ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

“Giv lige adgang til kapital og kvindelige iværksættertalenter luft under vingerne”

Ifølge Unconventional Ventures gik under 2 pct. af Danmarks investeringskapital i 2022 til kvindelige iværksættere. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Ifølge Unconventional Ventures gik under 2 pct. af Danmarks investeringskapital i 2022 til kvindelige iværksættere. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Drømmen om at blive iværksætter er ikke kønnet; den lever lige stærkt blandt mænd og kvinder. Alligevel er det kun en fjerdedel af iværksætterne i dag, som er kvinder. Det er ikke kun en ærgerlig skævvridning for ligestillingen i samfundet. Det betyder, at vores samfund går glip af vigtig innovation, banebrydende idéer og potentiel vækst, fordi vi ikke formår at udnytte hele den talentmasse, vi har til rådighed.

Ifølge Unconventional Ventures gik under 2 pct. af Danmarks investeringskapital i 2022 til kvindelige iværksættere. Modsat gik knap 90 pct. af investeringskapitalen til mandlige iværksættere, og de resterende godt 8 pct. til iværksætterteams med både kvindelige og mandlige stiftere.

Det skriger til himlen. Derfor er Women’s Entrepreneurship Day, som markeres overalt i verden og i Industriens Hus i denne uge, vigtigere end nogensinde før. Nu er det tid til forandring. Derfor mener vi også, at regeringens længe ventede iværksætterstrategi bør fokusere på tre nøgleområder, så det kvindelige iværksættertalent får luft under vingerne:

For det første bør kvinder og mænd have lige adgang til kapital. Strategien skal fastsætte konkrete mål og handlingsplaner, for at sikre at der er en lige adgang til kapital uanset køn. Eksempelvis bør statens fond, Eifo, gå foran og formulere diversitetsmål for deres direkte og indirekte investeringer.

Iværksætterstrategien bør endvidere støtte acceleratorprogrammer målrettet kvindelige iværksættere. Her kan man som iværksætter få adgang til råd og vejledning om at starte og vækste virksomhed, møde andre ligesindede samt blive matchet med mulige investorer.

Og så bør iværksætterstrategien sikre mere undervisning i entreprenørskab. Forskning viser, at tidlig introduktion til iværksætteri har stor indflydelse på børn og unges, især pigers, interesse for at blive iværksættere. Det giver dem tro på, at de selv har evnerne til at kunne gøre drømmen til virkelighed.

Når mindre end 2 pct. af investeringskapitalen går til virksomheder med udelukkende kvindelige stiftere, så er det tydeligt, at der er plads til forbedring. Det kan og skal vi gøre bedre.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis