“Skam dig, Karina” og “Er du helt tosset i disse ligestillingstider?” Sådan lyder Facebook-kommentarerne fra mænd, efter jeg annoncerede, at vi ville afholde kryptowebinarer målrettet kvinder. Jeg forstår på en måde reaktionen. For hvordan fremmer det ligestillingen?
På mange måder kan det virke ude af trit med tiden at lave arrangementer målrettet ét køn. Men det er ikke mange årtier siden, at manden var familiens overhoved og stod for økonomien. Det er heldigvis anderledes i dag, men kulturen fra dengang præger stadig kønnenes finansielle ulighed.
For faktum er, at kvinders privatøkonomi halter efter mændenes. Med det nuværende tempo vil det tage 267 år, før kønnene opnår økonomisk ligestilling. Kvinder tjener mindre, og når kvinder går på pension, har de i gennemsnit én million kr. mindre end mænd. En af årsagerne er, at kvinderne investerer langt mindre.
“Jeg tror, at trygge læringsmiljøer med plads til “dumme” spørgsmål er vejen frem
En række interview med kvinder foretaget af Firi viser, at der blandt kvinder stadig hersker en masse misforståelser om at investere. De tror, man skal have et stort startbeløb, før det kan betale sig. Eller at man skal besidde en helt særlig, avanceret ekspertviden, før man kan investere i aktier eller krypto. Og mange svarer, de kun investerer, hvis deres partner synes, det er en god idé.
Det kræver derfor en indsats målrettet kvinderne, så de opdager, at de kan forbedre deres økonomi og tør kaste sig ud i at investere ud fra egne vurderinger og dermed øge deres formuer på den lange bane.
Jeg tror, at trygge læringsmiljøer med plads til “dumme” spørgsmål er vejen frem. Det kan give kvinderne modet til at investere i egen økonomi. Og også en forståelse for, at der er mange ting, der kan være vanskelige at forstå. Det har den nylige diskussion om kryptobeskatning bevist til overflod.
Kvindefællesskaberne giver mulighed for at lære med ligesindede og give forudsætninger for at beslutte, om det er krypto, aktier eller andet, de vil investere deres fremtid i.
Og det skammer jeg mig ikke over at facilitere.