningen. Vi afventer stadig svar den dag i dag. Den anslåede behandlingstid for dette visum er én måned. Der er nu gået fire måneder, efter klagen blev indsendt til Udlændingenævnet, og fire måneder fra vi ansøgte under beløbsordningen. I mellemtiden er kokke kommet på positivlisten, men med en estimeret behandlingstid på tre måneder!
Danmark er genåbnet efter to års indflydelse af en forfærdelig pandemi, som har resulteret i nedlukninger og gjort branchen økonomisk ustabil. Lokaler står tomme, og branchen råber om hjælp. Det sidste halve år har jeg mærket frustrationen blandt mine kollegaer, der som jeg har tabt mange penge under pandemien.
Hvor længe skal vi vente? Hvornår kan vores forhåbentlig kommende medarbejdere forvente at komme i arbejde igen og udnytte deres kvalifikationer og passion for mad? En måned? Om seks måneder? Siri kan ikke give os svaret.
Alt imens forbliver stillingerne i min restaurant ubesatte, og en dygtig kok forbliver uden indkomst, mens han tålmodigt følger Siris instrukser og punger ud for diverse gebyrer og rejser ind og ud af landet. Jeg forstår, at vi har brug for strenge systemer til at regulere immigrationsprocesser, men jeg ved, at vi kan gøre det bedre. Når vi læser afvisningsnotaterne om det første visum, spekulerer vi på, om Siris sagsbehandlere overhovedet er kvalificerede til at løse deres opgave. Hvis kontorerne skal skubbe fristerne tilbage, skylder de så ikke ansøgeren og arbejdsgiveren at give et eller andet skøn over ventetiden?
Da pandemien ramte, tilpassede regeringen sig nye udfordringer. Nu hvor økonomien er åben igen, bør immigrationskontorerne være med til at løse den nye udfordring med mangel på arbejdskraft.
