I sin økonomiske kommentar i gårstillede Carsten Valgreen spørgsmålet, om det var på tide at råbe “ulven kommer” i forhold til risikoen for stigende inflation. Jeg tror, han gør ret i at stille spørgsmålet, og jeg synes egentlig godt, man kan sige, at ikke alene er ulven kommet, de første lam er også blevet spist. Fårehyrderne sover dog stadigvæk, og det kan godt give problemer i år.
“Jeg synes egentlig godt, man kan sige, at ikke alene er ulven kommet, de første lam er også blevet spist. Fårehyrderne sover dog stadigvæk, og det kan godt give problemer i år
På det amerikanske obligationsmarked er forventningerne til inflationen om fem år steget til 2,6 pct. fra blot 0,2 pct. for et år siden.
Inflationsforventningen er nu på det højeste niveau siden midten af det foregående årti, og selvom man skal trække lidt fra for at nå den inflationssats, som Federal Reserve har som målsætning, så ligger vi og skvulper lige omkring en inflation, hvor markedet har mistet tilliden til centralbanken.
Der er to gode argumenter for en mere alvorlig inflationsstigning i den kommende tid: For det første har coronakrisen vendt den økonomiske politik på hovedet og givet mere plads til finanspolitikken.
Intet sted har det været mere aggressivt udført end i USA, hvor den samlede finanspolitiske ekspansion i 2020 og 2021 nærmer sig svimlende 27 pct. af bnp.
Det seneste indgreb alene svarer til 10 pct. af bnp, som vil ramme den amerikanske økonomi allerede i år, samtidig med, at landet genåbner, og arbejdsløsheden falder. Resultatet bliver forventeligt en meget kraftig vækst både i år og til næste år.
Det andet argument er, at vi i kølvandet herpå vil se konsekvenserne af den abnormt lempelige pengepolitik det seneste årti, hvor centralbanken har udvidet pengebasen med milliarder af dollar. Dette har endnu ikke været inflationært, fordi pengene ikke er kommet fra banksystemet til den reale økonomi.
Men pengene er trykt, og indtil centralbanken trækker dem tilbage, så kan det være en kilde til inflation, når udlån til erhverv og husholdninger igen stiger.
Desværre er der ingen grund til at have nogen videre tiltro til Fed-chef Powell. Powell, der i øvrigt ikke er økonom. Han startede sit embede i 2018 med at sige, at rentestigninger og likviditetstilbagetrækning var på autopilot. Han holdt fast, indtil finansmarkeder og vækstforventninger kollapsede, og begyndte derefter at sænke renterne i 2019.
Også nu fastholder han, at obligationsopkøb og nul-rentepolitik er på autopilot i flere år, hvilket er en stædighed, jeg har svært ved at sige noget pænt om.
En amerikansk centralbank, der skal kæmpe for at genvinde tabt troværdighed, er ikke noget, hverken investorer eller danske boligejere bør ønske sig. Det spektakulære kollaps i sidste uge for hedgefonden Archegos er ligeledes et klassisk eksempel på, at når renterne stiger, så falder der skeletter ud af skabene.
Efter ti år med en hyperaktiv pengepolitik verden over kan der være mange skeletter tilbage.
