Kære ultraliberalister.
Jeg kan læse, at I føler jer trætte. I skriver, at I er trætte af ligestillingsdebatten, der er gået for langt. Træt af feministiske akademikere og journalister. Træt af politisk korrekthed. Ak og ve.
I fredag den 8. marts var det kvindernes internationale kampdag, så mon ikke øjenlågene hang lidt ekstra der?
Men jeg vil alligevel prøve at kaste lidt lys over den ligestillingsdebat, der åbenbart er søvndyssende, så I ikke skal trættes længere. Feminismen er slet ikke så slem, som I får det til at lyde.
Et af de områder, der får jer op i det røde felt, er kønskvoter. Men i virkeligheden er det faktisk sjældent reelle eksempler fra virkeligheden, I kommer med.
Kigger man nemlig jeres argumenter efter i sømmene, er det mere de fiktive eksempler, som I opfinder til lejligheden, som I bliver vrede over. Det kan jeg godt forstå.
Hvis nu jeg havde ti heste, og nogen stjal dem, så ville jeg også blive sur. Men jeg har ikke ti heste, og ingen prøver at stjæle dem, så jeg er ikke ret sur – fordi det er et fiktivt eksempel, jeg bare lige har fundet på til lejligheden … Get it?
I virkeligheden er jeg lidt bekymret for, når I kritiserer #metoo, wokebevægelsen og feminismen, at I så skubber jeres følgere ind i armene på typer som Andrew Tate, Jordan Peterson eller ham, der er dukket op herhjemme i andedammen, Kisoan. Jeg tror ikke, jeg behøver forklare jer, hvem de er – da jeg ved, at I kun kender alt for godt til dem.
Har I overvejet, om den feminisme, I kritiserer, i virkeligheden er et ærkeliberalt koncept?
Det handler jo netop om, at man skal være fri til at være den, man er. Fri for diskrimination og samfundsundertrykkende strukturer.
Alligevel siger I, at vi har opnået ligestilling i Danmark.
“Hvor samtalen om kvinders mistrivsel mest handler om roller i erhvervslivet, så er det en anden og noget mere nedslående virkelighed, som patriarkatet skaber for mænd,hvis man kigger på statistikker
Det siger I, på trods af at vi stadig har flere bestyrelsesmedlemmer, der hedder Lars, end der er kvinder generelt i bestyrelser. Men jeg skal forstå på jer, at det i virkeligheden handler om, at kvinder ikke vil have den indflydelse.
Men hvordan vender vi så den tendens? Et af de initiativer er kønskvoter.
Det er måske ikke et ideelt redskab, men det er et effektivt ét, og det kan være med til at ændre en kultur, hvor flere kvinder føler sig hjemme i de klassiske jakkesætserhverv. Personligt mener jeg, at kvotesnakken vil gavne både mænd og kvinder. Men også minoriteter, fordi vi alle bliver mere åbne over for diversitet.
For hvorfor er der ingen, der f.eks. taler om initiativer for at få flere mænd ind i omsorgsfagene?
I siger, at det er de “radikale og virkelighedsfjerne feminister”, der trækker al mening og fornuft ud af ligestillingsbegrebet. Men det er af en eller anden grund jer tyndhudede højrefløjsmænd og -kvinder, der gerne vil bruge tiden på at lade jer provokere af kagepersoner og dragqueens på biblioteker.
Men det er feministerne, der afsporer debatten?
Hvorfor ikke vende jeres talerør væk fra den feministbashing, I basunerer rundt med nu, og i stedet bruge jeres intellekt og indsigt i emnet til at tale om de dele af kønsrolledebatten, som folk skærer sig på?
Liberal Alliance står stærkt blandt særligt unge drenge, og når de en dag bliver voksne, så kommer de til at slå sig lige så meget på patriarkatet som kvinder.
Men hvor samtalen om kvinders mistrivsel mest handler om roller i erhvervslivet, så er det en anden og noget mere nedslående virkelighed, som patriarkatet skaber for mænd, hvis man kigger på statistikker som selvmord, alkoholisme, hjemløshed, stofmisbrug, ludomani, indsatte i fængslerne – og nårh ja, så dør mænd generelt tidligere end kvinder.
Så kære ultraliberale: Jeg håber ikke, at jeg trættede jer.
Jeg tror faktisk, at der gemmer sig nogle gode feminister inde i nogle af jer.
Og jeg vil se frem til at kæmpe denne liberale kamp sammen med jer!
